Northern Lights (His Dark Materials #1) af Phillip Pullman

 

Northern Lights (His Dark Materials #1) af Phillip Pullman. 20 års jubilæumsudgave, udgivet af Scholastic i 2015, først udgivet i 1995. 397 sider.

Efterhånden har Phillip Pullmans serie en del år på sig, og med det en stor mængde fans, og sikkert lige så mange, der ikke kan lide serien. Faktisk er det en af de serier, jeg bedst kan huske, der har været kontroverser omkring. Eller nærmere filmatiseringen af den. Men denne her anmeldelse handler kun om bogen, for den elsker jeg stadig virkelig højt.

Northern Lights, bedre kendt som “The Golden Compass” lige som filmen, er en pudsig størrelse af en bog. For mig er der ikke nogen tvivl om, at det er en børnebog, eller det man i USA ville kalde “middle grade”, men jeg føler også det er langt fra dækkende for bogens indhold, der også uden problemer appellerer til ældre læsere. Bogens hovedperson er den elskelige Lyra, der er ret anderledes end de fleste andre pige-heltinder. Hun er ret vild og barnlig i sin opfattelse af verden, men på mange måder er det også hendes styrke, og det, der gør hende til en fryd at læse om. For det er ikke småting Lyra kommer ud for, men i bedste naive stil, er hun gang på gang i stand til at lægge det bag sig og bevæge sig ud på nye eventyr, og i nye vanskeligheder. Jeg har aldrig set op til Lyra, og gør det på sin vis stadig, selv om det kan lyde underligt. For hun har en selvsikkerhed, jeg altid har beundret.

Af en eller anden grund får jeg altid lyst til at genlæse Lyras eventyr om vinteren, når det begynder at blive mørkere udenfor, og det har måske noget at gøre med Northern Lights‘ rejse til Svalbard. Lyras univers minder meget om vores eget, steder og lande hedder ofte det samme, men man bliver ret hurtigt klar over, at Pullman har skabt en verden, der er ret anderledes. Både politisk set, hvilket der ikke bliver lagt stor vægt på, fordi det ikke interesserer Lyra. Men også bare i det at alle mennesker har en dyre-ledsager, en sådan dæmon, der på en eller anden måde er en del af dem selv. De er sammen, men de er også én. Det er et specielt forhold, som Pullman beskriver så fint, at jeg som barn var lidt ked af at jeg ikke også havde en formskiftende dæmon.

Atmosfæren i denne her bog er noget af det, jeg holder allermest af. Det er noget over den måde, som Pullman skriver på, der er magisk og nærmest suger mig ind. Også selv om bogen efterhånden er 23 år gammel, så føles den ikke gammeldags i sproget. En del af bogens magiske kvalitet er dens tidsløshed. Noget andet er dens formidable skurke. Mrs Coulter er stadig den dag i dag en af de af litteraturens onde karakterer, som har gjort størst indtryk på mig, og det kribler mig ned af ryggen, når jeg læser om hendes karismatiske ondskab. Hele plottet omkring Dust, dette mystiske fænomen som skræmmer de voksne så meget og pirrer Lyras nysgerrighed, er blandt andet det, som har skabt så meget kontrovers omkring bogen, og har fået den banned flere steder. Det er her, jeg tror at bogen kan gå hen og blive lidt for forvirrende for yngre læsere, som barn var jeg i hvert fald ikke selv opmærksom på nuancerne i plottet og jeg var meget mere optaget af eventyret, de mange spændende karakterer. En anden mindeværdig karakter er panserbjørnen Iorek, hvis historie altid har fascineret mig. Disse særlige isbjørne er nogle af Pullmans mest spændende opfindelser, og det passer så fedt til Lyras eventyrlystne tilgang til alting, også til Iorek og de andre.

Det er længe siden, jeg sidst har læst Northern Lights og det var et skønt gensyn med Lyra, Pantalaimon og alle de andre. Lyras Oxford er et spændende, anderledes sted, men især hendes eventyr på Svalbard fortryller mig gang på gang. Og jeg glæder mig sådan til at læse videre i serien og genopleve alle Lyras oplevelser endnu en gang. Selv om det er 23 år siden, at Northern Lights først blev udgivet, er den stadig værd at læse i dag. Og den nye, danske oversættelser af hele trilogien er en værdig tilføjelse til enhver historie- og fortællingselskers samling.