Stenløvens brøl (Krøniken om Morika #3) af Sidsel Sander Mittet. Udgivet af Forlaget Facet i 2018.
Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Facet.
Find mine anmeldelser af de to første bøger her: Sandsnogens bid og Solbiens brod.
Find mine anmeldelser af den første trilogi, Morika, her: Rent blod, Vildhunden & panteren og Blodets bånd.
Sandsnogenes by er faldet, hilaerne er splittet af interne stridigheder, og morikanerne er på fremmarch med den skånselsløse Iton i spidsen. Midt i konflikten står Itua, den tidligere morikanske adelskvinde, der nu er kriger, og Kraftkrigeren, Aaton, som har brudt med sit folks traditioner og tabuer. Flugt er ikke længere en mulighed. Begge må de indtage deres roller og samle hilaerne i den kamp, der kommer til at forme landets fremtid.
Hold nu fast, hvor har jeg glædet mig til at læse Stenløvens brøl. Så meget, at jeg endte med at trække det ud og udsætte det, for jeg er virkelig ikke klar til at give slip på Morika-universet for good. Sidsel Sander Mittets univers er fyldt med så mange spændende mysterier, karakterer, kulturer og digtekunst, der fortæller så mange forskellige historier om samme sag. Det er noget ret unikt, og jeg er på en gang så glad for at vende tilbage til Morika endnu en gang og så ærgerlig over at skulle sige farvel til det.
Sagen er den, at jeg vidste, hvordan Stenløvens brøl ville ende. I hvert fald i store træk. Og alligevel sad jeg de sidste mange sider og håbede på et mirakel, på at der ville ske et eller andet, der ikke ville ende med at ødelægge mig. Vi vender tilbage til Aaton og Itua meget kort tid efter Solbiens brod sluttede og fra første side af, sker der en hel masse og det gælder om at holde styr på, hvem der er på hvilken side. Kapitlerne er skiftevis fra Aaton og Itua synsvinkel og det fungerer faktisk rigtig godt, for det betyder dels, at man får handlingen at se fra flere forskellige steder og får et bedre billede af denne krig om hilaernes lands udvikling. Hele Krøniken om Morika er et eksempel på, hvordan myter bliver til, fortalt fra mund til mund og opnår en slags hellig status. Og på hvordan historie skrives. Men især her i Stenløvens brøl følte jeg denne sidste del, hvordan det er vinderne, der skriver historien og hvordan man kan udnytte ting som digtekunst til at fremme sin egen sag og binde andre løgne på ærmet. Det er skræmmende, men også fascinerende.
Der er nogle virkelig spændende hints til den første trilogi i løbet af denne her bog og jeg fik simpelthen så meget lyst til at vende tilbage til Morika-serien og starte helt forfra. Krøniken om Morika er en fantastisk historie i et spændende univers, en historie som spiller med høj indsats og på mange følelser og formår at gøre selv nogle af de mest nederdrægtige eller hovmodigt irriterende personer lidt mere elskværdige. Næsten alle. Men den kommer for alvor til sin ret, når man har læst Morika-trilogien også, det hele hænger sammen og hvis man har det lige som mig, så er det kun skønt med endnu mere Morika.
Jeg kan ikke lade være med at holde af Aaton. Som person er han yderst fascinerende, på en gang frastødt og måske lidt stolt af sine evner, selv om det lader til at ingen andre accepterer ham. Udover Itua, der virkelig er vokset i mine øjne og endte med at blive en ret badass kriger og kvinde. Jeg forstår godt, at man i Morika fortæller om hendes handlinger med ærefrygt, for hun virker næsten overmenneskelig i sit mod. Det, der redder hende fra at blive en irriterende karakter, er at Sidsel Sander Mittet samtidig med også viser os hendes frygt, hendes vrede og fortvivlelse og hendes fejltrin. Lige som med de andre karakterer.
Jeg kan ikke kun anbefale Stenløvens brøl til alle dem, der er interesseret i fantasylitteratur, men alle seks Morika-bøger. Det er et univers, man kan forsvinde ind i og jeg savner allerede lidt meget, at der ikke er mere i vente længere. På et tidspunkt skal de nok genlæses alle sammen. Under alle omstændigheder håber jeg , at det er en serie, som flere får øjnene op for, for det er virkelig et fix.
Yndlingsunivers <3
Virkelig et skønt et <3