The Darkling rules Ravka from his shadow throne.
Now the nation’s fate rests with a broken Sun Summoner, a disgraced tracker, and the shattered remnants of a once-great magical army.
Deep in an ancient network of tunnels and caverns, a weakened Alina must submit to the dubious protection of the Apparat and the zealots who worship her as a Saint. Yet her plans lie elsewhere, with the hunt for the elusive firebird and the hope that an outlaw prince still survives.
Alina will have to forge new alliances and put aside old rivalries as she and Mal race to find the last of Morozova’s amplifiers. But as she begins to unravel the Darkling’s secrets, she reveals a past that will forever alter her understanding of the bond they share and the power she wields. The firebird is the one thing that stands between Ravka and destruction—and claiming it could cost Alina the very future she’s fighting for.
Samtidig sker der endelig noget med hendes og Mals forhold og jeg forsøger ikke at spoile for meget ved at sige, at jeg var ret vild med den overraskende afsløring af den tredje “amplifier” eller forstærker. Jeg forstår godt, at Alina og alle andre tog fejl, at de troede det var et magisk væsen lige som de to første, den hvide kronhjort fra bog et og sødrage-væsnet fra bog to. Men også Alinas andre teorier viser sig også at være forkerte og det er derfor, jeg følte det var så fedt. For jeg blev også snydt. Og jeg kunne godt lide den måde, det tvang Alina og Mal til at tænke over deres indbyrdes forhold og finde ud af, hvad de vil. Og hvor meget de vil opgive for at besejre the Darkling og få fred.
Den endelige løsning på kampen mod the Darkling ligger meget i historien om Morozova, den mand der i sin tid skabte de tre forstærkere, der sammen skulle gøre bæreren af dem til den ultimativt stærkeste Grisha. Og hans historie fik nærmest tårerne til at pible frem hos mig og det samme gjorde the Darklings baggrund, som bliver meget mere uddybet i denne bog og både han og Morozova deler en særdeles tragisk historie på forskellige måder. Det var en interessant vinkel og det var helt bestemt et bidrag til slutningen på bogen, og på serien, som jeg for min side fandt virkelig tilfredsstillende. Bardugo er i stand til at skrive en slutning, der binder de forskellige historier sammen og løser de forskellige problemer på en mere eller mindre elegant måde. Man kan selvfølgelig ikke sige, at selve handlingen er elegant, men som problemløsning på især spørgsmålet om Alinas fremtid, var det mere end jeg havde håbet på.
Egentlig kan jeg stadig bedst lide serien for skrivestilen og hele universets opbygning. Det er helt sikkert en af de nyere fantasy-serier, som jeg har levet mig helt ind i og slut fra start til slut uden at ænse tid og sted. Bardugos univers er på mange måder fremmed og forunderligt, men der er også så mange hints og inspirerede elementer fra vores egen verden, især østeuropæisk sprog og kultur, som jeg fandt fascinerende at lade mig opsluge af. Det er magisk og voldsomt, fyldt med sanseindtryk og i denne bog også noget humor, og for første gang var jeg meget mere vundet over af Alinas personlighed i denne her bog. Det er ikke småting, som hun bliver udsat for, og jeg beundrer Bardugo for at føre Alina helt derud hvor hun i desperation efter ikke selv at dø bliver tvunget til at tage livet af andre og det for alvor påvirker hendes menneskelighed, til hun ikke længere kan genkende sig selv. Det er modigt i en ungdomsbog og jeg synes Bardugo gør det virkelig godt. Jeg fik, måske endelig langt om længe, sympati med Alina og det smertede mig at se hende gå så meget igennem, og jeg er glad for den slutning, hun får. Og Mal. Selv om the Darkling var ret fascinerende, er jeg også glad for hvordan hans historie endte. For mig ender bogen helt rigtigt, måske lidt forudsigeligt for noget, for mig var det overraskende. Men også med tilpas mange forklaringer, uden at det bliver for meget. Der er noget mystisk over epilogen, det er som om der stadig er skygger og uhyggelige hemmeligheder i Ravka, der bare venter på at komme frem i dagens lys.
