anmeldelser

Utopia (Død Verden #2) af Louise Haiberg

 
Utopia (Død Verden #2) af Louise Haiberg. Udgivet af Tellerup i 2017. 256 sider.
Jeg har anmeldt den første bog i serien her: Monstre.
Mit navn er Nera. Dette er mit liv, min virkelighed. Den nye verden. Jeg begyndte at skrive dagbog for ikke at glemme dem vi mister. Fordi jeg ikke længere kan holde ud at glemme dem. Den indeholder min historie. Mine minder og beskrivelser. Jeg skriver dem til fremtidige generationer.

Nera og hendes gruppe når den sikre zone, en bid af den gamle verden: Utopia. Hun forsøger at passe ind i en verden hun ikke længere føler hun tilhører, men fortidens spøgelser plager hende, og Utopia har skyggesider. Nera har kun fred i sindet når hun er sammen med Bane. Er de virkelig i sikkerhed eller er den sikre zone blot en illusion? Og kan man elske en vampyrelver?

Der gik ikke lang tid, fra jeg havde læst den første bog til jeg gik i gang med den næste. Og det skyldes i høj grad, at jeg var virkelig spændt på, hvordan historien ville udvikle sig. Hele spændingen mellem zombier, vampyrelvere og desperate mennesker blev siddende i mine tanker på sådan en måde, at jeg blev nødt til at læse videre. Og hvor den første bog måske skuffede mig en anelse ved at tage en fuldstændig uforudset drejning, så blev jeg meget positivt overrasket over Utopia. Og jeg begynder at ane en sammenhæng mellem filtrene og bøgernes indhold. Hvor den første bog handler rigtig meget om, hvem der er det egentlige monster – de desperate mennesker der bliver drevet ud i voldshandlinger og magtkampe, de altødelæggende zombier eller de mystiske vampurelvere og deres meget selviske grund for at ville redde menneskene – så lægger bog to op til en interessant overvejelse af, hvad “Utopia” er. Hvor meget er man villig til at gå på kompromis med for et tilsyneladende perfekt, utopisk sted at leve i sikkerhed og fred? Hvor meget kontrol kan man opgive, før manglen på fri vilje og valgmuligheder gør utopien til et dystopisk samfund? 
Nera er også kommet mere ind under huden på mig, selv om jeg stadig absolut ikke kan lide hendes skæve forhold til vampyrelvere Bane. Men jeg kunne godt lide at følge med i hendes skeptiske tilgang til dette mystiske fristed, der virker lidt for godt til at være sandt. Udadtil virker det perfekt og resten af Neras gruppe bliver hurtigt glade for at være der og vænner sig til livet højt oppe på afsatsen, men igennem Nera og hendes mere skeptiske blik får læseren også mulighed for at se nogle af de mere barske sider, som foreksempeæ hvad der sker med dem, der ikke bare vil affinde sig med vampyrelvernes regler som levende madpakker. Med Utopia når serien derfor nye højder, og man kan næsten ikke lade være med at skynde sig at læse videre. Dog føles bogen stadig ikke som en helt, afsluttet bog i sig selv, men mere som en del af en bog. Jeg mener, det føles mere som  hvis man nu forestillede sig at alle tre bøger var udgivet i et bind, og i stedet for var “del 1 – Monstre” og “del 2 – Utopia” og så videre. Dermed ikke sagt, at bogen var kedelig eller usammenhængende, faktisk fandt jeg den langt mere spændende end den første, selv om det ikke er action, der er mest af, men mysterier og mere filosofiske spørgsmål imellem linjerne.

Del dette:

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.