anmeldelser

the witch doesn’t burn in this one (women are some kind of magic #2) af Amanda Lovelace

the witch doesn’t burn in this one (women are some kind of magic #2) af Amanda Lovelace. Udgivet af Andrew McMeel Publishing i 2018. Ebog lånt igennem biblioteksappen Libby. 191 sider.

Anmeldelse af den første bog her: the princess saves herself in this one.

The witch: supernaturally powerful, inscrutably independent, and now—indestructible. These moving, relatable poems encourage resilience and embolden women to take control of their own stories. Enemies try to judge, oppress, and marginalize her, but the witch doesn’t burn in this one.

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved, hvad jeg havde ventet mig af denne her bog. Da jeg læste Amanda Lovelaces første digtsamling,the princess, blev jeg blæst fuldstændig bagover og genkendte mig selv i mange af de sørgmodige digte, i mange af de rammende beskrivelser af knækkede piger. Og på en måde er the witch en direkte fortsættelse deraf.

Men det knækkede er væk og har efterladt en meget vredt, nærmest aggressiv fortæller, der i meget maleriske veninder og metaforer beskriver feminismens stadige kamp mod patriarkiet, piger og kvinders kamp for at få lov til at sige nej, retten til deres egen krop, deres egne følelser og tanker, til at efterfølge deres drømme og meget andet. Og på sin vis kan jeg godt lide det. Jeg så en anmeldelse, hvor denne nærmest brændende intensitet faktisk var for meget, hvor det blev opfattet som hadsk og det, der var værre. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om vi havde læst den samme bog. For mig er vreden forståelig, nærmest uundgåelig, når man læser om de mange uhyrligheder og krænkelser, overfald og mangel på rettigheder som kvinder verden over oplever. Det var den samme vrede, jeg oplevede i the witch, men for mig fremstod det ikke hadsk eller fjendsk. I løbet af the witch oplevede jeg nærmere snare en magtesløshed, som i starten var gennemgående og fik fortælleren til at rette sin vrede mod sig selv. I løbet af digtene blev den vrede mere og mere rettet mod det samfund og de mennesker, som fik fortælleren til at føle sig magtesløs og forkert og med det kommer også troen på at hun faktisk er mere. Det er den figur, der er heksen, men som i dag ikke bliver brændt på bålet.

Jeg kan godt lide Amanda Lovelaces skrivestil. Jeg ved, at der er rigtig mange der rynker på næsen af den form for digte og jeg kan næsten se for mig hvordan mine undervisere på universitetet, i gymnasiet og i folkeskolen ville have forkastet det som “ikke rigtige digte”. Og jeg kunne ikke være mere uenig. Digte behøver ikke være fyldt med metaforer og floskler, man behøver ikke følte stringente regler om rim og stavelser og trykfordelinger. Det vigtige er budskabet. Så selv om jeg ikke var lige så vild med the witch, som jeg var med the princess, så er jeg stadig virkelig imponeret over Lovelaces skrivestil, poetiske form og ikke mindst den historie, hun vil fortælle. Og jeg glæder mig til at jeg får mulighed for at læse den tredje og sidste digtsamling i serien, the mermaid’s voice returns in this one.

Del dette:

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.