Never Fade (The Darkest Minds #2) af Alexandra Bracken. Udgivet af Disney Hyperion i 2013.
Læs min anmeldelse af den første bog i serien her: The Darkest Minds.
Ruby never asked for the abilities that almost cost her her life. Now she must call upon them on a daily basis, leading dangerous missions to bring down a corrupt government and breaking into the minds of her enemies. Other kids in the Children’s League call Ruby “Leader”, but she knows what she really is: a monster.
When Ruby is entrusted with an explosive secret, she must embark on her most dangerous mission yet: leaving the Children’s League behind. Crucial information about the disease that killed most of America’s children—and turned Ruby and the others who lived into feared and hated outcasts—has survived every attempt to destroy it. But the truth is only saved in one place: a flashdrive in the hands of Liam Stewart, the boy Ruby once believed was her future—and who now wouldn’t recognize her.
As Ruby sets out across a desperate, lawless country to find Liam—and answers about the catastrophe that has ripped both her life and America apart—she is torn between old friends and the promise she made to serve the League. Ruby will do anything to protect the people she loves. But what if winning the war means losing herself?
Never Fade fortsætter mere eller mindre efter den første bog stoppede. Efter slutningen på The Darkest Minds var jeg ret spændt på at læse videre i serien, og endelig har jeg fået taget mig sammen til det. og noget af det første jeg opdagede var, at jeg havde taget fejl med hensyn til, hvad jeg troede, der ville ske. I min udgave af The Darkest Minds er der nemlig en kapitel-læseprøve på Never Fade, og jeg troede, at jeg vidste hvad der ville ske i begyndelsen af bogen, hvor Ruby møder en, der chokerer hende ret meget. Men jeg tog rimelig meget fejl og så alligevel ikke helt. Det er dog en spoiler, og jeg vil ikke sige hvem det er, Ruby møder.
I Never Fade er der gået nogle måneder, tror jeg, siden den første bog og Ruby er efterhånden faldet ind i en rutine hos Children’s League og selv om hun hader at være der, kæmper hun hårdt for at realisere sin drøm – og Liams – om at befri de resterende lejre. Jeg er endnu gladere for hendes karakter i denne her bog, hvor hun har udviklet sig lidt mere og selv om hun stadig er enormt tøvende med sine kræfter og er langt mere villig til at kæmpe for sine venner end for sig selv, er det faktisk ret fedt at se, hvordan hendes moralske kompas ikke er blevet smadret som om mange andre af de Orange og Røde. Rubys kræfter er overvældende og virkelig stærke, også i sammenligning med andres, og i Never Fadehar hun fået lidt mere styr på hvordan hun kan bruge dem til, men hun er stadig ikke villig til at skade andre. Ikke engang Rob, agenten fra den første bog, som hun ellers afskyr og som krydser hendes vej mere end en gang i Never Fade. Kan vi i det hele taget diskutere de voksne i denne her serie? Allerede i den første bog blev det fortalt, at Children’s League på ingen måde er den frelsende hær, mange af børnene ellers drømmer om, men jeg fik mere og mere et klart billede af, at de lige som de andre voksne udnytter Ruby og de andre børn og deres evner til deres egne formål, indtil de ikke længere kan se en brugbarhed i dem. Det knuste mit hjerte på deres vegne.
Til gengæld er bogen fyldt med endnu flere skønne teenagekaraterer, der er med på Rubys hold i Children’s League. Vida, den temperamentsfulde, dygtige Blå, Jude og Nico, to grønne der er genier med elektronik og begge to påvirker Ruby og hendes historie på forskellige, men effektfulde måder. Jeg savnede Zu ret meget, da hun var en af mine absolutte yndlingspersoner i den første bog og jeg blev lidt overrasket over, at hun ikke var med i bogen, selv om hun bliver refereret til flere gange. Men eftersom de opdager, at de grupper, der forlod East River, det såkaldte sikre sted i den første bog, stadig kan være i live og ude i verden, er der da en chance for, at hun vender tilbage i den tredje og sidste bog. Jeg krydser fingre! Jeg kan ikke lade være med lidt at føle, at Cole er en slags stand-in for Liam og uanset hvor tænderskærende det er, giver det mening, når man lærer mere om Cole. Til gengæld var bogen også et glædeligt, om end kompliceret og underholdende gensyn med Chubs. Brackens karaktergalleri er ret stort og ud over dem jeg har nævnt her, er der et væld af andre børn med forskellige farver og evner og selv om de måske ikke er med i mange kapitler, er det personligheder, der står tydligt frem. Selve slutningen kom bag på mig og jeg er stadig ikke kommet mig over den. Der sker noget hen imod slutningen, som får Ruby til at falde helt fra hinanden og alligevel får hun taget sig sammen til at vende tingene rundt til sidst og komme med den egentlige cliffhanger. Jeg havde kun lidt opmærksomhed på cliffhangeren, for det der sker lige før tog pusten helt fra mig og gjorde næsten lige så ondt på mig som på Ruby.
Jeg er ret vild med den retning, historien tager i denne her bog. Never Fade er i mine øjne endnu bedre end den første bog, læseren holdes hen i spænding omkring flere forskellige mysterier, men der er ikke sparet på action scener og i denne her bog er den følelsesmæssige side bedre med; Rubys tvivl omkring rigtigheden af sine kræfters brug, alle følgerne og konsekvenserne af Rubys handlinger i slutningen af den første bog, en overraskende forræder og lidt for mange hemmeligheder, der afsløres en efter en og ændrer historiens retning. Never Fade løfter niveauet fra den første bog, både plotmæssigt, sproget flyder bedre og tempoet er ikke sat ned på trods af det store karaktergalleri og hvis man leder efter en nye serie at læse i sin sommerferie, vil Never Fade ikke skuffe.