Først for sent går det op for alle, at virusset ikke alene er dødbringende, det vækker også de døde til live igen.
De overlevende må flygte gennem landskabet i søgen efter håb. Men håbet er langt væk, for dette er de dødes tid.
De Dødes Tid er Thomas Helles debutroman, og her er barren sat virkelig højt. For det mærkede jeg ikke meget til, mens jeg læste. Historien fortælles igennem mange forskellige synsvinkler, og det er ikke altid, at de følger et kapitelskift. For eksempel kan det godt skifte flere gange i et kapitel, umærket, og til at begynde med var det en smule forvirrende at læse. Mest fordi jeg ikke rigtig kendte nogen af karaktererne endnu og det derfor var lidt svært at holde styr på dem. Men efterhånden som de forskellige personer og deres personligheder etableres og uddybes, havde jeg også lettere ved at følge med i hvem der fortæller hvornår. Og der er virkelig en del karakterer at følge, der er den arrogante, selvmedlidende unge mand omkring de 20, den tidligere soldat, virologen der var med til at forsøge at finde en kur, de kriminelle håndlangere, små børn, og en masse mennesker hvis baggrund ikke bliver udforsket helt så meget.
Der er nemlig nogle mere presserende ting og det den hastigt tiltagende zombievirus. Der går noget tid, før det viser sig at det faktisk er en zombievirus, men derefter går det virkelig stærkt ned ad bakke. Og det bedste var, at det ikke blev skånsomt beskrevet. De mere grufulde detaljer ved en pludselig hær af menneskespisende zombier er også med. Det slog mig især når de blev beskrevet af en af børnene, det var næsten mere uhyggeligt end når en af de voksne karakterer beskrev hvad de så, selv om det var meget mere detaljeret. Og det er en af de ting, jeg nød ved bogen, de mange forskellige perspektiver er med til at underbygge hinanden og ofte også gøre historien mere spændende og nervepirrende. Og så får man endda også lov til at følge de onde karakterer, dem der forsøger at bruge virussen til deres eget formål. Er det smart at afsløre sin skurk på den måde? I det her tilfælde, ja, det vil jeg bestemt mene. For det kan godt være, at der er nogle karakterer, der forsøger at udnytte virusset, men i det meste af historien handler om hvordan de levende forsøger at
overleve de døde.
Selve historien er godt skruet sammen. De mange synsvinkler har garanteret krævet noget planlægning og ud af det er kommet en fængende, og til tider ret skræmmende historie. De Dødes Tid handler ikke kun som zombier i Danmark, men om mennesker og hvad der sker, når mennesket bliver presset til det yderste. Det er ikke altid kønt, men det er spændende at læse om. De Dødes Tid handler om mod, håb, og tilgivelse og det sjove er, at nogle af de karakterer, jeg fandt mest irriterende, for ikke at sige direkte ubehagelige, frustrerende, og til at blive vred over, når jeg fulgte deres synsvinkler, også var nogen af dem, der endte med at give mig den mest tilfredsstillende læseoplevelse. Det er måske nok det bedste, jeg kan sige om denne her bog. Den fik mig opslugt af historien, men den fik mig også til at holde af nogen af de karakterer, der frustrerede mig mest, og selv om de mere ondsindede karakterer ikke ligefrem vandt min sympati, var de på deres egen forskruede måde fascinerende. Det kan godt være, De Dødes Tid er en zombie-bog, men der er meget mere i den end vold og død. Så hvis man mangler en bog til efteråret, vil jeg foreslå denne her. Selv glæder mig i hvert fald til at se, hvad Thomas Helle har at byde på i fremtiden efter en velskrevet debutroman.
