Kalamit (Fortropperne #3) af Brandon Sanderson. Oversat af Mie Møller Bie. Udgivet af DreamLitt i 2017, første gang udgivet i 2016 med titlen Calamity. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk. 424 sider.
Fortropperne er splittede.
Siden sejren over Regalia i Babilar, og den konsekvens sejren havde, har David og de andre Fortropper levet i skjul. Den eneste måde at bekæmpe de episke på er ved hjælp af andre episke. David har opdaget sandheden bag de episkes svaghed, og Fortropperne gør sig nu klar til at stå over for deres største udfordring nogensinde. De vil bekæmpe mørket i de episke og dræbe den mægtigste af dem alle. Men for at gøre det kræver det hjælpen fra én særlig episk – og han befinder sig i saltbyen Ildithia, det gamle Atlanta.
Jeg havde glædet mig så meget til denne her bog, at det er utroligt at jeg ikke gik i gang med den det sekund, jeg fik den i hænderne. Egentlig er det nok fordi, jeg ikke havde lyst til at serien skulle ende. Kendetegnet for hele Fortropperne-serien er action, spænding og ikke mindst en kvalitet af ikke-til-at-lægge-fra-sig-igen.
Og det gør sig også gældende for Kalamit. Endnu en gang er David og de andre Fortropper på vej ud til en ny by, et nyt sted og endnu mere anderledes end de andre to. Bogen starter ud kort efter Ildkamp, og det er ikke småting, der sker. Bog to sluttede med noget af et plot twist, efterfulgt af an cliffhanger, der nærmest gjorde ondt og det er ikke slut med at føle en smule smerte over karakterernes historie. Profs historie er både skræmmende og trist, og jeg kan egentlig godt forstå, at David har svært ved at acceptere det, der sker.
Men serien drejer sig naturligvis også om de episke, og deres overmenneskelige, overnaturlige evner, der længe har terroriseret alle mennesker. Og i Kalamit præsenterer Brandon Sanderson en virkelig specielt forklaring på disse evner, som jeg ikke er stødt på tidligere i andre historier om superevner. Det kom ikke so sådan bag på mig, men jeg nød denne anderledes baggrund for superevnerne, også selv om det føltes som om det var lidt out-of-place. Og jeg må indrømme, at jeg ikke er tilfreds med slutningen, og det er svært at omtale det uden spoilers. Så hvis man ikke vil spoiles, så er det nok nu, man skal passe på med at læse videre.
Spoilers i dette afsnit. Jeg kunne godt lide tanken om parallelle universer, og at det er derfra Ildkamps illusioner kommer fra. Det betød et ret hjerteskærende gensyn med Davids far, hvis død startede hele Davids besættelse af de episke og hævntørst, der senere blev til et mål om at stoppe alle episke. Men jeg brød mig ikke specielt om den måde, David og de andre ender med at bekæmpe Kalamit. Jeg kunne virkelig godt lide det originale pitch omkring onde superhelte, skurke hvis evner har korrumperet dem og den almindelige, menneskelige drengs kamp for at hævne sin far og så videre. Men da David pludselig også fik evner, synes jeg at det hele blev lidt for rodet og lidt for langt ude, som om der desperat skulle findes en løsning på, hvordan almindelige mennesker skulle kunne vinde over mennesker med overmenneskelige evner. Der irriterede mig og det betød også, at jeg desværre ikke var lige så imponeret over slutningen på serien, som jeg havde håbet på.
Okay, det var spoilers. I sidste ende kan jeg godt alligevel anbefale denne her bog, og serien. Jeg tror nemlig ikke, at det er alle, der vil finde slutningen skuffende på samme måde som jeg gjorde. Og Kalamit følger trods alt de tidligere bøgers actionfyldte, spændende historie og karaktererne er nogle af de bedre udviklede, komplekse personer, jeg har læst om. Både de gode og de onde. Og alene det er positivt.
Jeg er så enig, i David-delen. Det virkede lidt falskt og unødvendigt virkelig, men åh, sikke en fed trilogi i sin helhed! <3
Ja ikke? Jeg blev bare så skuffet på det tidspunkt, og sad og tænkte "hvorfor?" men jeg er stadig imponeret over serien i sin helhed. <3