Language of Thorns (The Grishaverse #0.5, #2.5, #2.6) af Leigh Bardugo

Language of Thorns (The Grishaverse #0.5, #2.5 og #2.6) af Leigh Bardugo. Udgivet af Orion’s Children’s Books i 2017. Eksklusiv FairyLoot udgave fra deres oktober 2017 boks.

Jeg har anmeldt de to første Grishaverse bøger her: Shadow and Bone og Siege and Storm.

Da jeg fandt ud af, at der fandtes denne bog med eventyr fra Bardugos Grisha-univers, vidste jeg, at jeg blev nødt til at få fat i den. Den udgave, jeg har, var med som en ekstra bog i en af mine månedlige FairyLoot-bokse, og hvis ikke jeg havde fået den der, havde jeg bestemt anskaffet mig den efter at jeg har læst hele Grisha-trilogien. Eventyrene i bogen er delvist inspireret af klassiske eventyr som vi kender dem, men med et mere dystert twist, og delvist af Bardugos egen fantasi ud fra de eventyr, som Alina og Mal ofte refererer til fra deres barndom i Grisha-trilogien.

Det med at alle eventyrene har et mere dystert twist er nok det, jeg synes er bedst ved bogen. Og det er altså selv om mange af de originale Grimm-eventyr f.eks. er rimelig makabre i sig selv og bestemt ikke behøver mere uhygge eller flere halvt-lykkelige slutninger. Det er måske derfor, jeg ikke har svært ved at “købe” denne her bog som en eventyrsamling fra et univers som Bardugos, for de minder som klassiske, moralsk belærende og ret skræmmende eventyr, som i dag bliver lidt for ofte udvandet til underholdning og “de levede lykkeligt til deres dages ende”. Således har jeg stadig ret ofte en af de første eventyr i tankerne, “The Witch of Duva”, som på mange måder virkelig mindede mig om Grisha-universets atmosfære, der er en særlig blanding af magi og ondskab, på en eller anden måde. Desuden var det sjovt at læse eventyret “The Too-Clever Fox”, som prins Nikolai hele tiden bliver sammenlignet med i især Siege and Storm. På den måde kunne jeg virkelig mærke under min læsning, at disse eventyr i Language of Thorns hører hjemme i Grisha-universet og at det endda var til at mærke, hvorfra i det univers, et eventyr stammede fra, især på baggrund af deres holdning til Grisha og det overnaturlige.

Langauge of Thorns er en samling af eventyr, der hører til i Bardugos Grisha-univers, men det betyder ikke, at man ikke kan læse dem uden at have læst trilogien først, også selv om den bliver opstillet som bog nr. 0.5 og 2.5. De tilføjer noget til hinanden når man kender historien, og hvis man først er blevet bidt af universet og Bardugos fortællestil, så er denne her bog en rigtig god måde at komme endnu mere ind i den verden på og læse bogen som om den virkelig var fra Ravka eller Fjerda. Især det sidste eventyr “When Water Sang Fire” er måske mit favorit, den præsenterer et anderledes perspektiv på eventyret om den lille havfrue, som jeg faktisk virkelig godt kan lide, og er nærmest en forhistorie til det eventyr, vi kender fra vores egen verden. Men det er Ullas, eller Ursulas, historie.

Til sidst bliver jeg nødt til at tale om illustrationerne, der er i min udgave af bogen. Jeg må være et svar skyldig med hensyn til om de også er i alle andre udgaver af bøgerne. Men i min udgave er der i løbet af alle eventyrene illustrationer i henholdsvis venstre og højre side af et opslag og efter hvert eventyr er der en stor illustration henover begge sider, der viser en nøglescene fra historien. Alle illustrationerne er lige som resten af bogen (og teksten) holdt i støvede blå og røde nuancer og det endelige resultat er virkelig perfekt ramt og flot at se på. Jeg håber, at alle udgaver af bogen har bare noget lignende, for det gjorde mit helhedsindtryk af bogen endnu bedre.