Flush (Little Black Classics #120) af Virginia Woolf. Udgivet af Penguin i 2016, først udgivet i 1933. 115 sider.
“Things are not simple but complex. If he bit Mr. Browning he bit her too. Hatred is not hatred; hatred is also love.’
Virginia Woolf’s delightful biography of the poet Elizabeth Barrett Browning’s spaniel, which asks what it means to be human – and to be dog.
Denne her bog er simpelthen så sød, at jeg bare sad og følte mig helt varm inden i, da jeg havde læst den. Og sad og savnede min hund helt vildt meget. Woolf har skrevet en slags biografi om hunden Flush, der tilhørte digteren Elizabeth Barrett Browning. Jeg kender overhovedet ikke noget til hende eller hendes digte, så der var detaljer omkring hendes liv som gik ret meget hen over hovedet på mig.
Men Flush, åh sikke en herlig hund. Jeg ved godt, at meget af hans personlighed sikkert er Woolfs egen opfindelse, måske baseret på Brownings egne skriverier om hunden, men det var simpelthen en fryd af læse om, hvordan han kom til hendes hus og holdt hende med selskab inde på hende lukkede værelse i en nærmest bobblelignende tilværelse. Bogen emmer af kærlighed til hunde og Flush’s kærlighed til sin ejer, og igennem hans øjne følger vi deres tilværelse, den gang han bliver kidnappet og Browning gør alverdens ting for at få ham tilbage igen, da en mand begynder at fylde mere i hendes liv og den følelse af jalousi, det bringer frem i Flush. Til deres liv med en voksende familie og lige til den dag, Flush bliver gammel og dør lykkelig ved sin ejers side.
På mange måder er det en morsom bog, og man kan sikkert finde større spørgsmål hvis man vil. Men jeg nød bare at læse om Flush og hans forhold til sin ejer, og den måde Woolf skriver på og gør Flush til en ret stor personlighed i sig selv. Det er en hyggelig bog, der fik mig til at mindes min families hund og bare gjorde mig glad. Og det er præcis det, jeg ønskede mig af den. En lille kærlighedserklæring til kæledyr i al almindelighed og til hunde i særdeleshed. Og en dejlig læseoplevelse.