Skrivestilen er som altid noget af det, jeg hæfter mig ved i denne her serie, Stiefvater er rigtig god til at bruge sproget og sproglige billeder til at skabe en stemning, der på en gang virker varm og hjemlig og samtidig “otherworldly”, magisk og ret mystisk. Det skete mere end en gang, at jeg spolede lydbogen tilbage for at høre sætninger eller afsnit igen. Samtidig gør Will Patton et godt stykke arbejde med indlæsningen af bogen, sådan at de forskellige karakterer på en eller anden måde lyder forskellige, selv om bogen ikke er skrevet i første person. Og han har en rigtig behagelig stemme at lytte til, der gør, at jeg havde nemmere ved at holde fokus på historien, selv om jeg lavede noget andet samtidig med.
Når det kommer til plottet, så virker historien en lille smule mere ustruktureret end den første bog. Det tror jeg på ingen måde at den faktisk er, tværtimod bliver der introduceret nye karakterer som for eksempel the Gray Man, som er på jagt efter the Greywaren (hvilket jeg slet ikke kan stave til, men sådan lyder det), et mystisk objekt der skulle kunne skaffe ejeren de ting, vedkommende drømmer om og Joseph Kavinsky får en større rolle som en lidt af en bølle, der huserer i Henrietta, men som viser sig at have meget mere på sinde en biler og ballade. Og så er der alle de elskede karakterer fra den første bog. Så der er rigtig mange at holde styr på og det kan til tider betyder, at nogen bliver skubbet lidt i baggrunden. Faktisk forsvinder Noah helt og det gør mig altid så trist, når jeg når dertil, for han er en af mine yndlingskarakterer i serien. I The Dream Thieves fylder Ronan en hel del mere end han gjorde i den første bog. The Raven Boys slutter nemlig med at han afslører en ret specielt evne, han har arvet fra in far: han kan tage ting med ud af sine drømme. Det er for mig at se Ronan, der er hovedpersonen i bogen og titlen refererer blandt andre til ham, men det betyder ikke, at de andre falder helt i baggrunden. Faktisk sker der virkelig meget i de forskellige karakterforhold, specielt Gansey og Adam og Ronan og Kavinsky, foruden Blue og alle Ravnedrengene. Og så selvfølgelig de voksnes forhold, Mr Gray og Maura til eksempel. Men det er Ronans historie, der er i fokus, hvor det måske var lidt mere bredt i den første bog og det betyder også at de mange forskellige handlingstråde føles mere strømlinet, selv om der er mange omveje og mange forskellige synsvinkler. Historien om Ronans baggrund er en af dem, jeg altid husker, når jeg har læst bogen og det er svært ikke at forstå hvordan han er blevet lidt af en nar udadtil. For som The Dream Thieves viser, er der meget mere i Ronan end bare det og i det hele tiden bliver mange af de gennemgående karakterer mere udviklede og får mere baggrund i denne her bog.
The Dream Thieves er en magisk og næsten drømmeagtig læsning, og jeg bliver opslugt af ordene hver gang. Bogen er i stor grad karakterdrevet, så det kan føles langsomt, men det fungerer for universet og det passer til den meget stemningsfulde skrivemåde. Selv hvis man ikke var helt hooked på den første bog, så vil jeg mene, at man bør give The Dream Thieves en chance, for med den bliver serien kun bedre. Bredere og mere kompliceret, men også meget mere magisk og charmerende.
Comments