In the Afterlight (The Darkest Minds #3) af Alexandra Bracken. Udgivet af Disney Hyperion i 2014.
Læs mine anmeldelser af de første to bøger i serien her: The Darkest Minds og Never Fade.
Ruby can’t look back. Fractured by an unbearable loss, she and the kids who survived the government’s attack on Los Angeles travel north to regroup. With them is a prisoner: Clancy Gray, son of the president, and one of the few people Ruby has encountered with abilities like hers. Only Ruby has any power over him, and just one slip could lead to Clancy wreaking havoc on their minds.
They are armed only with a volatile secret: proof of a government conspiracy to cover up the real cause of IAAN, the disease that has killed most of America’s children and left Ruby and others like her with powers the government will kill to keep contained. But internal strife may destroy their only chance to free the “rehabilitation camps” housing thousands of other Psi kids.
Meanwhile, reunited with Liam, the boy she would-and did-sacrifice everything for to keep alive, Ruby must face the painful repercussions of having tampered with his memories of her. She turns to Cole, his older brother, to provide the intense training she knows she will need to take down Gray and the government. But Cole has demons of his own, and one fatal mistake may be the spark that sets the world on fire.
I In the Afterlight er der virkelig meget på spil og det blev en bittersød afsked med de forskellige karakterer efter alt det, de har været igennem. Der er virkelig mange problemer intern i ”Children’s League”, som man ikke kan komme uden om og de betyder også at midt i det hektiske kaos efter Never Fades sindssyge slutning, er der en del af plottet der bliver brugt på alle de interne diskussioner og jeg blev ret hurtigt træt af det, fordi det mere eller mindre er Liams idéer over for Coles, og selv om det perfekt illustrerer hvordan de ikke kan se mulighederne for et kompromis – eller er villige til det, så blev det ret træls i længden at læse om. Især fordi det virkede som om Ruby var med på begge idéer og det derfor burde virke åbenlyst at der var gode og dårlige sider i begge planer.
Til gengæld kan jeg virkelig, virkelig godt lide den del af plottet der handler om IAAN, kilden og den mulige kur. Det er især fedt fordi det ikke bliver den primære grund til at Ruby og de andre vil befri resten af de indespærrede børn, at de har hørt at der findes en mirakelkur. Der er ingen af dem, der tør tro på at der rent faktisk findes en kur og selv hvis der gør, så kan det ikke tage de mange års traumer tilbage. En kur kan ikke ændre på at Ruby har tilbragt 6 år indespærret og med nogle lidt mærkelige tendenser til følge, eller alle de andre, der bliver forfulgt og jaget af samfundet for noget, de ikke kan kontrollere. Det er et magtfuldt narrativ, som Alexandra Bracken får flettet godt ind i plottet og giver læseren stof til eftertanke. Endnu mere fordi slutningen er decideret hjerteknusende, og jeg stadig ikke er kommet mig over den. Det er underligt, for jeg har længe udskudt at læse den sidste bog, fordi jeg ikke vil have at den skulle slutte og nu hvor den er slut, er jeg enormt forvirret over den. Slutningen er bittersød og giver virkelig mulighed for at tænke over, hvordan vi i samfundet behandler dem, der er anderledes. Og for den grund alene, er det virkelig værd at læse serien. Det kan godt være, at det er et anderledes fremtidssamfund, og de evner, børnene udvikler, er overnaturlige, men Darkest Minds-trilogien er stadig relevant på mange måder.
En af de ting, jeg virkelig godt kunne lide ved serien er dens karakterer og i denne her vender en af mine absolutte favoritter tilbage, Zu. Jeg savnede hende en del i Never Fade, og det var fedt at se hvordan hun vokser og bliver en større personlighed, ligesom Chubs og Vida, som får mere og mere at gøre og især Vida er viklelig kommet ind under huden på mig. Jeg har aldrig været særlig vild med Cole og Liams søskendeforhold, det er tydeligt at de er mere ens end de er villige til at indrømme og deres ligheder bliver kun tydeligere jo mere de forsøger at være forskellige. Men deres tilgang til problemerne foran dem er meget forskellige og groft sagt det, der udgør den interne stridighed. Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at tænke over Liam og Rubys forhold, men i modsætning til mange andre YA bøger, jeg har læst, tager det romantiske subplot ikke over i forhold til historien – og det gjorde det endnu bedre.
Jeg elskede In the Afterlight, det var en rigtig vellukket slutning til serien og selv om jeg ikke er hundrede procent tilfreds med selve slutningen, gav det sidste kapitel mig håb om at det sidste ikke er sagt i Ruby og de andres kamp for at få lov til at leve i fred for forfølgelser og fordomme.
I går fik filmatiseringen af den første bog premiere i de danske biografer og den ”nye” bog, The Darkest Legacy er udkommet på engelsk! Den nye bog handler om Zu og foregår 5 år efter trilogien. Jeg glæder mig til at få fat i den.