Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz

Når det kommer til Aristoteles og Dante, er det svært at sige præcis hvorfor, jeg er så vil med bogen, som jeg er. Historien følger to amerikansk-mexicanske drenge i El Paso, Texas i året 1987 og handler om alt mellem himmel og jord – eller i hele universet: kærlighed, venskab, menneskelig tolerance, krig og veteraner, fremmedhad, racisme, homofobi, familie, det at blive voksen, kriminalitet, fordommme og så meget mere, at det vidner om Sáenz’ skriveevner, at bogen ikke drukner under vægten af alt dette. På trods af at bogen er sat i en tid før sociale medier, smartphones og internet, er den mere end relevant i dag og selv om man måske med moderne øjne kan studse lidt over forældrenes aversion mod fjernsynet, er det ikke noget, der virker distancerende for læseren.

 

Som sagt handler bogen om Aristoteles og Dante, der i første omgang knytter sig til hinanden på grund af deres specielle navne. Egentlig har de ikke meget til fælles, men de fungerer så fint sammen, at deres forskelle ikke føles som en kløft imellem dem, men en bro. En af de ting, jeg bed mærke i, da jeg læste bogen, er hvordan familielivet påvirker de to drenge: Aristoteles’ liv er præget og kendetegnet ved stilhed, der bliver ikke talt om hans bror og der bliver aldrig snakket om hans fars minder fra krigen, til trods for at de stadig plager ham voldsomt, så Aristoteles forsøger på samme måde at fortie hans tanker og følelser over for alle han møder. Han skubber alle væk med vilje og selv om han er ensom, nærer han ikke noget større ønske efter venner. Det er som om alle mennesker forvirrer ham, og det samme gælder for Dante, som er helt modsat – og lokker mere ud af Aristoteles end han selv ønsker. Dantes forældre er enormt åbne med kærlighed og at vise deres følelser og tanker og taler rigtig tit med Dante som en ligeværdig og ikke et barn, så han går til verden på samme måde og går livligt og helhjertet op i alt fra fugle til poesi til spørgsmålet om hvad der skal til for at være en rigtig mexicaner. De to drenges historier får så mange følelser frem under læsningen, det er ikke en action-præget historie og Aristoteles, som fortæller bogen, forfalder ofte til tankespind og irriterede observationer, men det er nok også noget af det, der er bogens styrke. Den handler om karaktererne, det er dem der styrer handlingen mens de prøver på at opdage universets hemmeligheder. Hvad de hemmeligheder er, er ikke målet for bogen og det er lige så meget op til læseren at afgøre, hvad det er, de opdager.

 

Den danske oversættelse af bogen har jeg ventet spændt på siden jeg fandt ud af, at den kom. For det, der nok er min yndlingsdel af bogen er den særprægede, poetiske kvalitet i sproget, som findes i originalsproget. Det flyder let som luft det meste af tiden, men nu og da overvældes både Aristoteles og læseren af følelser og tanker og sådan flyder det frem og tilbage. Den selv samme sproglige kvalitet findes også i den danske oversættelse og mere end en gang gjorde en enkelt sætning mig åndeløs. Jeg kan ikke forestille mig, at der kommer et tidspunkt, hvor denne her bog ikke er relevant for både unge og ældre i dag. Uanset om de lige som forfatteren søger efter en historie med karakterer de kan spejle sig i eller ej, er bogens temaer og budskaber relevante og skarpt beskrevet, så der er en masse ting at diskutere efterfølgende og tænke over. Jeg tror heller ikke, der kommer en dag, hvor jeg ikke elsker denne her bog og jeg håber, at nu hvor den er kommet på dansk, er det en bog, der vil blive snakket meget mere om. Tag den med på stranden, med i haven, læs den i toget og giv den i gave. Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder er en bog, man ikke må gå glip af.