anmeldelser

Inkdeath (Inkworld #3) af Cornelia Funke

Inkdeath (Inkworld #3) af Cornelia Funke. Oversat af Anthea Bell. Udgivet af Chicken House i 2011, først udgivet i 2007 med titlen Tintentod. Læst på engelsk, originalsproget er tysk. 713 sider.

Læs mine anmeldelser af de første to bøger her: Inkheart og Inkspell.

Ever since the extraordinary events of ‘Inkspell’, when the story of ‘Inkheart’ magically drew Meggie, Mo and Dustfinger back into its pages, life in the Inkworld has been far from easy. With Dustfinger dead, and the evil Adderhead now in control, the story in which they are all caught has taken an unhappy turn.

Den tredje og sidste bog i Inkworld-trilogien Inkdeath, er på nogle måder ret mørkere end de foregående bøger. I denne her bog tager historien i Inkheart-verdenen en dyster drejning, og hele den måde Cornelia Funke sætter ideen om levende historier i spil får en meget stor betydning. Fenoglio er forfatteren til den fiktive “Inkheart” og i slutningen af Inkspell er han blevet så desillusioneret omkring sine evner, og i Inkdeath får hans ord endnu større betydning end hidtil. Cornelia Funke leger med det hvad der skal til for at skabe en karakter og sådan, især med karakteren Mo og det er en af de ting, jeg havde glemt, før jeg læste bogen igen og som egentlig er virkelig godt gennemtænkt.

Inkdeath er nok en af mine favoritter i serien, hvor karaktererne får lov til virkelig at udvikle sig og jeg kan især godt lide at se de indbyrdes forhold få mere dybde, for eksempel mellem Meggie og Resa, mens jeg virkelig føler med Elinor der bliver efterladt mens de andre trækkes ind i Ink-verdenen. Men det er også en bog, jeg har svært ved at forklare uden at afsløre for meget af hvad der sker. Faktisk er bagsideteksten alene en ret stor spoiler for slutningen af Inkspell. Inkdeath er en magisk historie om ordets magt, men også personlig styrke, død og familie, kærlighed og tillid til andre, og så er det samtidig en fantasyfortælling om de godes kamp mod det onde, en lille gruppe af mennesker, der trods enorme odds kæmper imod The Adderhead, den skræmmende ondskabsfulde mand, der hele tiden har truet og nu har fået overtaget og har en meget personlig agenda med Mo. Inkdeath er historien om Meggie, der elsker bøger og eventyrlige rejser, der pludselig befinder sig midt i en episk fantasykamp mellem det gode og det onde og opdager, at det er langt sværere at redde verden og hendes far end det er i bøgerne.

En af de ting, jeg faktisk virkelig godt kan lide ved bogen er slutningen. Ikke bare den måde det hele løses på efter at have bygget konflikten op og bruge både snilde og logik og sværdkamp til at løse problemet, men også det at det ikke er nok bare at overkomme The Adderhead, da der er andre karakterer, der kunne være lige så ødelæggende. Det er også epilogen, som er en af de få epiloger, jeg faktisk elsker og synes tilføjer noget til historien uden at lukke det helt ned og binde en alt for stor sløjfe på det hele og faktisk måske ender med at tage noget væk fra slutningen. Men jeg elsker epilogen i Inkdeath, der på den bedste vis illustrerer det, der har været gennemgående i hele serien; eskapismen i at læse og fascinationen ved andre verdener. Det bliver vendt på hovedet fordi det er “vores” verden, eller den verden Meggie og hendes familie kommer fra. Det er sjovt og anderledes og så fint.

Med Inkdeath kan det nogle gange godt føles som om den er skrevet til lidt ældre læsere end de første bøger er, men jeg kan samtidig ikke lade være med at beundre Funke for at turde tage historien til det niveau. Tonen er anderledes Der er stadig den samme magiske følelse og den samme bogkærlighed og alt det med ordets magt og magi, men det er ved at gå galt flere gange og det er ligesom om det er mere på spil i Inkdeath end de andre bøger. Det er en stærk slutning på serien. Hver gang jeg har læst Inkspell, er jeg gået ret meget i stå halvvejs og har svært ved at komme igennem den, men når jeg kommer til Inkdeath, så kan jeg igen mærke hvordan historien opsluger mig og jeg ikke kan lægge bogen fra mig igen. Meggies eventyr bliver meget større og der kommer meget mere på spil i Inkdeath, men Funke er god til at engagere sin læser og tempoet er højt nok til at man ikke keder sig. Jeg kan virkelig ikke anbefale serien nok, den engelske oversættelse er seriøst god hele vejen igennem serien, og selv om jeg ikke har læst bøgerne på tysk, er jeg helt vild med Cornelia Funkes skrivestil. Inkdeath og resten af serien er perfekte til fantasylæsere fra nok omkring 10-11 år og opefter, der er masser af eventyr, kamp på godt og ondt, politisk spil, men også søde eller sjove øjeblikke og et helt igennem fantastisk univers. Det er en af de serier, jeg aldrig bliver træt af at læse eller tale om og som jeg synes alle burde læse.

Del dette:

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.