Inkspell (Inkworld #2) af Cornelia Funke. Oversat af Athena Bell. Udgivet af Chicken House i 2011. Først udgivet i 2005 med titlen Tintenblut. Læst på engelsk, originalsproget er tysk. 682 sider.
Læs min anmeldelse af den første bog her: Inkheart.
Although a year has passed, not a day goes by without Meggie thinking of the extraordinary events of Inkheart, and the story whose characters strode out of the pages, and changed her life for ever. But for Dustfinger, the fire-eater, torn from his world of words, the need to return has become desperate.
Inkspell er en underlig størrelse for mig. Det er anden gang, jeg læser bogen, og præcis lige som første gang, gik jeg mere eller mindre i stå midt i bogen. Jeg tror dog ikke, at det har hjulpet, at jeg imens jeg læste denne ret tykke bog, både havde et fuldtidspraktikforløb og min jobsøgning. Det var nogle ret stressede uger og jeg følte ikke rigtig nogen trang til at læse videre i Inkspell.
Og i virkeligheden er der overhovedet ikke nogen grund til det. Bogen oser af den samme magi og bogkærlighed som den første bog, og jeg kan ret godt lide den måde historien udvikler sig på. Jeg har ikke nogen anden forklaring på min læseslump, at det er en lang bog, og jeg går lidt død i den fordi midten af bogen går ret langsomt. Der kommer dog mere fart på til sidst og selvom den var svær at komme igennem, så elsker jeg den alligevel.
Hvor Inkheart handler om at karaktererne kommer ud af bøgerne og ind i Mo og Meggies verden, så handler Inkspell meget mere om lysten, drømmen om at flygte ind i en fiktiv verden. Selv efter et år, længes Meggie efter Inkworld, efter at se den bare en enkelt gang efter alle historierne og da Dustfinger forsvinder og Farid dukker op i et desperat forsøg på at følge efter ham, får Meggie sin chance.
Men Inkworld er slet ikke som det var i hendes mors historier, faktisk lader det til at Fenoglios historie er løbet helt af sporet og forsøgene på at rette op på det gør ikke meget for at afhjælpe problemerne. I stedet skaber de nye. Og det er faktisk et virkelig interessant emne at tage op, hvad der sker i en bog efter historien er slut. Står den bare stille hen, eller lever karaktererne videre? Og hvad sker der, hvis nogen af karaktererne forsvinder? I Inkspell får man svar på flere af de spørgsmål, men det er langt fra alle svarene, man måske bryder sig om. I hvert fald får Meggie og Fenoglio travlt med at forsøge at rydde op i historien for at redde Mos liv. Bøger er levende på en helt særlig måde i Funkes univers, og det bare en af de mange ting, der drager mig ind i Inkspell. Det er en fantastisk historie om bøgernes og ordenes magt og magi.
Jeg kan virkelig godt lide karaktererne i Inkspell, det er dem der får mig igennem bogen på trods af den langsomme handling. Den ensomme Elenor, der bliver efterladt mens alle omkring hende forsvinder, den lidt underudviklede Resa, der dukker op igen i Mo og Meggies liv og bringer forandringer med sig, men som virkelig kommer til sin ret da Mos liv er i fare og ikke mindst Mo og Meggie. Især Meggie er en favorit for mig, hun er måske stadig et barn, men hun er snu som en ræv og fast besluttet på at finde en løsning. Jeg er stadig ikke vild med Farid, og Fenoglio er til tider så selvoptaget at man nærmest føler at han slet ikke forstår historien. Når alt kommer til alt, så er Inkspell mest mindeværdig for mig på baggrund af dens skurk, the Adderhead og den mystiske figur Bluejay.
Hvis man kunne lide den første bog, så vil jeg bestemt foreslå at man læser videre. Selv om jeg startede ud med at sige at bogen altid føles lidt langsom i midten for mig, så kan jeg vildt godt lide den og Cornelia Funke beskriver universet og bøgernes magi så skønt, at mit bibliofile hjerte næsten ikke kan klare det. Det er skøn fantasy med mange forskellige karakterer og i Inkspell får man som læser lov til at se Inkworld på tæt hold og det skuffer bestemt ikke. Inkspell er de mange sider og det karakterdrevne plot værd, og den og hele serien er enhver bogelskers must-read.
Comments