Heart of Thorns (Heart of Thorns #1) af Bree Barton. Udgivet af HarperCollins i 2018. Eksklusiv FairyLoot udgave. 438 sider.
In the ancient river kingdom, touch is a battlefield, bodies the instruments of war. Seventeen-year-old Mia Rose has pledged her life to hunting Gwyrach: women who can manipulate flesh, bones, breath, and blood.
Not women. Demons. The same demons who killed her mother without a single scratch.
But when Mia’s father suddenly announces her marriage to the prince, she is forced to trade in her knives and trousers for a sumptuous silk gown. Only after the wedding goes disastrously wrong does she discover she has dark, forbidden magic—the very magic she has sworn to destroy.
Til at begynde med var Heart of Thorns langsom at læse. Det er ikke fordi der ikke sker en masse, i løbet af de første få sider bliver Mia Roses liv vendt op og ned og mens hun forsøger at finde sig til rette i en helt ny og uvant, uvelkommen, rolle, forsøger læseren at finde ud af hvilket ben man skal stå på. Man bliver mere eller mindre kastet hovedkuls ind i universet og der gik lidt for lang tid før jeg følte, at jeg havde en forståelse af hvad der foregik, hvilken historie der lå i karakterernes og verdenens fortid. Magisystemet er anderledes og ret unikt, og i første halvdel af bogen virkelig mørkt og dystert. Fordi sådan ser man på dem, der kan udøve magien.
Sagen er den at det ret hurtigt viser sig at se sandheder som Mia Rose klynger sig til med foruroligende arrogance og hævntørst, for ikke at tale om stædig insisteren, mere eller mindre alle sammen viser sig at være løgn. Problemet er bare at i løbet af den første halvdel af bogen bliver Mias uvidenhed hamret ned oven i hovedet på både hende og læseren igen og igen og igen og igen, både af andre karakterer og endnu mere af hende selv. Så meget at det ret hurtigt holdt op med at føles som om de andre karakterer med mere viden, og mere nuanceret viden(!), ikke prøver at hjælpe hende men bare vil skælde hende ud for at tro på de ting, hun har fået fortalt hele sit liv – alle 17 år hun har levet. Jeg forstår hendes uvidenhed, men det er som om det er det eneste hun og mange af de andre karakterer kan se indtil man når et langt stykke hen i bogen.
Magisystemet er nemlig ikke nær så mørkt og dystert og ondsindet som Mia altid har fået fortalt. Som alle kvinder i hendes land får at vide. Ikke engang den fortid, de får fortalt, er sand. Mia er langt fra den eneste, der har fået fortalt alle disse løgne hele livet, men i hende er de blevet blandet med en nærmest umættelig tørst for hævn over dem, hun tror har slået hendes mor ihjel. Før hun ved af det er hun og den prins, hun skulle være gift med, på flugt fra deres eget land og søger tilflugt hos netop dem, hun altid har jagtet. Der sker rigtig meget i løbet af de første 200 sider af bogen, men det føltes langsomt fordi så meget af tiden går med at nogen skælder Mia ud for hendes uvidenhed. Ofte Mia selv.
Den sidste halvdel af bogen kommer der for alvor fart på og det er de sidste 200 sider, cirka, der trækker bogen op fra en mere gennemsnitlig bedømmelse for mig. Jeg elskede de sidste sider, hvor der ikke bare er action hele tiden, men også forræderier, overrasende afsløringer, nye sider af magien som måske kan give svar på nogle af Mias helt store spørgsmål og være med til at løse problemet med forfølgelsen af uskyldige kvinder på grund af frygten for den ondsindede magi. Der sker ikke bare et, men hele to store forræderier og jeg nød dem begge to virkelig meget. De passer rigtig godt til universet og jeg havde ikke spor imod at se hvordan forskellige karakterer viser sig at være nogle helt andre end man hidtil har troet. Der kommer store følelser for spil og netop som Mia er begyndt at indse at hun måske alligevel har følelser for prins Quin, bliver hun tvunget til at tage et umenneskeligt valg, der også besegler hendes søster Angelynes skæbne såvel som hendes egen.
Heart of Thorns har ret blandede anmeldelser på Goodreads og det ærgrer mig især at se, at mange har givet op på bogen. Dog forstår jeg det godt, jeg havde også svært ved at koncentrere mig om bogen i begyndelsen og følte mig forvirret over universet og dybt irriteret over karaktererne. Der er rigtig meget infodumping til at begynde med, hvilket sænker tempoet en del og nok mest er der for at man som læser har en idé om, hvordan Mia tror verden er, før hendes verdenssyn bliver vendt på hovedet og revet itu. Det er kun forid jeg blev så absolut opslugt af bogens sidste 200 sider, at jeg ikke har valgt at give bogen 3 hjerter, for jeg endte virkelig med at nyde den og læste de sidste kapitler med stigende spænding og hjertebanken. Derfor ender jeg på 4 hjerter, men det er en ret lav 4 hjerter, for der er nogle problemer undervejs, potentialet er stort med udførelsen halter en smule. Heart of Thorns viste sig at være en okay fantasy, med et lidt rodet univers, der kun lige bliver etableret før det bliver afsløret som værende en løgn, og en lidt haltende begyndelse. En stærk slutning hæver bogen, men opvejer ikke de andre ting helt. Jeg glæder mig selv virkelig meget til at læse videre, når efterfølgeren udkommer i november, for jeg er så spændt på hvad der sker med Mia, hendes søster Angelyne og prinsen Quin, for ikke at tale om alle de andre karakterer, efter den noget overraskende slutning.