Gylden Søn (Red Rising #2) af Pierce Bown. Oversat af Elisabeth Kiertzner og indlæst af Lars Thiesgaard. Udgivet af Gyldendal i 2016, først udgivet i 2015 med titlen Golden Son. Lydbog hørt på dansk hos Mofibo, originalsproget er amerikansk.
Læs min anmeldelse af den første bog i serien, her: Rød opstand.
Darrow er Rød og hører dermed til den laveste kaste i et samfund, hvor befolkningen er delt op i farver. Hele sit liv har han arbejdet som slave i minerne under Mars’ overflade. Et arbejde som ikke bare er hårdt og farligt, men som også viste sig at være bygget på en løgn. De Røde er blevet holdt nede af samfundets top – de Gyldne – i flere århundreder, og nu er revolutionen den eneste vej til frihed.Darrow slutter sig til en oprørsgruppe, giver sig ud for at være Gylden og skal nu infiltrere det Gyldne Rige indefra. Han er som et lam blandt ulve. Alligevel finder han venskab og respekt – endda kærlighed – blandt de Gyldne. Men han finder også en voldsom vrede blandt sine rivaler. Hvis Darrow skal gøre sig håb om at vinde den krig, som vil ændre menneskehedens skæbne, må han konfrontere det forræderi, han står overfor.
Det har taget mig overraskende lang tid at lytte til denne her lydbog, og selv om jeg virkelig godt kan lide historien, er jeg ikke helt sikker på at jeg kommer til at fortsætte serien som lydbog. For at starte med det, så var problemet mest af alt, at oplæseren kedede mig. Plottet er medrivende og action-fyldt, men det lød som om han læste op mekanisk og uden indlevelse og det betød, at jeg ikke kunne lytte til den ret længe ad gangen uden at min opmærksomhed driftede til hundrede andre ting. Og så er en 10+ timer lang lydbog meget lang.
Når det så er sagt, så kunne jeg godt lide historien, især de sidste par timer af lydbogen gik så hurtigt, fordi der skete så meget og det var umuligt at holde en pause, fordi jeg blev nødt til at finde ud af, hvad der skete som det næste. Bogen foregår et godt stykke tid efter den første bog og det betød at der var en smule forvirring fra min side, for der var mange ting, jeg ikke vidste noget om, som kun blev omtalt langsomt og i flashbacks. Især fordi der er så usandsynligt mange karakterer at holde styr på og faktisk havde jeg glemt mere end en, der endte med at have en enorm effekt på plottet. Historien giver aldrig rigtig sin læser en pause til rigtigt at forstå hvad der er sket, før der kommer et nyt knytnæveslag ind fra den anden side og det fungerer både til historiens fordel og ulempe. Det er en ulempe fordi det for mig betød at jeg ikke rigtig kunne følge med i, hvem der var allieret med hvem og hvorfor, og det havde sandsynligvis været lettere at følge med i, hvis jeg havde haft en fysisk bog foran mig i stedet for. Men det er en fordel, fordi det virkelig er med til at få Darrows enormt fremmede verden til at føles meget tæt på for læseren.
Jeg beskrev den første bog som en form for spil i stil med Game of Thrones og Hunger Games, bare sat i rummet, på Mars. Det passer faktisk virkelig godt på denne her bog også, indsatsen er bare meget højere. Ganske vist kan man også miste livet på Instituttet, men som Darrow opdager, har han meget mere at miste uden nødvendigvis at miste livet. Og det er ikke helt sikkert, at han kun mister det ved at tabe. Hvor langt kan han gå i jagten på Eos drøm om retfærdighed for alle farver, uden at han også mister sig selv? Darrows historie er delvist en action-fyldt science-fiction historie med rumskibe og avanceret teknologi og samtidig en virkelig uhyggelig historie om kolonisme, menneskelig arrogance og overlegenhed, racisme og undertrykkende klassesystemer. Pierce Browns univers er overvældende stort og holder sin læser fanget, selv når det er svært og jeg skal bestemt læse slutningen snarest. En af de bedre dystopier, jeg har læst længe.