Min søsters liv afhænger af, at jeg lærer det her.
“Jeg ved ikke, hvor Benjamin er,” siger jeg til far. Mit blik kravler ind i hans sind, og langsomt bliver hans øjne slørede. Jeg kan mærke hans fornuft, der protesterer, fordi han ved, jeg lyver. “Jeg ved ikke, hvor Benjamin er,” gentager jeg og tvinger mig længere ind. Jeg føler, jeg rammer en hinde, men jeg presser mig igennem, og fars modstand bliver svagere og svagere, til den helt forsvinder, og jeg har vundet. Denne evne giver mig en kæmpe magt, der så let kan misbruges, så let kan ødelægge …
Politiet efterforsker Benjamins forsvinden, og der går rygter om mord. Mens Rosa falder mere og mere fra hinanden af skyldfølelse og sorg, er både hun og Birke nødt til at lære mere om elverblikket, hvis de skal undgå at blive afsløret. Elverblikket kan nemlig andet og mere end at lokke mænd til. Det kan manipulere folks tanker og minder. Men det er svært at lære, vanskeligt at mestre og altid ekstremt farligt at bruge.
Jeg vil ikke gå i for mange detaljer med handlingen, for jeg vil ikke spoile Søsterpagt eller den foregående bog, men jeg vil godt indrømme, at jeg synes niveauet har hævet sig en del fra den første bog til denne her. Hvor jeg havde en fornemmelse af forudsigelighed og en form for et overfladisk plot, så er der noget mere på spil i Søsterpagt. Birke og Rosa er tættere på at blive afsløret end nogensinde og der bliver taget fat på spørgsmål om fri vilje og hvor langt man er villig til at gå for at beskytte sig selv og dem man elsker. Og ikke mindst hvem man kan stole på. Hvor jeg i den første bog havde svært ved helt at forstå Birkes loyalitet over for sin far, har jeg en bedre fornemmelse af deres forhold efter at have læst den anden bog. Måske er det derfor, det føltes som noget af en rutsjebanetur at læse bogen og hele tiden opdage den ene løgn efter den anden fra begge sider: dem der vil have Birke og Rosa til at rejse til elverne og dem, der ikke vil. Slutningen især kom bag på mig, og jeg var glad for, at jeg havde den næste bog klar med det samme, så jeg kunne læse videre fra den cliffhanger.
Som med den første bog er sproget rigtig let og enkelt og det lyder virkelig meget som en teenager, der fortæller. De ofte halve sætninger uden grundled irriterede stadig min læsning, men på en eller anden måde passer det godt til Birkes personlighed. I mine øjne er Elverskud en serie, der kun er blevet bedre med den næste bog og jeg er glad for, at jeg endelig har taget mig sammen til at læse videre, så jeg kunne vende tilbage til historien. Jeg ville ønske, at man så mere af elvernes verden i stedet for at der bliver fortalt om den på anden hånd. Det er dog ikke noget, der tager noget fra historien, men nok mere min fascination af folketroen og de mange væsner, der befinder sig i den. Nogle af dem, der også optræder i Elverskud-trilogien. Hvis man er interesseret i disse emner, der Elverskud bestemt en serie, der er værd at tage fat i.
Comments