Provinspis af Ditte Wiese

Denne her bog altså! Hold nu op, jeg ved slet ikke hvor jeg skal ende eller begynde. Det er virkelig længe siden, at jeg har læst en bog, hvor jeg har kunnet se mig selv så meget i hovedpersonen og jeg endte også med at sidde med en sært trist fornemmelse efter jeg var færdig med bogen. Det er ikke fordi den ender på en trist måde, faktisk er der noget lidt håbefuldt over slutningen og hvorvidt Ida mon finder det, hun længes så inderligt efter: sig selv.

 

Men jeg følte mig trist på en helt anden måde. Jeg beskrev det umiddelbart som at bogen efterlod mig med hudafskrabninger på hjertet frem for på knæene og den formulering blev jeg faktisk svært glad for. Idas historie er ærligt, hudløst og ligefremt ærligt, der tangerer til det barske. Der bliver ikke lagt et lyserødt skær henover, når Idea navigerer sex, stoffer og alkohol i sin søgen efter noget mere.

 

Sagen er den, at jeg virkelig forstår Ida. Jeg kan nemt sætte mig ind i, hvordan det er at vokse op ude på bøhlandet og føles sig totalt fremmed i sådan et samfund. Hvordan der er så kedeligt, at man længes desperat efter at være et hvilket som helst andet sted uden helt at vide, hvad det er man længes efter. Jeg er selv opvokset på landet, først i en okay størrelse by og senere langt ude på landet, hvor der ikke var andre jævnaldrende end mine søster og et par naboer. Ida er samtidig utroligt træt at skolen, det siger hende ingenting, selv om hun sagtens kunne, hvis hun ville. Egentlig tror jeg ikke, at hun ikke decideret vil, men at hun ikke har nogen motivation for at gøre det. I hvert fald ikke den rigtige. Og sådan er det egentlig med rigtig mange ting, Ida er sin egen største fjende, der insisterer på nærmest at se negativt på alt andre kan lide og på at være ligeglad, men måske mest at være modsat. Hendes negativitet kunne gå hen og blive irriterende, hvis ikke det var fordi, at Ditte Wiese i min øjne har gjort et fantastisk arbejde med at få hende til at fremstå relater-bar og alt andet end klynkende. Ida er vred, men jeg tror ikke, hun selv er klar over, hvor vreden stammer fra og om den er rettet mod hende selv eller omgivelserne. 

 

Provinspis er en fantastisk bog til både teenagere og voksne, for jeg tror at mange voksne ville blive overraskede over, hvor meget Idas liv faktisk ligner en hvilken som helst teenagers. Og jeg tror langt de fleste læsere vil være i stand til at se noget af sig selv i Ida. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at holde af hende, og på en måde havde jeg også ondt at hende. Det er virkelig som om der ikke er en eneste i hendes omgangskreds, der lytter til hende og selv om det som regel er noget, teenagere siger i vred overdrivelse, så er det for Ida ret sandt. Hun ville sikkert hade det, men jeg fik sådan en lyst til at omfavne hende i verdens største kram. Det er ikke fordi Ida er perfekt, langt fra. Hun føler sig misforstået og alene og skubber samtidig alle væk fordi hun ikke vil hænge fast i området sådan som hun ser andre gøre det. Hendes konstante forsøg på at være ligeglad med alt og alting ender måske også med at tage en chance for at være glad fra hende, men jeg tror ikke, det havde været en lykkeligt slutning alligevel. Det er underligt, for den meget åbne slutning virkede for mig virkelig håbefuld, jeg så det som at Ida endelig ikke kun fik modet men også lysten til at gøre noget ved hendes udlængsel, hendes rastløshed. Jeg så det ikke som en flugt fra måske bogens mest voldsomme scener, men som at Ida endelig gør det, hun har mest lyst til. Hvor det så end fører hende hen. Jeg bådede hadede og ynkede hendes far, mens jeg var overraskende vild med gamle Helge. Det kan godt være, at Ida gemmer sig bag en facade og skubber alle fra sig, men jeg tror også, der gemmer sig mere i hende.

 

Det er en forholdsvis kort bog, men der sker virkelig meget i Provinspis, og der er både familiedrama, sexscener, fester, nogle få skoletimer og en del tid tilbragt i den lokale brugs. Bogen er fyldt med interessante karakterer, hvor selv bipersoner har både positive og negative træk og ingen er perfekte. Jeg havde det svært med Idas ven Jon, som jeg endte med at hade ret meget. Desværre virkede han enormt realistisk, for hans opførsel er langt fra unik. Jeg må dog sige, at jeg blev overrasket over nogle af de sidste scener i bogen, de generede mig ikke som sådan, men det var der, at det gik op for mig, at man kan gå virkelig langt i sit forsøg på ikke at kede sig. Og måske for langt.

 

Jeg ved, at jeg kommer til at læse Provinspisigen. Og jeg ved, at mine ord her slet ikke yder bogen retfærdighed. For jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så vild med en realistisk ungdomsroman, hvor karakterne har sat sig fast under huden på mig og hvor de mange spørgsmål, der bliver taget op, er spørgsmål, jeg selv ønsker svar på. Hvorfor er der så stor forskel på hvordan man ser på piger og drenge i forhold til sex? Hvorfor det ene og hvorfor det andet. Bogen er krydret med morsomme små diskussioner, om filosofi og litteratur, samfundsdebatter og meget mere, hvilket gjorde hele oplevelsen så meget bedre for mig. Idas liv er ikke kun virkelighedsflugt og udlængsel, det er så meget mere. Jeg tror, at teenagere vil sætte pris på, at bogen ikke taler ned til dem, ikke irettesætter dem igennem en irettesættelse af Ida eller på nogen måde skælder dem ud for at være teenagere; styret af deres følelser og hormoner og med en ubærlig længsel efter at være noget. Faktisk er jeg ret sikker på, at Ditte Wiese har skrevet en bog, der vil få mange unge til at føle, at de ikke er alene med at have det sådan. Og jeg ville ønske, at bogen havde været meget længe. Jeg har stadig ikke fået armene ned over bogen, den er helt sikkert noget af det med YA, jeg længe har læst og jeg har allerede lokket min søster til at læse den også. Alle bør læse den og spørge sig selv, om ikke det kunne være, at vi skulle prøve at lytte lidt mere til hvad hinanden vil? Men måske især, hvad vi selv har lyst til i stedet for at følge mængden. Wiese har skrevet en bog, der er gået direkte på min hylde over yndlingsbøger og jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at læse den mange gange endnu!