Åndeløs (Elements #1) af Brittainy C. Cherry. Oversat af Merete Rostrup Fleischer. Udgivet af Flamingo i 2017, først udgivet i 2015 med titlen The Air He Breathes. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk. Lånt på biblioteket. 280 sider.
Efter at have mistet sin mand vender Elizabeth sammen med sin lille datter Emma hjem til sin fødeby i håbet om, der at kunne komme videre med sit liv og finde styrken til at være der for Emma.
Ikke meget har ændret sig, og alligevel føles alt anderledes. Men så møder hun Tristan. Ham alle taler om, men gør alt for at undgå. Tristan som har ry for at være både kold og usympatisk.
Tristan er typen Elizabeth ved, hun burde undgå, men hun kan umuligt ignorere den tiltrækning, hun føler. Snart finder hun ud af, at Tristan, ligesom hende selv, bærer på en stor sorg over at have mistet. En sorg han absolut ikke har i sinde at dele med andre.
Men vil det lykkes Elizabeth at få Tristan til at sænke paraderne, se fortiden i øjnene og lukke hende ind? Og er det overhovedet muligt for to mennesker så ødelagte at blive hele sammen?
Åndeløs er den første bog i Elements-serien, hvor de første to bøger ind til videre er blevet oversat til dansk. Og det er en bog, der er meget anderledes end jeg havde forventet. Dog er det helt min egen skyld, jeg havde nemlig ikke læst bagsideteksten før jeg gik i gang med bogen. Den var en del af de mange erotic romance, new adult og romance-bøger, jeg lånte med hjem tilbage i februar, da jeg virkelig bare var i humør til romance.
Det er en historie om sorg, om at miste ens partner, ens kærlighed og hvordan man overhovedet lever videre efter et stort tabt. Og på mange måder er det en smuk historie om to knuste hjerter, der måske får en chance til. Det var rigtig hårdt at læse om personer, der havde mistet den store kærlighed, deres familier og forsøgte at leve med den sorg, det er ikke ligefrem noget, man har lyst til at opleve uanset hvor gammel man er, men karaktererne i bogen var ikke vildt meget ældre end mine 26 år.
Karaktererne var på mange måder min yndlingsting ved denne her bog frem for plottet. Det vender jeg tilbage til om lidt. Elizabeth og Tristan er begge to mærket efter at havde mistet henholdsvis hendes mand og hans kone og barn i trafikulykker. Forskellen på de to er, at Elizabeths datter Emma stadigvæk lever og derfor har de to vidt forskellige måder at forsøge at tackle tabet på. Tristan lukker sig inde i sig selv, han er blevet byens særling med et ufortjent ry fordi han ikke lukker nogen ind, og Elizabeth vender tilbage til der hvor hun og hendes mand boede i et forsøg på at være der for sin lille datter og fokuserer meget af sin energi på hende. Åndeløs bliver en historie om, hvordan disse to dybt sårede mennesker forsøger at navigere muligheden for at de bliver glade for hinanden. De er bange for at miste igen, bange for at lukke nogen ind og ikke mindst er de på hver deres måde ret fucked up og begår forståelige og uforståelige fejl. De føltes så ægte, at det næsten gjorde helt ondt.
Især hang det ved, og gør det stadig, da Tristan efterlader Elizabeth og Emma efter et skænderi og ikke lader høre fra sig i længere tid. Selv om Elizabeths hjerte er knust endnu engang og hun selv føler sig forladt og ensom, så er det hendes datter, hun tænker på, da hun spørger sig for mht. Tristan. “Jeg har en 5 årig derhjemme, der ikke kan forstå hvor hendes ven bliver af”. Eller noget i den stil. På en eller anden måde var det en linje, jeg ikke kunne glemme igen. Emma er helt sikkert en vidunderlig karakter, men det er de voksne, historien handler om. Det er dem, der oplever de dramatiske udfordringer og dem, der mere end en gang begår fejl.
Når det kommer til plottet, så er der vel 2 drejninger i plottet, som for alvor har en betydning. Især for min oplevelse af bogen. Plot twistet omkring ulykken irriterede mig og det føltes unødvendigt og som ekstra drama bare for dramas skyld. Det andet er at der er en karakter, der var tæt inde på livet af Elizabeth og hendes afdøde mand som viser sig at have nogle ret overraskende motiver. Det tilføjede noget til historien som jeg godt kunne lide, mere end det andet twist, men jeg følte heller ikke rigtig at der var noget på spil med hensyn til den udfordring, han repræsenterede. Den lykkelige slutning, jeg forventede, føltes aldrig rigtig som om den var i fare på det tidspunkt. Det gjorde den senere og jeg kunne ikke lide at det blev tilføjet til historien. Måske var det et forsøg på at lave en pointe omkring tilgivelse og lignende, men det føltes bare forkert og unødvendigt.
Det endte med at forstyrre min oplevelse af bogen nok til at jeg efter at have tænkt over det har valgt at give bogen 3 hjerter i stedet for 4. Selv om jeg er glad for at Elizabeth og Tristan fik en chance til for at være lykkelige, så var det for mig unødvendigt at tage det ekstra, sidste twist med, og det blev for dramatisk for mig. Og på en eller anden måde bare upassende. Jeg har planer om at læse videre i serien, men jeg føler ikke noget behov for at skynde mig så meget. Åndeløs lagde ud med at være en smuk historie om knuste hjerter, der fr en chance til og den lige lovlig store mængde drama og unødige afsløringer gjorde slutningen til lidt af en skuffelse.