Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt (Allan Karlsson #1) af Jonas Jonasson. Oversat af Anders Johansen. Udgivet af Modtryk i 2013, først udgivet i 2009 med titlen Hundraåringen som klev ut genom fönstret och försvann. Læst på dansk, originalsproget er svensk. 372 sider.
Efter et langt og begivenhedsrigt liv havner Allan Karlsson på det plejehjem, han tror skal blive hans sidste opholdssted på denne jord. Problemet er bare, at helbredet nægter at svigte, og en dag går det hverken værre eller bedre, end at han fylder trecifret. Pomp og pragt venter med borgmester, lokalavis og hele personalet, men Allan vil ikke være med. Han kravler ud ad vinduet.
Denne er bog er til tider så overdrevet, at det er umuligt at tro på. Men det er gjort på en måde, så den er sjov og humoristisk. Jeg fløj igennem bogen på en dag, og havde det så sjovt med at følge med i Allan Karlssons vanvittige eventyr op igennem historien.
Allan vokser op som en meget ikke-bemærkelsesværdig person, hans baggrund og opvækst i fattigdom og forældrenes lægger ikke op til, at han kommer ud for ret meget i sit liv. Men Allan har igennem hele bogen en virkelig imponerende rolig og optimistisk tilgang til tingene og langt de fleste af hans skøre påfund og oplevelser sker, fordi han tilfældigvis er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. I løbet af bogen møder Allan alle mulige historisk vigtige personer og påvirker vigtige begivenheder på tværs af Jorden og det hele er så absurd, at det var svært for mig ikke at nyde det. Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt har den der følelse af at sidde og høre ens bedstefar fortælle om de ting han oplevede som ung og mens man lytter, tænker man “ja ja, det er godt med dig.” Det understreges af at bogen indledes med et lille citat, jeg tror det er fra et interview med forfatteren, der handler om netop dette med at lytte til ens bedsteforældres historier og spørge sig selv, om det er virkeligt.
Om Allans oplevelser er virkelige er egentlig ikke det væsentlige i historien. Det er i hvert fald ikke det, jeg tog med mig fra bogen. I stedet opfangede jeg et budskab om at være positiv i sin holdning til livet, at tro på at det nok skal gå og for at være lidt jysk: “intet er så skidt at det aldrig er godt for noget”. Selv når tingene ser sorte ud for Allan, ender det godt, både i fortællingen om hans flugt fra plejehjemmet og følgende eventyr og i fortællingen om hans liv og mange oplevelser, som bliver fortalt ind i mellem. I løbet af sit liv har Allan således mødt både Stalin, Churchill, Franko, Dr Oppenheimer, præsident Roosevelt og endda Mao og Nordkoreas første, store leder. Og mange flere. Og gang på gang har han påvirket historiens gang, for eksempel er han kommet til at give hemmeligheden om atombomben både til Oppenheimer og uvilligt til Stalin, hvorefter han har siddet mange år i fængsel i en gulag, indtil han formår af flygte med Einsteins hemmelige bror og de udgiver sig for at være russiske militærmænd for at møde Nordkoreas leder og da de så bliver opdaget, er Mao der tilfældigvis og det viser sig at Allan mange år tidligere har reddet Maos kone fra ene kidnapning. Og sådan fortsætter det frem og tilbage på kryds og tværs over Europa, Asien og Amerika, og hele tiden bliver det mere og mere vanvittigt og derfor mere og mere underholdende at læse om.
Bogen bliver nogle gange beskrevet som “comic relief” og det kan jeg på en måde godt se hvorfor. Det er underholdene og det er sjovt, men jeg synes også der er lidt mere i det end bare noget, man skal grine af. Jeg elskede bogen og jeg leder efter den næste bog om Allan, for jeg er spændt på hvad mere han kan have oplevet i sit liv, nu hvor han bliver 101. Da bogen udkom fik den rigtig meget opmærksomhed, og det er helt sikkert velfortjent. Det er en perfekt bog til sommerhuset, til at have med ud at rejse, eller til at sidde derhjemme og læse. Allans mærkværdige eventyr er så bemærkelsesværdige, at det kun understreger, hvor ydmyg og afslappet mand, han selv er. Og frem for alt, rigtig nemt at holde med og holde af.