Mørkets sangfugl (Skaberens Våben #2) af Marie-Louise Rønning

Det er vel omkring en 8 måneders tid siden at jeg først læste Marie-Louise Rønnings Tusmørkebørn og jeg har glædet mig til slutningen lige siden. Virkelig. Så da Mørkets sangfugl fandt sin vej hjem til min bogreol tidligere i denne måned, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville kaste mig over den så snart jeg fik muligheden for den.

 

Bogen starter mere eller mindre lige efter at Tusmørkebørnsluttede og kastede mig direkte tilbage til Rønnings fantastiske univers, placeret midt i Hillerød. Skellet mellem den normale og den paranormale verden begynder at blive sværere at opretholde efterhånden som der sker mere og mere, som Victoria og hendes søstre må tage sig af. Hændelser, der truer både Victoria og de andre overnaturlige væsner, og de uvidende mennesker, der ikke aner, at deres by er befolket af både halv-vampyrer, troldmænd, hekse og halve-engle, for bare at nævne nogle få. Der findes mennesker, der kender til denne skjulte verden og som har gjort det til deres mission at udrydde vampyrer og alt deres afkom. Først og fremmest er det Will, læseren vender tilbage til og man finder hurtigt ud af, hvad der skete med ham i slutningen af Tusmørkebørn. Det er nok her, bog to bliver en smule mere dyster end den første bog, for det er altså ikke nogen skovtur, Will er ude på. Det ærgrede mig lidt mens jeg læste, at hans historie bliver lidt afskåret fra de andres, for de ville virkelig kunne hjælpe hinanden og Will ligger inde med en viden, som jeg spår bliver fundamental og omveæltende for Victoria, når hun finder ud af det. Men jeg kan godt se, hvorfor historien er skrevet på den måde, for Will gør alt hvad han kan for ikke at kontakte sine søskende for at beskytte dem mod at havde i samme situation som han selv. Det passer så godt til det indtryk, jeg fik af ham i den første bog, at han er villig til at udstå forfærdelige ting for at beskytte Eva og Matthew og jeg har nok lidt af et soft spot for ham efterhånden. Begrundelsen for Wills separation fungerer rent historiemæssigt og det er ikke fordi, det føltes som at læse to historier sat sammen til en. Jeg er stensikker på, at Wills tilbagevenden til de andre vil få stor betydning i den næste bog, når han er færdig med at gøre det, han bliver nødt til at gøre.

 

I den anden ende har vi Victoria, Eva, Matthew, Annie, Maria og Henrik og alle de andre. Det er efterhånden ret mange. Eftersom jeg ikke vil spoile slutningen af Tusmørkebørn, vil jeg ikke sige for meget om, hvordan situationen er hos dem i starten af bogen. Ret hurtigt blev jeg dog ret træt at Victorias opførsel. I stedet for at være den selvstændige kvinde, jeg synes hun udviklede sig til i den første bog, er hun nærmest hysterisk til at begynde med i den her bog og det gjorde gensynet lidt underligt, for jeg kunne ikke genkende hende helt. Det går lidt i sig selv efterhånden som hun får mulighed for at gøre noget og jeg tror egentlig, det er det, der er problemet, for Annie og Maria og ikke mindst Henrik skal vist lige vænne sig til, at nu hvor Victoria ved mere om sin baggrund, er hun ikke interesseret i at blive behandlet som et barn længere, men vil udrette noget. Rette op på det, der er sket.

 

Naturligvis er det langt fra alting, der går godt og faktisk vil jeg vove at påstå, at det allerbedste ved denne her bog er, at den formår at være en historie i sig selv, med sin egen modstander og en særlig konflikt, der skal løses, samtidig med at den optrapper den store konflikt fra den første bog, og jeg mener virkelig stor konflikt nu, hvilket gør den til en vellykket toer. Blanding af det overnaturlige univers, historiske fakta og lidt mindre nutidig ungdomsdrama fungerer rigtig godt og jeg følte mig underholdt fra start til slut. Det store twist til slut var et, jeg ikke havde set komme og jeg troede først at svaret på det spørgsmål ville komme i den næste bog, men i stedet tager Marie-Louise Rønning endnu engang fusen på sin læser og slutter med en cliffhanger. Mørkets sagnfugler en skøn fortsættelse til det fantasyeventyr, der startede med Tusmørkebørn og tager sin læser med rundt i Europa, i skjulte verdener hvor alliancer smedes og brydes hurtigere end man kan nå at blinke, og det ondes magt tilsyneladende ikke kender nogen grænser. Desuden har serien med denne her bog bevæget sig længere væk fra at være kun en vampyrhistorie, end den allerede var, og cementere, at det ikke blot er en ny Twilight, men en vellykket og velskreven fantasy i sin egen ret. Jeg kan ikke lade være med at anbefale den her serie, hvis nogen spørger mig om vampyrbøger eller dansk fantasy.