Hirka har endnu engang rejst gennem ravneringene og er havnet i de ligfødtes rige – en kold, hierarkisk verden, hvor foragten for svaghed regerer. Hun må nu bruge snilde og kløgt for at overleve i sin nye familie i håb om at holde Rime i live og Ymslanda trygt. Men de ligfødtes tørst efter Evnen er altopslugende, og Hirka indser at den krig, hun prøver at standse er ustoppelig. En indsigt, som snart vil udfordre alt hun har troet på og kæmpet for.
Jeg har nydt Hirkas historie fra starten af. Siri Pettersen er fænomenalt god til at skrive fantastiske universer og bygge dem op, så man virkelig føler, at man forstår dem. Små detaljer om en bys opbygning viser sig senere at være helt centrale og som læser fik jeg mere end en gang en følelse af, at hun virkelig vidste, hvor hun ville hen. I Evnen bevæger vi os sammen med Hirka fra menneskenes forunderlige, foruroligende og meget mærkelige verden til de ligfødtes land, og endnu en gang er det en helt ny oplevelse. Det var ikke på samme måde morsomt at læse om Hirkas forsøg på at tilpasse sig, for i menneskenes verden var læseren hjemmevant og hendes forundring over ting som gummistøvler og andre hverdagsting var realistisk, men også sjov. Hos de blinde, Umpiri, er både Hirka og læseren fremmed. Det kræver ret meget at introducere sådan en helt ny verden i bog tre, og i og for sig også et nyt folk eller i hvert fald det første nærgående billede af Umpiri, og Siri Pettersen slipper mere end godt fra det. Jeg havde ingen problemer med at forestille mig det iskolde, sneklædte og øde landskab, som Hirka og de andre Umpiri rejser igennem. Samtidig bliver det også første gang at Umpiri bliver beskrevet som andet end monstrøse væsner, der er de rene dræbermaskiner. Styrke er deres eneste mål, alting bliver målt op i hvorvidt det får en til at se stærkt ud eller ej. Paradoksalt nok er det dette, der gør Umpiri svage.
Umpiri fascinerede mig dybt, men jeg er stadig mest interesseret i ymsslægten og heldigvis følger læseren også tingenes gang i Ymslanda igennem Rime, der er rejst tilbage efter sine højst foruroligende oplevelser i Råddenskab. Det går ikke stille for sig i Ymslanda, den farlige blinde Graals plan om at skabe splid imellem de forskellige folk går strålende og da Rime vender tilbage, må han indse, at meget er foregået mens han var væk – og at han nu må kæmpe for enhver støtte i den forestående kamp. Mest af alt, er min yndlingsside af også denne her bog dog Hirka. Hun er en fantasitske hovedperson, for selv i tredje bog har hun nye sider af sig selv at byde på og hun er et klart eksempel på, at de gode karakterer også kan være komplekse, mangesidede, tvetydige og overraskende. Hun er benhård i sin overbevisning om, hvad der er det rigtige at gøre, men kæmper med at skulle gøre det alligevel, fordi konsekvenserne af det ikke kun går ud over hende selv, men også over Rime og de andre i Ymslanda, og endda også Umpiri, i flere af hvem hun finder, om ikke menneskelige, så i hvert fald forsonlige træk. Hirka er den slags hovedperson, der kan bære, at hun bliver tvunget til at tage nogle yderst svære beslutninger og handlinger, der vil hjemsøge hende.
Siri Pettersens fantasytrilogi, der slutter med Evnen er en af de bedste fantasyserier, jeg har læst. Jeg forstår godt, at hun er blevet sammenlignet med store forfattere og får meget ros for sit sprog, der også gang på gang har suget mig ind i mellem siderne og nægtet at lade mig slippe fri igen. I det her tilfælde vil jeg også give lidt ros med på vejen til oversætteren, for det kan ikke være nemt at skulle oversætte et så stort og kompliceret univers. Undervejs bliver serien bedre og bedre, så der virkelig ikke nogen grund til ikke at læse serien. Jeg skal i hvert fald snart læse den igen, for historien om hvordan den lille udstødte Hirka bliver kastet rundt mellem rigerne, i et forsøg på at stoppe en krig, og sidenhen for at redde begge sine folk fra undergang, og samtidig helbrede den magiske kraft kaldet Evnen, som hun hele livet har været afskåret fra, er ganske enkelt fænomenal og jeg kan ikke få nok. Jeg håber, man kommer til at se mere fra Siri Pettersens hånd en dag – også hvis det ikke handler om Hirka og Rime.
