Daughter of Smoke and Bone (Daughter of Smoke and Bone #1) af Laini Taylor. Udgivet af Hodder Paperbacks i 2012, først udgivet i 2011. 420 sider.
Errand requiring immediate attention. Come.
The note was on vellum, pierced by the talons of the almost-crow that delivered it. Karou read the message. ‘He never says please’, she sighed, but she gathered up her things.
When Brimstone called, she always came.
In general, Karou has managed to keep her two lives in balance. On the one hand, she’s a seventeen-year-old art student in Prague; on the other, errand-girl to a monstrous creature who is the closest thing she has to family. Raised half in our world, half in ‘Elsewhere’, she has never understood Brimstone’s dark work – buying teeth from hunters and murderers – nor how she came into his keeping. She is a secret even to herself, plagued by the sensation that she isn’t whole.
Now the doors to Elsewhere are closing, and Karou must choose between the safety of her human life and the dangers of a war-ravaged world that may hold the answers she has always sought.
Daughter of Smoke and Bone er en genlæsning for mig, og jeg kan huske, at da jeg læste den første gang i … 2014, mener jeg, var ret vild med især atmosfæren. men jeg kom aldrig videre med serien. At jeg har taget mig sammen denne her gang skyldes, at fire af de booktubers, jeg følger, har startet en readalong af hele serien, en bog om måneden. I skrivende stund er jeg næsten færdig med bog to, så nu går det fremad.
Daughter of Smoke and Bone foregår i Prag, og det er det, jeg husker bedst fra min første læsning, og som jeg var endnu mere vild med denne her gang. Laini Taylor skriver meget atmosfærisk og tager sine karakterer med til både historiske steder, hvor arkitekturen er anderledes og imponerende, og til mystiske moderne steder som en cafe med kisteformede borde og gasmasker på væggene. Det er mange år siden jeg selv var i Prag, men det er lykkedes Laini Taylor virkelig godt at fange det stemning, der er i byen, hvor historie og moderne er side om side, blandet sammen og interessante hver for sig. Det føles mystisk og magisk og passer virkelig godt til historien.
Vi følger Karou, en mystiske pige med blåt hår og som samler tænder ind til den mystiske Brimstone. Det er måske en af de ting, jeg føler jeg mangler mest i bogen, og det er fjollet, for der er beskrivelser af Brimstone og de andre monsterlignende væsner i hans butik. Men jeg følte aldrig rigtig, at jeg havde et tydeligt billede af Brimstone selv, ikke nær så meget som Issa, et andet medlem af Karous monsterfamilie. Derimod får meget rigtig meget at vide om Zuzana, Karaous eneste rigtige veninde. På mange måder er hun enormt irriterende, nærmest hyperaktiv og ikke bange for at være skør. Men hun var helt umulig ikke at holde af, hun er helt sig selv og en af mine yndlingskarakterer i serien.
Plottet handler om Karou, hvor hun kommer fra og hvem hun egentlig er, og så handler det om Akiva, en seraph – en slags engel, måske er krigerengel den bedste beskrivelse – der kommer til Jorden for at lukke portalerne mellem Brimstones butik og menneskenes verden. Han møder Karou og føler sig uforklarligt draget imod hende. Karou hvirvles ind i en lang, lang krig mellem serapher og chimeara, som Brimstone og de andre. Mens hun lærer Akiva at kende, begynder det at gå op for ham at der er mere til Karou end hun selv ved. Det er ikke ligefrem en hurtig eller actionfyldt bog, den er meget karakterdrevet og jeg kunne virkelig godt lide både Zuzana og Karous venskab og Karou og Akivas spirende forelskelse, som bliver kompliceret uendeligt meget af krigen mellem hans folk og de chimeara, Karou kalder for familie. Og af fortiden. Det er ret fascinerende at se hvordan Laini Taylor væver minder fra fortiden ind i nutiden og selv om det går langsomt, fandt jeg det virkelig fascinerende at følge med i Karous opdagelse af hvem hun er.
Da jeg læste Daughter of Smoke and Bone første gang var jeg lidt forvirret. Jeg var mindre interesseret i karakaterbaserede fantasy, så da jeg læste den her anden gang var jeg meget mere investeret i historien og dybt optaget af historien mellem Karou og Akiva. Det gik også op for mig, at titlen referer til Karou, hvilket jeg slet ikke havde opfanget første gang og det giver så meget mere mening nu. Jeg ved ikke, om jeg forklarer plottet særlig godt, men det handler om “monstre” og krigerengle, en årelang krig, forbudte forelskelser – som i mellem de to racer -, om hemmeligheder, forræderi og genfødsel og om familie. Det meste af bogen foregår i Prag eller Marokko, og Laini Taylor er så god til at beskrive begge steder så man føler, at man er der. Det er lidt en ældre fantasytitel, men jeg nød den og er så klar til at læse videre i serien.
Comments