Forest of a Thousand Lanterns (Rise of the Empress #1) af Julie C. Dao. Udgivet af Philomel Books i 2017. 363 sider.
An East Asian fantasy reimagining of The Evil Queen legend about one peasant girl’s quest to become Empress–and the darkness she must unleash to achieve her destiny.
Eighteen-year-old Xifeng is beautiful. The stars say she is destined for greatness, that she is meant to be Empress of Feng Lu. But only if she embraces the darkness within her. Growing up as a peasant in a forgotten village on the edge of the map, Xifeng longs to fulfill the destiny promised to her by her cruel aunt, the witch Guma, who has read the cards and seen glimmers of Xifeng’s majestic future. But is the price of the throne too high?
Because in order to achieve greatness, she must spurn the young man who loves her and exploit the callous magic that runs through her veins–sorcery fueled by eating the hearts of the recently killed. For the god who has sent her on this journey will not be satisfied until his power is absolute.
Forest of a Thousand Lanterns var lidt af en speciel læseoplevelse. Jeg tror, det er vigtigt, når man går ind til den, at man er klar over at det er en historie om en, der bliver til skurken. Det er fortalt fra hendes synvinkel og det kræver virkelig meget af en forfatter at skrive fra en så usympatisk karakters synvinkel og rent faktisk fastholde sin læsers interesse. Det er meningen vi skal følge helten, heppe på ham og få en lykkelig slutning, men sådan er det ikke med denne her bog. Og jeg er, for at være helt ærlig, vild med den. Julie C. Dao har skrevet en virkelig god bog, med nogle meget komplekse karakterer og det var så fedt for mig at læse om en karakter, som jeg fra starten af ikke var specielt vild med, og som langsomt udviklede sig mere og mere til ondskabens side og jeg kunne alligevel ikke slippe hendes historie. Hvis man absolut skal kunne lide en hovedperson for at kunne nyde en bog, så vi man få det svært med at komme igennem Forest of a Thousand Lanterns. Men det er ikke meningen, at man skal kunne lide Xifeng og her er en sær skøn anti-heltinde og hendes historie. Bogen gav mig en følelse af at læse noget lige som de klassiske, grusomme Grimm eventyr og samtidig mindede den mig lidt om Macbeth.
Bogen er en genfortælling af eventyret om Snehvide, men handler om den onde dronning. Det betød, at jeg brugte lidt kræfter på undervejs at se, om jeg kunne regne ud, hvem der var hvem og om jeg på grund af mit kendskab til eventyret vidste hvordan historien ville udfolde sig. Det gjorde jeg kun til dels. Det kommer ikke som nogen overraskelse, hvordan bogen slutter, men det gør heller ikke noget. For Julie C. Dao har skabt et rigt univers, tydeligt inspireret af det østlige Asien og bogen er fuld af beskrivelser, der bringer liv til dette fantasyunivers. Jeg kunne fortabe mig i sproget, måske netop fordi jeg ikke behøvede at være opmærksom på plottwists og lignende. Selv om bogen er inspireret af det østlige Asien, så foregår bogen i et andet univers end vores, et, der er fyldt af magiske væsner og overnaturlige evner og nogle gange savnede jeg lidt noget mere worldbuilding på dette punkt.
Det er en detalje omkring bogen, som jeg bliver nødt til at nævne og som måske kan få nogle læsere til at vende sig væk fra bogen. Det var i hvert fald noget, jeg godt ville have været bedre forberedt på. Xifeng har hele sit liv fået at vide, at hun er skæbnebestemt til noget større. Hendes tro på dette er så fast, at hun er ret ulidelig, især over for andre piger og kvinder hun møder og hendes arrogance lader ikke til at have nogen ende. Men denne her skæbne kommer ikke gratis, slet ikke når hun delvist uvidende og delvist overlagt og brutalt bruger magi til at opnå det. For magi har også en pris. Og det er lidt af en spoiler, men Xifeng er mere end en gang nødt til at spise et hjerte. Tanken gav mig kvalme og myrekryb og jeg er ret glad for, at det trods alt ikke er noget, der er brugt meget tid på. Jeg vælger at tage det med her, fordi jeg mener det er vigtigt og fordi det trods alt tilføjer historien en noget mere voldsom kant end jeg selv var forberedt på. Men jeg undskylder alligevel lidt for at spoile det.
Jeg er som sagt ret imponeret over denne her bog. Snehvide-parallellerne er nogle gange ret tydelige, men Xifengs verden er også hendes egen og hendes historie følger ikke det klassiske eventyr slavisk. Bogen er udstyret med en udtalelsesguide til de asiatiske navne, hvilket jeg var rigtig glad for, for ellers havde jeg sikkert kludret helt i alle navnene. Ikke fordi de er super komplicerede, men det er rart at have noget at gå efter, når man læser for sig selv. Forest of a Thousand Lanterns var en anderledes eventyrgenfortælling og jeg nødt på mærkelig vis at læse den, selv om den ikke inspirerer til identifikation eller empati med hovedpersonen. Især sprogbruget med billeder og beskrivelser, der fik dette asiatiske fantasyunivers til at fremstå levende og rigt, hvilket gjorde bogen hurtigt læst og i den grad nydt. Jeg glæder mig til at læse mere og se hvad der sker efter Xifengs første rejse mod kejserinde-tronen.
