Devon Carter er hendes første kærlighed og nygifte Ashley ønsker, deres lidenskab skal vare ved. Men hendes drømme om ægte kærlighed bliver knust, da hun opdager, at deres ægteskab blot er endnu en af fars forretningsaftaler. Hun beslutter sig for at blive den perfekte hustru, så Devon vil elske hende.Men Devon savner den muntre, udadvendte kvinde, han forelskede sig i. Hvem er denne Ashley, der udgiver sig for at være societykvinde? Og kan han finde en måde at tænde ilden i hendes øjne igen … særligt, da han opdager, hun er gravid?
Det er lidt svært at sige noget konkret om karaktererne, for de er som sagt ikke de mest udviklede. Men de har personlighed. Eller mangel på samme. Jeg havde det nemlig ret svært med Ashley, som hele tiden bliver beskrevet som umoden og ekstremt impulsiv og overilet af samtlige af de andre karakterer. Hun virker derfor meget yngre end hun bliver beskrevet som og naturligvis må man forvente at det er nød til at ændre sig, når man ikke længere er en ung collegepige, men en gift kvinde med en ufatteligt rig forretningsmand. Men Ashley bliver så såret over at få at vide, at hun er nødt til at tage tingene lidt mere med ro, at hun går helt over i den anden grøft og forsøger at ændre alting ved sig selv, og jeg mener faktisk alting. Det er fuldstændig på linje med hendes natur, hvor hun går 110% op i alting og føler smerter lige så altopslugende som hun føler glæde og der er ikke noget filter på noget af det. Jeg kan godt lide hendes spontanitet og ærlighed, men jeg havde en klar fornemmelse af, at hendes reaktion blot understregede hvor umoden hun er og jeg forstod ikke rigtig hvorfor. Hun er vokset op i en familie meget lige som Devons og med at skulle opføre sig korrekt i forretningsøjemed og det forekom mig underligt, at hun aldrig havde lært at tone sin impulsivitet ned, og i stedet begraver sig selv under totalt urealistiske forventninger, som hun mener Devon har til hende. Når det så er sagt, så kan jeg godt lide hende alligevel, for jo længere historien bevæger sig, jo mere styrke begynder hun at vise. Devon derimod følte jeg mig aldrig særligt knyttet til, det er i høj grad Ashley der fylder i bogen, selv om han også godt kunne trænge til at arbejde lidt på sine kommunikationsevner – og på ikke at være en nar.
Alt i alt tror jeg at Fristet er den bog i serien, der har irriteret mig mest under læsningen, men måske også den, der har frembragt de største følelser, positivt set. Der er nogle sider af bogen, jeg følte kunne være bedre udviklet, men jeg forventede en dramatisk, følelsesladet historie i stil med de mange Harlequin-bøger, jeg tyggede mig igennem i mine teenageår, og det fik jeg også. Desværre imponerede bogen mig ikke lige så meget som den foregående, specielt ikke karaktermæssigt. Jeg glæder mig til at støde på Ashley og Devon igen i den sidste bog i serien og forhåbentligt se, at der er sket noget med dem i baggrunden.
