Vent på mig (Wait For You #1) af Jennifer L. Armentrout

Vent på mig (Wait for You #1) af Jennifer L. Armentrout. Oversat af Anna Bridgewater. Udgivet af LOVEBOOKS i 2018, først udgivet i 2013 med titlen Wait For You. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk. 458 sider. Lånt på biblioteket.

19-årige Avery flytter fra Texas til West Virginia for at begynde på college, tusindvis af kilometer hjemmefra og langt væk fra en fortid fuld af smertefulde minder. Det eneste, hun ønsker, er at starte på en frisk, passe sine studier, få et par gode venner og ellers undgå alt for meget opmærksomhed. Dette er den eneste måde, hun kan flygte fra det, der skete til Halloween-festen fem år tidligere. En begivenhed, der ændrede hendes liv for altid.
Første dag på college støder Avery ind i den charmerende Cameron. Han er høj og flot, og han passer på ingen måde ind i Averys planer om at leve et stille og roligt studieliv. Avery afviser ham gang på gang, men Cameron giver ikke så let op …

Jeg havde slet ikke forventet så meget af den her bog, som jeg fik ud af den. I løbet af de sidste fem eller seks kapitler sad jeg nærmest og tudede mig igennem bogen. Averys baggrund var i store træk ikke en overraskelse for mig, men detaljerne var meget værre end jeg havde forestillet mig. I første omgang mindede historien mig om Aftalt spil af Elle Kennedy, selv om præmisset ikke er helt det samme, men heldigvis tager Armentrout sin historie i en anden retning.

Som karakterer kunne jeg virkelig godt lide både Avery og Cameron og alene det var noget jeg virkelig nød. Cameron er ikke kun sød og perfekt og den skønneste kæreste, han er også lidt af en idiot nogle gange, og begår fejl eller handler overilet, men det der gjorde, at jeg godt kunne lide ham alligevel er, at han udvikler sig. Han viser sig ikke kun at være en god potentiel kæreste, men også en morsom, beskyttende storebror, en fjollet kammerat og på den måde har han mange sider, som gør ham til en interessant karakter at læse om, i stedet for en buffed-up, sexet drømmefyr.

Avery er en interessant karakter, der bærer på en stor hemmelighed og virkelig meget skam og skyldfølelse. Som læser får man hurtigere informationer end de andre karakterer, hvilket jeg synes gjorde en stor forskel, for når hun opfører sig som en kælling, så forstår man som læser godt hvor det kommer fra, selv om man ikke nødvendigvis er enig i hendes handlinger. Som hovedperson var hun dejlig at følge, fordi der var både en baggrundshistorie og en fremtidig udviking og det føltes mere som at læse om et menneske end en karakter.

Jeg havde nogle problemer med hvor lang bogen var og jeg tror godt, den kunne være kortet lidt ned, da der var nogle gentagende momenter og lidt for ofte sad jeg bare og tænkte “så tal dog med hinanden!”. Til gengæld var det en rigtig god oversættelse, jeg stødte ikke på nogle øjeblikke, hvor jeg for alvor lagde mærke til enten fejl eller mærkelige oversættelser. Alt i alt er Vent på mig en god New Adult læseoplevelse, der byder på et væld af forskellige følelser, og virkelig veludviklede karakterer, der kommer ind under huden på mig. Desuden var jeg ret glad for at opdage, at det er en romance langt mere end det er en erotisk romance, som jeg ellers synes det meste NA er. Jeg vil helt sikkert læse videre i serien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.