Prentisstown er ikke en by som alle andre. Her kan alle nemlig høre hinandens tanker i en overvældende og endeløs strøm af Støj.En måned før den fødselsdag, der vil gøre Todd til en mand, opdager han sammen med sin hund, Manchee (hvis tanker, Todd også kan høre – om han vil det eller ej), et område med total stilhed. De opdager, at byen, hvor privatliv er umuligt, gemmer på en forfærdelig hemmelighed. En hemmelighed så grusom, at Todd og Manchee må flygte, hvis de vil gøre sig håb om at overleve.
Først og fremmest er der præmisset for denne her bog: en lille by, hvor alle kan høre hinandens tanker. Hele tiden. Alene tanken gør mig utilpas, jeg kan på ingen måde forestille mig, at det ville være en positiv oplevelse og jeg spoiler ikke for meget ved at sige, at det er det heller ikke. Det viser sig hurtigt, at der er virkelig meget på spil i denne her bog og bagsideteksten afslører ikke, hvor omfattende det egentlig er. Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, da jeg først var gået i gang og jeg synes egentlig det er ret godt gået af en historie, der er så gammel. Den føles slet ikke som om den er skrevet for 10 år siden og er mindst lige så relevant i dag som dengang. Ganske langsomt bliver læseren introduceret til, hvad det er, der foregår i denne her by og da det hele sker igennem hovedpersonen Todd, er det ret interessant hvad han er for en type.
Der er en ting, der krævede lidt tilvænning fra min side og det er den måde, bogen er skrevet på. Den bærer nemlig meget tydeligt præg af, at Todd aldrig har fået noget rigtig uddannelse og derfor ikke har noget begreb om hverken grammatik eller stavemåder og derfor er mange af hans tanker rent talesprog, der er skrevet ud som man siger det, hvilket nogle gange gjorde det lidt svært at forstå. Ikke fordi der bliver brugt svære ord, men når mange ord pludselig bliver stavet anderledes, tog det mig et øjeblik at opdage, at det var nemmere at læse dem højt. En anden ting var dog det grammatiske, det var sværere forstå, fordi det var mindre tydeligt og ofte havde noget med ordvalget eller ordstillingen at gøre. Da jeg ikke har læst den engelske udgave, ved jeg ikke hvad oversættere har haft at arbejde med, men jeg synes det fortjener ros, for det må have været et kæmpe arbejde at finde ud af hvordan man oversætter det, så meningen ikke går tabt, specielt når sproget bliver forkert på den her måde. En anden ting, jeg synes var ret fedt, er den visuelle repræsentation af Støjen, som findes flere gange i bogen. For at vise mange myldrende tanker fra alle omkring Todd på en gang, brydes teksten og tankerne står med store og mere håndskreven agtigt skrift oven i hinanden og på kryds og tværs, i forskellige størrelser og kan ved første øjekast ligne en kæmpe krusedulle. Det er et virkelig passende udtryk for Støjen som jeg forestillede mig den: et stort kaos af tanker i et kæmpe virvar og hvis man skal finde en bestemt, må man nærlæse siderne og finde frem til de rigtige ord. Det er som om det er begyndt at ske mere og mere, at man benytter sig af visuelle repræsentationer af noget i teksten for at illustrere det for læseren, men det er altså ikke en ny teknik. Det fungerer virkelig godt her og er med til at give læseren en følelse af forvirring og kaos.
Men Todd er en ret skøn karakter, som jeg havde svært ved ikke at holde af. Han er meget ligefrem og åben, hvilket sikkert skyldes at han er født ind i en verden, hvor alle kan høre alles tanker; så giver det ingen mening at forsøge at lyve eller skjule sig. Selv om Todd påpeger, at alle gør begge dele alligevel. Det er muligt at lyve i Støjen, man skal bare vide hvordan. Todd er en ret uskyldig dreng, få uger fra sin 13 års fødselsdag, men på mange punkter føltes han for mig som en både ældre og yngre dreng. Jeg ved ikke, hvordan man skal forklare det, men det er som om hans sprog gør ham yngre i personlighed, og hans handlinger gør ham ældre. Under alle omstændigheder elskede jeg hans og Manchees forhold og jeg vidste ikke, at det ville være så sjovt at høre en hunds tanker.
Omkring selve handlingen vil jeg forsøge at sige så lidt som muligt, så jeg ikke spoiler nogen. For der er virkelig en del plottwists undervejs i denne her historie og den fungerer bedst, hvis man ikke kender plottet på forhånd. De mange sider forsvandt mellem mine hænder mens man fulgte Todds og Manchees flugt fra den eneste verden, de nogensinde har kendt. Og alle de regler og kendsgerninger, de har levet med hele livet. Alting bliver vendt op og ned og i de sidste ret actionfyldte sider blev jeg suget helt ind i handlingen. Bogen slutter på noget af en cliffhanger, en ret stor en der ligger direkte op til en efterfølger og jeg sad paf tilbage og tænkte, at jeg måtte have misforstået noget eller overset noget. Og der gik det op for mig, at Patrick Ness har skrevet en historie, der på mange måder er bygget op til at snyde sin læser. På den gode måde. Mærkværdigt nok elskede jeg slutningen, selv om den efterlod mig med virkelig mange spørgsmål og en unægteligt stor tørst efter mere. Knivens stemme er ikke bare en dystopisk ungdomsroman, det er en bog, der fik mig til at tænke over hvordan man behandler andre, hvordan samfund, der ligner hinanden på flere punkter kan være så forskellige og meget mere. Den er underholdende og fængslende og lod mig ikke slippe bogens univers, før jeg var færdig med den sidste side. Det er bestemt på tide, at Knivens stemme kommer på dansk og jeg glæder mig til den næste bog i serien, for jeg har slet ikke fået nok af de her karakterer og deres verden og jeg har så mange spørgsmål endnu. Jeg kan sagtens se både unge og ældre læsere fordybe sig i denne her bog.
Det er virkelig på tide, at den kommer på dansk. Jeg læste den første gang for syv-otte år siden, og jeg elskede den. Glæd dig til efterfølgeren – den er mindst lige så god! ������