Skyggehævn (Elverskud #3) af Nicole Boyle Rødtnes. Udgivet af Alvilda i 2014. Lånt på biblioteket.
Læs min anmeldelse af de første to bøger her: Skæbnedans og Søsterpagt.
’’Hvor vover I!’’ Åmandens hvide krop springer op ad vandet. Raseriet koger i hans blik. Kirse ligger stadig gispende på jorden. Jeg forsøger at vride de sorte orme af hende, men for hver orm, jeg river af, griber to nye fat i hende.
’’Hvor vover I at stjæle min kone!’’ Åmandens råb runger gennem træerne. ”Og hvor vover du at prøve at flygte …’’ Han bøjer sig ind over Kirse. Ormene giver en hvæsende lyd fra sig, mens de strammer grebet om hendes hals. Kirse hiver efter vejret. Hendes ansigt bliver mere og mere blegt.
’’Stop det der!’’ råber jeg. ’’Du dræber hende!’’
Birke og Rosa er rejst tilbage til Tørveby for at befri deres søster, Kirse, men Åmanden giver hende ikke fra sig uden kamp. Hjemme venter også Malte, og snart står Birke over for sit livs sværeste valg: Vil hun fortælle Malte sandheden eller miste ham for altid?
’’Hvor vover I at stjæle min kone!’’ Åmandens råb runger gennem træerne. ”Og hvor vover du at prøve at flygte …’’ Han bøjer sig ind over Kirse. Ormene giver en hvæsende lyd fra sig, mens de strammer grebet om hendes hals. Kirse hiver efter vejret. Hendes ansigt bliver mere og mere blegt.
’’Stop det der!’’ råber jeg. ’’Du dræber hende!’’
Birke og Rosa er rejst tilbage til Tørveby for at befri deres søster, Kirse, men Åmanden giver hende ikke fra sig uden kamp. Hjemme venter også Malte, og snart står Birke over for sit livs sværeste valg: Vil hun fortælle Malte sandheden eller miste ham for altid?
Der sker så meget i denne her bog, at det er svært at følge med i, hvor man skal lægge sin sympati. Efter at have læst de første to bøger, er jeg begyndt at få Birke lidt ind under huden og selv om jeg synes, hendes loyaliter nogle gange er helt ved siden af, så forstår jeg hende godt. Og det viser sig måske også, at hun har ret. i Skyggehævn blev nogle af de ting, jeg troede stod fast, rykket op med roden og vendt på hovedet og det gjorde bogen til en fryd at læse. Elverskud er en serie, der bestemt bliver bedre og bedre som man læser frem og derfor er jeg så glad for, at jeg har fået læst den færdig. Det er interessant hvordan den skandinaviske folketro bliver blandet med et mordmysterium og ikke mindst en ret vild kærlighedserklæring mellem folkeskoleelever. Det fik mig nogle gange til at rulle lidt med øjnene, for når man er 15 år, er alting den store kærlighed og det virkede for mig som om Birke krævede lidt for meget af Malte til tider og tog det for givet, at han ville bakke hende hundrede procent op, selv om hun ikke tør fortælle ham sandheden og så videre. Og det er egentlig der, jeg synes bogen har sin styrke for alvor. Det ret vilde plot med mange twists og skift i takt med at løgne bliver afsløret og karakterer bliver overrumplede bliver fortalt gennem øjnene på en 15-årig pige og derfor er alting intenst. Det virker, for intensiteten smitter og jeg ville ganske enkelt gerne vide, hvad der skete for dem nu og om de fandt en løsning på alle deres problemer.
Jeg er vild med slutningen, det bliver jeg nødt til at indrømme. Det lykkedes sjovt nok at få en ret åben slutning op at stå uden at de forskellige plottråde falder til jorden og forbliver uafsluttede. Men man får en fornemmelse af håb, når man læser slutningen. En fornemmelse af håb og også en smule fortvivlelse. Jeg har virkelig, virkelig ondt af Aske, selv om jeg synes han er en klaphat. Hvis Elverskud er gået ens opmærksomhed forbi, er det noget, man bør få rettet op på. Serien er meget let læst, sproget er ikke vanskeligt og selv om det ikke er de mest vanvittige eller komplicerede plots eller karakterer, så har historien noget at byde på. Noget, jeg er glad for, at jeg ikke er gået glip af.