The Sun and Her Flowers af Rupi Kaur

The Sun and Her Fowers af Rupi Kaur. Udgivet af Andrews McMeel Publishing i 2017. 256 sider.

Jeg har også anmeldt hendes første digtsamling her: Milk and Honey.

Hvis der var en bog, som jeg virkelig gerne ville kunne lide, så var det nok The Sun and Her Flowers. Og måske er det derfor, jeg føler mig lidt nedtrykt over, at den slet ikke levede op til mine forventninger. Da jeg i sin tid anmeldte hendes første digtsamling, skrev jeg om hvordan jeg godt synes, at man kan kalde denne form for enkle sætninger, uden regelrette opbygninger og lag efter lag af sproglige billeder og metaforer, for digte. Også selv om de adskiller sig fra de digte, vi alle bliver tæsket igennem i skolen og meget af den digtekunst, jeg ellers læser. Men for mig at se blev The Sun and Her Flowers for simpel. For det meste manglede jeg den sproglige finesse, som jeg følte i den første bog, hvor enkelte sætninger kunne sige så meget og hvor store ting blev forklaret meget simpelt og uden store, svære ord og omskrivninger. Sådan havde jeg det slet ikke med hendes nye bog.

Der var digte, hvor de virkelig slog til, hvor sproget flød rigtig godt og hvor emnerne og billederne var smukke, selv om de var barske. Det gælder især for den første del af bogen, som jeg personligt var rigtig glad for og da jeg var færdig med den, var mine forventninger til bogen som helhed måske endnu større. For jeg følte, at hun havde fat i noget af det rigtige og sagde det på en måde, der var uprætentiøs og poetisk, og jeg sad tilbage med tanken om at ja, nogle gange rammer man bunden, men der er mulighed for at vokse derfra, og ja der findes mennesker, som vil rive en ned og ødelægge en, men man kan også møde mennesker, som i kraft af deres natur og personlighed hjælper en til at vokse, når man selv vil. Det var det helt rigtige tidspunkt for mig at læse den del af bogen, fordi jeg har gjort samme erfaring selv over det sidste års tid.

Men derfra begyndte det at gå ned af bakke. Sproget var for det meste alt for simpelt, undtagen i de lange digte om livet som immigrant og barn af immigranter, som uden tvivl ligger Kaur meget på sinde, for her blev sproget i mine øjne mere opstillet og de digte føltes malplaceret på trods af deres vigtighed for historien og for forfatteren. Og det er faktisk der, min primære frustration over bogen ligger: den læses som meget ustruktureret og jeg havde svært ved at finde den overordnede historie i bogen, en som forhåbentlig skulle adskille sig lidt fra den foregående bog. Jeg følte, at jeg fik mere af det samme i The Sun and Her Flowers, men ikke nær så velskrevet og gennemarbejdet. Og så havde jeg problemer med at nogle af digtene virkede rigtig genkendelige – som i at det var en slags omskrivning af kendte citater og ting andre folk har skrevet eller sagt, og selv om det er rigtige ord, føltes det underligt at sidde og føle en genkendelse af andres ord. Jeg tror, bogen her er kommet for hurtigt, at den kunne have brugt meget mere gennemarbejde. Og det ærgrer mig, at jeg sidder tilbage med denne her følelse, for jeg ville så gerne elske Rupi Kaurs anden digtsamling, men det blev for mig en desværre en læseoplevelse, der meget hurtigt blev glemt igen og ikke efterlod et varigt indtryk.