
Et af mine mål for i år er at færdiggøre flere serier. Jeg siger altid, at jeg elsker serier og det er sådan set også rigtigt. jeg har bare opdaget, at jeg er forholdsvis dårlig til at få dem læst færdig. Derfor besluttede jeg mig for at jeg vil gøre en indsats for at få læst de færdige serier, jeg allerede ejer. På min computer har jeg derfor i mit overdrevent detaljerede excelark over mine bøger også lavet et ark til serier, hvor jeg holder styr på, hvor mange forskellige serier jeg har, og om jeg har alle bøgerne i serien. Og har læst dem. Det er dog ikke helt det, det her indlæg skal handle om.
Det her indlæg bliver det første i en række, hvor jeg ser på hvordan det går med mit mål om at læse/færdiggøre flere serier i år. Jeg regner med, at det bliver noget, jeg skriver et indlæg om med sådan cirka 3 måneders mellemrum.
Til at holde styr på min serielæsning, har jeg lavet et dobbeltsidet spread i min bullet journal. For tiden bruger jeg den primært til læsning og bloggen, så egentlig er det mere en reading journal. Min seriesider er nogen, jeg fylder ud løbende, når jeg starter på en ny serie. Jeg skriver titlen på serien og forfatterens navn eller initialer ned, og det er en af de ting, jeg ville ønske, jeg havde fået gjort lidt pænere fra starten af. Men ideen er, at jeg laver små firkanter, en for hver bog i serien, og efterhånden som jeg læser videre i serien, farvelægger jeg den tilsvarende firkant. Hvis ikke alle bøgerne er udkommet, så laver jeg det for de bøger, der er udkommet ind til nu. Og når det er en bog, jeg ikke har læst i år men tidligere, har jeg sat et lille kryds i firkanten.
Ind til videre har jeg færdiglæst hele 9 serier i år, hvilket allerede er 3 mere end det mål, jeg havde sat for i år. Så lige på det punkt er det gået rigtig godt med at opnå mit mål og mit nye mål er at forsøge at færdiggøre 20 serier. Jeg tænker, at jeg godt kan sætte målet højt, da jeg tæller alt med mere end 1 bog som en serie. Således er der flere af de serier, jeg har læst ind til videre, som er duologier på 2 bøger, eller trilogier på 3 bøger. At antallet af serier et blevet så højt, er også en af grundene til, at jeg har valgt at lave løbende opdateringer på serier i stedet for en stor til sidst, der så ville blive alt for lang.
De serier, jeg har læst færdig ind til nu er:
- Inkworld af Cornelia Funke. Her genlæste jeg den tredje og sidste bog, Inkdeath, i år.
- Calendar Girl af Audrey Carlan. I den her serie har jeg i år læst den fjerde og sidste bog, Calendar Girl 4.
- Collide af Gail McHugh. Efter lang tids tøven, fik jeg læst Puls, den anden og sidste bog i serien i år.
- Everless af Sara Holland. Her har jeg læst begge bøger, Everless og Evermore, i år.
- Even the Darkest Stars af Heather Fawcett. Igen har jeg læst begge bøger, Even the Darkest Stars og All The Wandering Light, i år.
- Hibiscus Daughter af Lana Popovíc. Dette er endnu en duologi, hvor jeg har læst begge bøger, Wicked Like a Wildfire og Fierce Like a Firestorm, i år.
- Montague Siblings af Mackenzi Lee. Jeg hørte den anden og sidste bog, The Lady’s Guide to Petticoats and Piracy i år og serien står højt på min ønskeliste. Det er den eneste serie, jeg har læst færdig, som jeg ikke ejer. Jeg tæller den med i færdiglæste serier alligevel, fordi det er det, jeg holder styr på her i min reading journal og det med ejede serier er i mit excelark.
- Winnie the Pooh and A. A. Milne. I år læste jeg de 2 sidste bøger, When We Were Very Young og Now We Are Six.
- Anne fra Grønnebakken af L. M. Montgomery. Okay, jeg ved godt, at der faktisk er 8 bøger i serien eller sådan noget, og jeg har læst de første 3. Jeg tæller det som en færdig serie, fordi de resterende bøger ikke er blevet udgivet i den udgave jeg har, og faktisk har jeg set en del “sæt” af serien, der kun har de første 3 bøger. Jeg vil også sige, at jeg ikke rigtig har nogen lyst til at læse videre, efter jeg har læst Drømmen går i opfyldelse i år.
Jeg er selvfølgelig også startet på en hel del serier i år, eller har læst videre i nogen, og her er jeg ikke engang helt sikker på, at jeg har fået alle med, for nogle gange er Goodreads ikke helt opdateret med hensyn til om der kommer en efterfølger eller ej. Men som jeg har noteret det, er der 20 serier, jeg enten er startet på eller har læst videre i i løbet af 2019 ind til nu. Et par af dem er genlæsninger af serier, eller af tidligere bøger i en serie inden jeg når slutningen og der er i hvert fald også 1 fra biblioteket. Men som sagt, så tæller jeg alle serier med i den her oversigt. Forhåbentlig vil der være flere af disse serier, der er færdiglæst næste gang jeg opdaterer.
- Jeg har læst bog 2 i Tågespind-serien af Signe Fahl. Det er ind til videre den nyeste udgivelse i serien.
- Jeg har genlæst de første 4 bøger i Lorien Legacies-serien af Pittacus Lore med henblik på endelig at få læst de sidste 2 bøger.
- I den forbindelse har jeg også genlæst de første 3 novellesamlinger, i Lorien Legacies: Lost Files, der hører til samme serie.
- Jeg har læst den første bog i Villains-duologien af V. E. Schwab. OG har sidenhen fået begge bøger, den ene i gave, den anden forudbestilte jeg i den matchende paperbackudgave.
- Jeg har lånt og læst den første bog i Wait For You-trilogien af Jennifer L. Armentrout på biblioteket.
- Jeg har læst Amanda Lovelaces anden digtsamling i women are some kind of magic-trilogien både som lyd- og ebog.
- Jeg har læst bog 3 i Charlotte Fischers Sjælevandrer-serie og opdaget, at der i hvert fald er planlagt en bog 4 også.
- I forbindelse med mit mål om at få læst mine bøger fra FairyLoot, har jeg læst den første bog i Stream Raiders-serien af Sara Raasch og venter på af bog 2 udkommer. Jeg ved ikke, om der kommer flere en 2 bøger i serien.
- Jeg har fået læst lidt videre i Wild Seasons-serien af Christina Lauren og læst bog 2. Jeg mangler stadig at anskaffe de sidste 2.
- Fra biblioteket lånte og læste jeg også den første bog i Elements-duologien af Brittainy C. Cherry.
- Jeg har læst videre i De syv søstre af Lucinda Riley og mangler nu kun bog 5, af dem der er udkommet indtil nu.
- Jeg har også læst den første bog i Heart of Thorns-duologien af Bree Barton.
- Og den første i Grace and Fury-duologien af Tracy Banghart.
- Indtil videre har jeg læst de første 2 bøger i Den store djævlekrig-serien af Kenneth Bøgh Andersen.
- Jeg har læst den første bog i Mortal Engines-kvartetten af Philip Reeve ind til videre.
- Jeg har genlæst den første bog i The Invisible Library-serien af Genevieve Cogman med henblik på at få læst resten af bøgerne.
- Igennem en readalong på YouTube, har jeg ind til videre fået genlæst den første bog i Daughter of Smoke and Bone-trilogien af Laini Taylor.
- Jeg har genlæst den første bog i Mara Dyer-trilogien af Michelle Hodkin, ford jeg vil genopfriske serien inden jeg læser spin-off bøgerne.
- For nylig fik jeg også læst den første bog i Flame in the Mist-duologien af Renée Ahdieh.
- Og den første bog i Stormheart-duologien af Cora Carmack.
Jeg kan ret godt lide denne her måde at holde styr på mit fremskridt og at jeg rent visuelt kan se, hvor langt er jeg og hvordan det går. Det er meget motiverende, især med hensyn til at fortsætte serier, jeg har startet eller er fortsat med, hvilket var hele idéen. Jeg har færdiggjort 7 nye serier fra mine reoler, da Inkworld var en genlæsning og jeg endnu ikke ejer Montague Siblings bøgerne, så selv hvis jeg tager dem fra, har jeg allerede nået mit mål.
Hvordan har du det med serier, foretrækker du dem over enkeltstående bøger? Holder du styr på dine serier og hvordan?
Jeg har fået den helt samme gode ide med at få læst serier færdig eller up to date, da jeg også lagde mærke at jeg fik startet på alt for mange nye efter at have jointet Instagram og fast Youtube glugger af booktuber. Det var sådan et forsøg på at man gerne ville følge med i hvad alle andre læser og prøve så meget som muligt og så er det synd ikke at læse videre når man er helt vild med bogen eller venter så længe at du har glemt handlingen fordi du i mellemtiden har læst 50 bøger i mellem 1 og 2. Jeg er dog ikke enig i din argumentation for at du ikke læser Anne af Grønnebakken serien færdig, bare fordi der ikke er udkommet flere i den udgave du har, fordi den sikkert ikke har tjente sig ind, så syntes jeg ikke du skal bruge det som en dum undskyldning for ikke at læse videre, men være ærlig og sige at du syntes treeren slutter på et godt tidspunkt og at du ikke har lyst til at læse videre i den. Jeg har læst alle bøgerne og syntes de er fantastiske, men forstår også hvorfor at folk måske gerne vil stoppe et sted inden serien skifter synsvinklen ud fra Anne til nogle andre. Jeg har selv valgt ikke at læse videre i spin-off serien Emily. Glæder mig til følge dine opdateringer resten af året og se hvordan det går. Det er et vigtigt emne og et jeg syntes flere skal have fokus på. Jeg syntes man har for travlt med alle læse alt hvad der er også ikke gider at læse de måske mere middelmådige serier færdig fordi man ikke har tid eller der kunne være en bedre bog ventende. Jeg syntes bøgerne fortjener at blive læst færdig nu man er startet på dem, det er især de Youtuber jeg følger hvor jeg syntes de gør det og jeg forstår det ved min grød ikke. Det er ligesom en bog absolut skal være en topscore for at være det værd at læse videre? Jeg kan selvfølgelig forstå hvis bogen er eleding eller temaet/handlingen osv. Ikke er en. Men jeg syntes der er kommet en tendens til at folk giver for let op fordi mængden af bøger der kommer ud overstiger det der er muligt at læse. Jeg syntes man skal glemme det og læse det man har lyst til. Prøver selv at være tilgivende for en bogs fejl og mangler, for historien kan sagtens være god nok udover det. Du kan sikker regne ud fra min lidt for længe smøre at jeg mest er en serielæser, men det er fordi jeg elsker at blive i den verden når jeg først har forelsket mig i den første bog også fordi jeg syntes der ikke findes så mange standalones. Der er lidt en tendens til at der bliver skrevet flere serier end standalones syntes jeg.
God læselyst til resten af året
Tak for din kommentar! 😀 og så endda sådan en lang en 😀
Jeg har som sådan ikke noget imod at starte nye serier eller hente inspiration fra Instagram og YouTube, men jeg har opdaget, at jeg dels ofte har overset, at der er kommet flere bøger i serien, eller hvis jeg har dem stående, af en eller anden grund, der ikke er så vigtig, ikke har fået læst serien færdig.
Jeg elsker også serier af præcis samme grund som du skriver, jeg elsker at se hvordan en verden rigtig kan udfolde sig og at jeg kan blive i et univers, jeg er blevet vild med. Det generer mig ikke så meget, hvordan andre går til deres bøger, men jeg forstår personligt ikke rigtig DNF-tendensen. Jeg tror dog, det har mest at gøre med, at jeg er hurtig til at læse og jeg vil helst give en bog en chance til den er slut. Til gengæld har jeg ikke noget imod at give op på serier, det har jeg gjort flere gange, nogle gange fordi jeg har mistet interessen over tid, eller hvis jeg ikke længere får den samme nydelse ud af bøgerne i serien som jeg gjorde i starten. Det er faktisk det, der er grunden til at jeg ikke har lyst til at læse videre i Anne-serien, jeg elskede den første bog, men bog to skuffede mig og da jeg endelig var færdig med bog tre, gik det op for mig at jeg havde kedet mig bravt og fandt den ret uvæsentligt. Måske en dag hvis de vælger at fortsætte med at udgive de nye oversættelser, så kunne jeg overtales til at læse videre.
Mange tak, jeg håber ikke at det var et for kedeligt indlæg at læse, da det jo mest bare er lister, men jeg synes det er et ret spændende emne, det med serier og med rent faktisk at gøre dem færdig. Jeg har stadig 27 serier, hvor alle bøger er udkomne og står på mine hylder, og det er ligesom det tal, jeg gerne vil have ned i løbet af i år. Og så samtidig holde styr på hvilke nye serier jeg starter, for de får sandsynligvis det tal til at gå op en gang imellem. Det er godt, at jeg absolut elsker at se på mine reoler og vide, at der stadig er mange læseoplevelser, jeg har til gode. 😀
Hihi Ja gik lidt amok så svaret blev langt. Dejligt at høre der er andre som ikke forstår DNF kulturen, jeg gør det yderst sjældent. Har dog en hylde på goodreads med de 3 bøger jeg har gjort det med i tidens løb. Sådan lige for at holde styr på dem ellers glemmer jeg dem fordi de var på kedelig og vil ikke risikere at begynde at læse dem igen. Jeg kan også godt lide at give bøger en ekstra chance, men det med at opgive serier gør jeg som regel kun når jeg eksperimentere med at læse nyt. Men forstår dig helt hundred, for når man læser så mange bøger, kan bøgerne godt komme langt væk fra en og man mister interessen. Det skete for mig for nyligt, men tvang mig til komme ind i den verden igen og læse The Young Elites serien færdig og det blev heldigvis en god læseoplevelse da jeg endelig var nået over de første 100 sider. Det var så lang tid siden at jeg havde læst de to første at den føltes afsluttet for mig. Jeg syntes slet ikke at sådan et oplæg er kedeligt overhoved! Nogle af os bognørder elsker også statistikker! Man samtidig får inspiration til nye bøger, om en serie er god nok til at læse færdig. Også er det et godt indlæg som er lidt en reminder for mange om at huske at få afsluttet og komme up to date med deres serier og ikke kun læse nye bøger og starte nye serier. Jeg har selv været meget aktiv på de boglige medier de sidste 3 år og kan bare se hvor meget min bunke vokser og vokser! Så jeg var selv opmærksom på det og begyndte også den 1 i år med prøve at læse serier færdig, jeg dog ikke lige så effektiv da jeg har været i en læseslum så det har været meget korte bøger jeg har læst og enkelte længere. Så det er opmuntrende at se dine fremskridt og håber at forbedre det til resten af året. Men ja det er vigtigt at få tallet ned så der er plads til nye serier. Jeg tæller godt nok ikke kun i de bøger jeg ejer, men bare alle dem jeg har påbegyndt og gerne vil læse videre i og det tæller mere end 50! Ejer som regel kun de bøger jeg gerne vil genlæse og har ikke midler eller plads til alle de bøger jeg gerne vil have, så biblioteket er en trofast hjælp for tiden. Ville ønske jeg kunne kigge på reolen og få samme tilfredshed af se de samlede serier jeg ejer og har læst. Men det kommer nok på et tidspunkt. Det kan blive overvældende når man når for højt op. Så syntes det er godt at holde styr på dem så det hele ikke bliver for meget som du gør.
Spændende indlæg. Jeg har selv et serielæsningsprojekt kørende, hvor jeg hver måned trækker en ny serie, jeg er igang med, fra et TBR-glas, og planen er så, at jeg skal læse mindst en bog videre i serien i månedens løb. Serierne begrænser sig, i første omgang, til serier, hvor jeg ejer enten hele serien, eller indtil flere bind, som jeg endnu ikke har fået læst, og ved hvert årsskifte gennemgår jeg så glasset, og ser hvilke nye serier, der skal tilføjes, og hvilke serier, der kan fjernes helt fra glasset, fordi jeg enten har læst den helt færdig, eller læst alle de bøger, jeg ejer i den.
På min blog holder jeg styr på alle de serier, jeg læser i årets løb, og streger dem igennem, som jeg bliver færdig med. Hvis jeg læser videre i en serie, som jeg startede i f.eks. 2017, og som står under årets serier i 2017, så flytter jeg den op til det igangværende år, når jeg læser videre i dem. På et eller andet tidspunkt er håbet så, at der kun vil være færdiglæste serier på årsoversigterne. Genlæste serier, og bøger i serier, som jeg ikke anmelder på bloggen (f.eks. krimier) fremgår ikke af oversigterne.