anmeldelser

Puls (Collide #2) af Gail McHugh

Puls (Collide #2) af Gail McHugh. Oversat af Hanne Arnold. Udgivet af Flamingo i 2017, først udgivet i 2013 med titlen Pulse. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk engelsk. 432 sider.

Læs min anmeldelse af den første bog i serien her: Kollision.

Efter et grimt brud er Emily Cooper parat til at sætte alt ind på den mand, der har fyldt alle hendes tanker og drømme siden deres første, skæbnesvangre møde. Hun klamrer sig til håbet om, at det ikke er for sent at redde trådene ud og at Gavin stadig vil have hende.

Men Gavin befinder sig på afgrundens rand. I et forsøg på at glemme Emily er han forsvundet og det går hurtigt op for Emily, at hvis hun vil have ham tilbage, må hun lægge alle usikkerheder bag sig og være den stærke.

Nu skal hun bare have overbevist Gavin om at den altoverskyggende tiltrækning mellem dem ikke længere kan fornægtes og at kærligheden virkelig er værd at kæmpe for.

Jeg burde kunne have sagt mig selv, at det her ikke ville gå godt. Efter at have udskudt det i lang tid, fik jeg endelig taget mig sammen til at læse den anden og sidste bog i denne her duologi. Og jeg kunne måske ikke have forventet mindre, alligevel kedede jeg mig og karaktererne vandt aldrig mig over.

Mit problem med puls var meget af det samme, som det var i den første bog. Hovedpersonen Emily er simpelthen utrolig dum, der er ikke nogen pæn måde at sige det på. Det er stadig som om hun ikke er i stand til at tage et beslutning, baseret på hvad hun selv vil, og efter hun formåede at ødelægge alting godt og grundigt i slutningen af den sidste bog på grund af netop den viljeløshed og mangel på selvstændighed, havde jeg håbet at hun ville blive mere selvhævdende i denne her. Der var en enkelt øjeblik i forbindelse med Gavins mor, hvor jeg tænkte at der viste hun endelig noget indre styrke, men det kom alt for sent i historien til at jeg troede på det.

Jeg forstår ikke, hvad det er, der tiltrækker Gavin og Emily til hinanden, de har praktisk talt ingen kemi når man ser dem sammen, og ikke engang de mere hede scener gav mig indtryk af at de passede sammen. Der er enormt meget drama i denne her bog, på mange måder minder den mig faktisk om de der damebladsromaner fra Harlequin. Omkring hvert hjørne er der et nyt stort drama, der er ikke sparet på hverken slagsmål, sentimentale erklæringer af følelser, livsfarlige hændelser og store forandringer. For mig faldt det bare til jorden med de to hovedpersoner, som sagde mig så lidt. Jeg kunne stadig godt lide Emilys veninde, som er den eneste, der faktisk virkede som et tænkende menneske frem for en karakter i en sæbeopera. Måske er det bare skrivestilen, der fik karaktererne til at fremstå så ensidede, men med alt det drama der hele tiden stod på, så er det ikke så mærkeligt, at der ikke var plads til karakterudvikling. Jeg ville ønske, at McHugh havde givet hendes karakterer lidt mere dybde og måske brugt lidt mindre sideplads på at smide mere og mere drama efter dem. Det er jo ikke så sært at Emily er meget lidt selvhævdende efter den måde, hendes personlighed er blevet undertrykket af Dillon og hans langsomme psykiske nedbrud af hendes selvstændighed. Men hvis det var en pointe i historien, så havde jeg bestemt hellere læst en bog, eller serie, der havde fokuseret på det og mindre på hendes pludselige forhold til en ny mand, i stedet for hendes forhold til sig selv. Det ærgrer mig, for her kunne jeg ellers se potentiale i Puls, hvor Emily havde mulighed for at lære hvem hun selv er, på egne ben. Desværre var det ikke den historie jeg fik.

Alt i alt kan jeg kun tænke, at denne her duologi på ingen måde levede op til mine forventninger, og jeg havde endda nærmest ingen til bog to. Jeg varmede aldrig rigtig op med hensyn til karaktererne, der bare irriterede mig mere end noget andet. Der findes mange rigtig gode New Adult serier med fokus på romantiske og seksuelle forhold, men det her var ikke en af dem.

Del dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.