Døden lyver aldrig (Fortællinger fra Døden #2) af Katja Berger. Udgivet af DreamLitt i 2018. 352 sider.
Reklame: anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget DreamLitt.
Læs min anmeldelse af den første bog her: Sjælehenteren.
“En gang før har jeg vidst, at jeg skulle dø. Og det skete virkelig. Jeg døde. Og så alligevel ikke. På en eller anden sær måde endte jeg i dette efterliv, hvor døden føltes mere levende, end livet selv nogensinde havde gjort det. Og på den måde levede jeg igen.”
Dommedag er på vej, og Raven og Zeph må kæmpe mod både levende og døde for at standse den. En ældgammel profeti sætter dog alting i svingninger, og Raven må drage videre mod Hades.
Men hvad gør en sjælehenter, når Underverdenens hersker er besat af jalousi, ingen taler sandt, og fjender bliver til venner? Raven må endnu engang lære at navigere i lyset og mørkets skyggesider, når Helvede og Himlen tørner sammen, og intet er, som det ser ud til.
Jeg tror, at med Døden lyver aldrig er dette en af de relativt få gange, hvor jeg synes to’eren er bedre end den første bog. Den svære to’er? Absolut ikke. Jeg har fulgt Katja Bergers udgivelser siden starten og jeg må indrømme, at dette her er min favorit ind til videre. Døden lyver aldrig løfter niveauet fra den første bog og er skøn dansk fantasy, der er både humoristisk og intelligent.
Efter den noget kaotiske slutning på Sjælehenteren er Raven i vildrede. Nogen eller noget har angrebet sjælehenternes hjemsted, og alle er spredt for alle vinde. Kun Zeph er stadig i nærheden og sammen må de først forsøge at finde ud af, hvor de er, og siden hvem de kan stole på. Angrebet på Dødens ellers neutrale sjælehentere kan nemlig kun betyde en ting: Dommedag nærmer sig. Men Raven vil gøre alt hvad hun kan for at stoppe det, for at redde menneskene.
Ravens fortsatte menneskekærlighed er virkelig spændende, hun er ikke bare en kompleks karakter af personlighed og styrker og svagheder, hendes ophav er og sammensat og det er virkelig fedt at se, hvordan hun ikke tager parti for nogen side, men insisterer på at både dæmoner, engle og mennesker er værd at redde. I det hele taget var jeg meget mere investeret i Raven og hendes historie i denne her bog, for jeg følte jeg meget bedre kunne forstå hende og sætte mig ind i hendes tankegang. Hendes skønne, sarkastiske humor har hun beholdt og det er så dejligt at se en hovedperson, der tør være ærlig, også over for virkelig, virkelig autoriteter – som f. eks. Jahve og Lucifer. Jeg var ikke helt overbevist med hensyn til hende i den første bog, men i Døden lyver aldrig nød jeg hendes kapitler i fulde drag og at følge med i hendes kamp for at finde nogen, der vil hjælpe med at stoppe Dommedag. Overraskende nok er det nemlig ikke alle, der finder det særligt nødvendigt, men Raven er hurtig til at fortælle dem, hvorfor hun mener, man ikke bare kan lade stå til.
En af de andre fortæller-karakterer er den nye Dahlia, som jeg virkelig godt kunne lide. Også på trods af hendes bedrevidende attitude, fordi hun er engel. Jeg har lidt på fornemmelsen at hun og Raven godt kunne gå hen og blive et fantastisk veninde-par at læse om, når de lige har vænnet sig til hinanden. Derimod blev jeg ret hurtigt lidt træt af Zephs synsvinkel, der føltes som meget af det samme igen og igen, og jeg blev især træt af at han hele tiden refererede til Raven som “sukkertop” eller lignende. Jeg gad godt have set et kapitel fra Jahve og Lucifers synsvinkler, for de er virkelig mine yndlingspersoner.
Det er her jeg mener, at Katja Berger er virkelig intelligent i sin historiefortælling. Jeg ved ikke hvor meget research der ligger bag ved hendes fremstilling af Jahve og Lucifer, men det føles som meget. Som læser mærkede jeg en interesse i at repræsentere disse figurer på en måde, der er unik til Bergers univers, hvorfor de også hele tiden refereres til som Lucifer og Jahve, ikke Gud og Djævlen. Hendes fremstilling af disse enorme autoriteter er velskrevne, humoristiske, men også seriøse og de gør ikke deres personligheder til parodier på det, så mange mennesker tror på. I Døden lyver aldrig bliver der også tilføjet andre trosretninger, eksempelvis møder Raven Hades og Persefone, og igennem dem siger Berger en hel del om religion og tro i Ravens univers, uden at man som læser skal kæmpe sig igennem lange passager af teoretisk udlægning. Jeg nød virkelig det aspekt og det er spændende i forhold til hele plottet omkring nærtforestående Dommedag og liv og død generelt.
Jeg er lidt forvirret omkring slutningen på plottet, hvor der bliver lagt meget fokus på en profeti, der omhandler Raven, Zeph og Dahlias skæbner. Ikke fordi det ikke bliver forklaret, men fordi profetien, som det så ofte er, er meget vag og jeg synes den bliver introduceret lige lovligt sent i bogen, så læseren ikke får mulighed for at sætte sig ned og tænke den igennem og udrede den. Jeg er dog sikker på, at det kommer ret hurtigt i den næste bog, for Døden lyver aldrig slutter med en meget spændende beslutning, som jeg glæder mig til at vide mere om.
Døden lyver aldrig er virkelig god dansk fantasy, der løfter serien og i mine øjne appellerer til yngre og ældre læsere, især igennem sit intelligente, grundige arbejde med forskellige mytologier og religion for at skabe et unikt univers og en hold af velskrevne karakterer med masser af humor. Og Raven har vundet mig over på hendes side. Jeg er fan og jeg glæder mig til mere.
Døden lyver aldrig udkommer fra forlaget i dag!
Comments