Perlesøsteren (De syv søstre #4) af Lucinda Riley. Oversat af Ulls Lauridsen. Udgivet af Cicero i 2018, først udgivet i 2017 med titlen The Pearl Sister. Læst på dansk, originalsproget er irsk engelsk. 592 sider.
Læs mine anmeldelser af de første tre bøger her: De syv søstre*, Stormsøsteren og Skyggesøsteren.
CeCe har aldrig rigtig følt, at hun passede ind nogen steder, og efter faren, Pa Salts, død kan hun næsten ikke klare mere. Hun dropper ud af kunstskolen og kan kun se til, mens hendes søster Star lige så langsomt bevæger sig ud af hendes liv. I desperation beslutter hun sig for at forlade England og udforske sin fortid. Det eneste, hun har at gå efter, er et sort-hvid-foto og navnet på en kvindelig pioner, der boede i Australien for over hundrede år siden. På vej mod Sydney gør CeCe holdt i Thailand, og her møder hun den mystiske Ace, der er lige så ensom, som hun er, og som viser sig at gemme på en hemmelighed …
Hundrede år tidligere får Kitty McBride, datter af en præst i Edinburgh, mulighed for at ledsage den velhavende mrs. McCrombie på en rejse til Australien. Her bliver den unge piges skæbne hvirvlet sammen med familien Mercer, deres perle-eventyr og ikke mindst de to helt identiske, men af sind fuldstændig forskellige tvillingebrødre, Drummond og Andrew.
Da CeCe endelig når frem til Australien, begynder hendes søgen for alvor, og med hjælp fra folk, hun møder på sin vej, finder hun på det store, farverige kontinent lige så langsomt frem til følelsen af at høre til.
Jeg har været meget spændt på historien om CeCe. Ud af alle de seks søstre, er hun nok den, jeg havde det sværest med, når hun dukkede op i de andre søstres historier, fordi hun meget hurtigt kom til at optræde meget egoistisk. Og det troede jeg egenlig ikke, at hun var, men det er svært at undgå, når hun har en meget dominerende personlighed og især over for søsteren Star fra Skyggesøsteren. CeCes historie kunne derfor næsten ikke andre end at overraske mig, for jeg havde endnu ikke varmet helt op omkring hende.
For at være ærlig, så har jeg stadig ikke helt. Ikke fordi jeg synes, hun er en skurk eller noget, men jeg var nok endnu en gang mere interesseret i hendes families historie, i dette tilfælde Kitty McBride, end i CeCes egen. Og så alligevel, for CeCe oplever mange spændende ting og hvis der er en ting, hendes historie understreger, så er det, at hun på trods af din tilsyneladende dominerende opførsel er meget ensom og accept-søgende og usikker på sig selv på en måde som jeg også selv overså indtil jeg kom ind i hovedet på hende. Lucinda Riley er endnu en gang god til at karakterisere sin hovedperson og gøre hende til sin helt egen. Med CeCe er det svært, fordi hun ikke føler, at hun passer ind nogen steder, og hendes søgen efter sig selv – og hungren efter tilhørsforhold og accept – gør hende meget rastløs. Den rastløshed fører hende helt om på den anden side af Jorden i søgen efter sine rødder. På det punkt følger Perlesøsteren meget formlen fra de foregående bøger, at hun ikke kun finder ud af, hvor hun stammer fra og hvem hun stammer fra, ofte med familiehemmeligheder til følge, men hun finder også sig selv og mennesker, som hun føler sig hjemme i blandt.
Men hvis der ikke er noget i vejen med den formel, er der ikke nogen grund til at lave om på den. Med Perlesøsteren tror jeg også, at vi bevæger os lidt længere frem i tiden i forhold til de andre bøger, der alle sammen starter omkring det samme tidspunkt – nyheden om Pa Salts død – og i og med at CeCe rejser langt væk, bliver hendes historie ikke på samme måde viklet sammen med de andres.
Jeg kunne virkelig godt lide det fokus på kunst og malerkunst især, som der er i bogen. CeCe har hele livet været en kunstnerisk sjæl, men det lader ikke til at det kommer fra fremmede og faktisk kan man i Perlesøsteren også lære en del om australsk og ikke mindst aboriginal kunst og kultur, både i CeCes tid med også især i den del af bogen, der er Kittys historie. Jeg kan forestille mig, at der ligger et stort research arbejde bag ved, og det gav mig kun lyst til at lære mere omkring en del af verden, og ikke mindst ets folks historie og kultur, som jeg ikke har lært meget om.
Jeg nød virkelig at få CeCes historie og komme mere ind under huden på hende og lære hende bedre at kende, og især hendes voksende selvtillid. Kitty McBrides historie er fuld med hemmeligheder og forfærdende historiske fakta, jeg savnede lidt at se hende være den “feministiske forretningskvinde” som hun bliver beskrevet når CeCe spørger sig for. Der er et stort hul på årtier i Kittys fortælling, sandsynligvis fordi det ikke er det, historien handler om når de forsøger at finde ud af hvordan hun kan være i familie med CeCe, hvis hun er det.
Min skepticisme omkring denne her bog blev gjort til skamme, de handlede primært omkring CeCe som hovedperson, men jeg nød ærligt talt at følge en helt andet hovedperson og en, der virkelig kan lære læseren en del om at følge sine drømme, om selvtillid og om at være sig selv. Det kan godt være, det ikke er min yndlingsbog i serien, men den er bestemt i den retning og jeg er kun blevet mere nysgerrig på Pa Salt. I alle bøger, denne her inklusiv, er der både hints og spørgsmål omkring hans fortid, hvordan han fandt søstrene og ikke mindst, hvorfor den syvende søster aldrig kom. Det er som om alle søstrene ind til videre har set ham på et tidspunkt, hvor de har været meget i tvivl om en stor beslutning, og jeg håber, at vi får løst nogle af mysterierne omkring Pa Salt inden historien er omme.
Den næste bog i serien er på min læseliste for maj, og jeg er så spændt på at læse om Tiggy. Hun og Elektra, de to yngste søstre, er nok dem, der har optrådt mindst i serien ind til videre, så jeg har ikke nogen idé om, hvor de tager mig hen. Perlesøsteren er endnu en spændende historie om en helt speciel familie og ikke mindst en unik søsters personlige historie og fascinerende baggrund. CeCe overraskede mig så positivt og Perlesøsteren er absolut anbefalelsesværdig.
Comments