En af os lyver af Karen M. McManus

En af os lyver af Karen M. McManus. Oversat af NAVN. Udgivet af CarlsenPuls i 2018, først udgivet i 2017 med titlen One of Us Is Lying. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk. 400 sider.

Alle har hemmeligheder, ikke? Det, der betyder noget, er hvor langt du vil gå for at beskytte dem.
En helt almindelig mandag eftermiddag mødes fem studerende på Bayview High til eftersidning:

Brownyn, stræberen, som er på vej mod Yale og altid følger reglerne.
Addy, skønheden, som har lagt sit liv i hænderne på sin kæreste.
Nate, forbryderen, som er skolens lokale pusher.
Cooper, stjernen, som er alle pigers drøm og skolens baseball-stjerne.
Og Simon, outsideren, som er manden bag skolens berygtede gossip-app.

… men Simon kommer ikke ud af lokalet i live den mandag. Og tirsdag havde han planlagt at poste noget saftig sladder på sin app om de fire andre. Er én af de fire skyldige i Simons mord? Eller er morderen en helt anden?

En af os lyver blev pitchet til mig som værende unik fordi den bringer thriller/murder mystery til YA, og jeg skal ikek kunne sige, som det er rigtigt. Jeg vil sige, at jeg til at starte med havde givet denne her bog 4 hjerter, men at jeg næsten lige fra starten også svævede mellem 3 og 4. Det vigtigste for et mordmysterie er vel, at man ikke kan gætte, hvem der har gjort det. Og det gjorde jeg desværre med En af os lyver. Omkring halvvejs igennem bogen begyndte jeg at tænke på, hvem der kunne have gjort det og selv om jeg ikke helt kunne finde ud af hvorfor lige præcis denne person skulle have gjort det, så tænkte jeg, at det ville være en god kandidat. Og lidt af et twist. Jeg kunne godt lide identiteten på Simons morder, men jeg tror også, at det meget nemt kan opfattes som problematisk. Jeg kan godt se, hvor forfatteren har ville hen med den afsløring, men jeg havde selv et problem med, hvordan det blev præsenteret.

Bogen er en blanding af typisk teenage drama og et mordmysterie og jeg var helt klart mest interesseret i sidstnævnte. Desværre var bogen ofte meget heftigt til førstnævntes side, og selv om der ikke er noget galt i det, så var det overhovedet ikke hvad jeg gerne ville have fra denne her bog specifikt. En af os lyver tager ellers fast i ret mange interessante emner som identitet, kærlighed, lgtb rettigheder, snyd i skolen, giftige forhold, kriminalitet, skoleskyderier, mobning, selvmord, narkotika, de socialt udsatte og meget mere. Derfor føltes bogen også på en eller anden måde ufærdig, fordi der var så meget indhold i “teenage drama” delen, mens mordmysteriet blev skubbet lidt til siden. Det slog mig, mens jeg læste, at jeg hele tiden så karaktererne fra The Breakfast Club for mig mens jeg læste, men de har ikke noget som helst til fælles ud over stereotyperne. Og jeg tror, at det kommer sig af at det er en debutroman, der støtter sig meget til klichéerne.

Lige præcis det kommer ikke til at forhindre mig i at læse mere fra Karen M. McManus i fremtiden. Jeg kan godt lide hendes skrivestil, og hendes karakterer. Hele bogen fortælles fra alle fire hovedpersoners synsvinkel og selv om det er forvirrende i starten, var det også med til at jeg følte at de alle fire var deres egne personer med egne problemer og motiver. Jeg håber på at hendes næste bog har mere af den slags, og lægger mere vægt på mysteriet frem for dramaet. Men En af os lyver er en god debutroman, og mordgåden er bestemt fængende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.