Den del af historien er til gengæld vanligt indviklet og lidt af et puslespil at følge med i. Det var underligt at læse her i blad 5 og 6, hvor Light giver Ryuk en mystisk ordre om at få notesbogen væk og jeg kan ikke finde ud af om Light derefter foregiver at han ikke er Kira eller om han virkelig ikke længere har nogen erindring derom. Det gjorde det lidt udmattende at følge med, fordi jeg hele tiden tænkte på om han spillede skuespil eller ej. Til gengæld er jeg vild med hvordan Light og L’s del af historien mere eller mindre bare udspiller sig i det samme rum. Fordi det er et tankespil, og fordi de stadig skjuler sig, er der ikke meget af handlingen, der foregår uden for hotellet. Det er faktisk mest Misas del af historien, der bevæger sig uden for hotellet nu og da, og jeg blev ret glad for at se, at hun har fået en lidt mere betydelig rolle i denne bog frem for den irriterende pyntedukke-rolle, hun blev reduceret til efter sin introduktion i sidste volumen.
Jeg kunne dog godt savne Ryuk og gensynet med Rem er ikke helt nok. Fordi en stor del af denne volume handler om Yotsuba-gruppen, var jeg ikke nær så opslugt af historien, til trods for den fortsatte flotte tegnestil fra Takashi Obata. Jeg håber lidt, at den ret vilde slutning betyder at Yotsuba-plottet bliver flettet meget mere ind i Light og L’s søgen efter Kira og L’s sande identitet og at jeg får Ryuk at se igen inden længe. Jeg håber lidt, at Light bare spiller skuespil, for jeg kunne godt lide de første blades portrættering af en idealist, der langsomt bliver beruset af magten og går for langt. Death Note III ender derfor med at være den volume, jeg har været mindst investeret i ind til videre og jeg håber på at historien vender tilbage til sit karakteristiske skakspil og mind games.