anmeldelser

Sweet Filthy Boy (Wild Seasons #1) af Christina Lauren

 
Sweet Filthy Boy (Wild Seasons #1) af Christina Lauren. Oversat af Emilie Sonne Harrild Gaardboe. Udgivet af Pretty Ink i 2018. Først udgivet i 2014 med samme titel. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk. 375 sider.
Efter en vild weekend i Las Vegas for at fejre, at hun er færdig med college og uden ide om, hvad hun vil i fremtiden, ender Mia Holland med at tage den dristigste beslutning i sit liv. Sommeren over rejser hun ganske enkelt til Frankrig med Ansel Guillaume – hendes søde, uartige flirt – for at nyde livet … Da der begynder at røre sig følelser bag de frække roller, de har dækket sig ind bag, og komediespillet begynder af føles ægte, må Mia finde ud af, om hun hører til i det liv, hun rejste fra, fordi det var helt forkert, eller i det forunderlige nye, som kan synes lysår væk fra hendes gamle. Christina Lauren kan bare det der med det perfekte mix af humor, romantik og sex.
Sweet Filthy Boy endte på trods af sin ret irriterende titel med at være en virkelig god læseoplevelse. Jeg bryder mig ikke videre om titlen, for jeg synes den på en eller anden måde bare virker forkert og alligevel kan jeg godt se, hvorfor den hedder som den gør.
For at starte med opsætningen, så starter det hele med at en gruppe veninder er ude for at fejre, at de er færdige på college, så vidt jeg kan regne ud nok med en bachelor, men hvorom alting er, så ender det med at blive en ret vild fejring og undervejs møder de en gruppe utroligt sexede fyre (hvorfor skal fyre i New Adult alle sammen være latterligt sexede og følge den samme model hele tiden? Jeg bliver så træt af “stenhårde vaskebrætter” og hvad ved jeg) og efter en særdeles alkohol-fyldt aften i byen, vågner de op og er blevet gift i Las Vegas. Og så går det ligesom derfra.
Langt hen af vejen blev jeg dybt frustreret over bogen og den måde, det virkede som om Mia ikke havde andet formål end at gå og være til rådighed for Ansel, når han en gang i mellem havde fri fra arbejde og ville have sex. Bevares, det var nogle velskrevne scener og alting, men jeg håbede bare på at bogen ville give mig noget mere end det. Især fordi der bliver lagt op til det, Mia står ved en skillevej i sit liv og som så ofte er hendes egne ønsker ikke ligefrem de samme som hendes forældres, eller nærmere hendes fars. Også fordi hun tidligere i sit liv var en dygtig balletdanser, indtil hun blev kørt ned og den drøm blev knust, hvorefter hun bare har ladet hendes fars vilje styre hendes valg. Indtil hun står i Frankrig og selv indser, at hun ikke bare vil gå rundt og lave ingenting når Ansel ikke er der. Så i den sidste fjerdedel af bogen sted den virkelig i min bedømmelse og blev til mere end endnu en New Adult, der kun handler om hed sex og ikke andet. Både Ansel og Mia tager deres liv op til overvejelse og den måde, de begge to på en eller anden måde mere lever det liv en anden vil have, de skal, end at finde ud af hvad de selv vil.
Jeg er vild med Mia, og jeg nød at følge hende rundt i Paris hvor hun forsøgte at lære området, sproget og kulturen at kende. Mens jeg læste, ønskede jeg hele tiden, at der var en måde hvorpå hun kunne få et liv hun selv gerne vil have og selv om slutningen virkede ret åbenlys, så kunne jeg ikke lade være med at elske det alligevel. Det kan godt være, at det var fuldskab og øjeblikkelig seksuel tiltrækning, der først bragte Mia og Ansel sammen, men i løbet af bogen ser man dem begge to udvikle sig til at ville have meget mere, men før de kan finde sammen, bliver de nødt til at finde sig selv. Det kan godt være, Ansel er lidt længere henne i den udvikling i forhold til Mia, men da det er hendes historie, man følger, er det også hende jeg især kom til at holde af. Sweet Filthy Boy endte med at overraske mig og give mig meget mere end en overfladisk romance og sex-løser-alle-problemer. Ligesom bogen udvikler sig til at blive meget dybere og tage fat i flere ting, er min interesse i serien i den grad vokset og jeg glæder mig til at gå i kast med de tre resterende bøger.

Del dette:

En kommentar

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.