Jeg var ret spændt på at læse disse to små bøger, og som kan måske kan se på antallet af hjerter, så er jeg ikke helt så imponeret, som jeg måske håbede at være. Lad mig sige det som det er, jeg er faktisk ret skuffet. For at gå lidt tilbage, så har jeg læst hele Dantes
Den Guddommelige Komedie, endda mere end en gang, i løbet af min tid på universitetet. Og jeg er faktisk ret glad for bogen, jeg synes den er både underholdende og morsom og den siger en del om den tid den er skrevet i og det samfund, Dante levede i. Der er en del at lære om moral og religion, hvis man ønsker at læse bogen på den måde og den kan være underholdende og til tider rigtig sjov at læse, hvis man ønsker det. Hele teksten er skrevet på vers og selv om værket er langt og kan blive meget tungt til tider, så er den poetiske side af teksten også værd at tage med, om man læser den i dansk eller engelsk oversættelse, og især hvis man vover sig ud i den originale italienske.Men jeg fandt disse to bøger ret kludrede og alt for fragmenterede til egentlig rigtig at give mening. Hele
Den Guddommelige Komedie består af 100 kanto’er, 33 i henholdvis
Inferno og
Purgatorio, mens der i den sidste del
Paradiso er 34. En kanto er en inddeling af især middelalderlig og moderne “lang digte”, og bliver på dansk også refereret til som “sange”.
Circles of Hell består af 10 udvalgte kanto’er fra
Inferno, eller som man måske mere bredt vil kalde det, Helvede. Det er faktisk den del af
Den Guddommelige Komedie, som jeg bedst kan lide, hvor morbidt det end kan lyde. Denne første tredjedel af værket beskriver således Dantes rejse først til Helvedes indgang og siden igennem de forskellige cirkler i Helvede. Men fordi bogen her kun består af udvalgte passager, er der rigtig meget, man ikke får med og selv om jeg har læst hele teksten før, er det så længe siden, at også jeg havde svært ved at følge med i, hvor vi var henne og hvad der sker. Fordi man mangler helhedsbilledet, blev det svært at overskue hvorhenne Dante og læseren befandt sig og jeg følte slet ikke det samme beskrivende og meget meget maleriske sprog, som jeg gjorde, dengang jeg læste værket på dansk. Jeg skal ikke kunne sige om det er fordi jeg denne gang har læst teksten i engelsk oversættelse, men under alle omstændigheder blev resultatet det samme. Jeg følte mig alt for forvirret og den fragmenterede stil fik mig ikke til at ville læse mere.
Love that Moves the Sun and Other Stars var på denne måde egentlig værre endnu. Jeg havde godt en idé om, at det ville være samme fragmentariske stil, da også denne bog består af 10 udvalgte kanto’er fra Paradiso og mit bedste råd til at læse denne her bog er at gøre det meget, meget langsomt. Selv i sin fulde længde er Paradiso den del af teksten, som er sværest at forstå og kræver mest tolkning, da Dante ofte bliver meget billedlig og metaforisk eller filosofisk i stedet for de tidligere deles mere håndgribelige, men stadig metaforiske billeder. Mens jeg læste Love that Moves the Sun and Other Stars var jeg endnu mere forvirret end før og jeg synes på ingen måde at der var nogen sammenhæng i teksten eller at den egenlig gav et særligt godt indtryk af en tekst, der allerede er svær.
Jeg kan stadig rigtig godt lide Den Guddommelige Komedie, men med hensyn til disse to “smagsprøver” fra Little Black Classics må jeg dog indrømme, at de slet ikke fungerede for mig. Jeg håber, at de kan fungere som små introduktioner for andre, men for mig at se var der alt for lidt sammenhæng i teksten og det var et meget forvirrende indtryk af teksten, som jeg sad tilbage med. Og så vil jeg nok foretrække af læse bogen i dansk oversættelse, hvor jeg følte, at oversætteren havde fanget sprogets også poetiske kvalitet meget bedre og hvor jeg følte, at jeg forstod mere.
