The Handsome Prince af Mette Steiner. Selvudgivet i 2018. 200 sider.
Anmeldereksemplar fra forfatteren.
Everybody has a story to be told, whether it be villain or hero. Whether you are royalty or peasant. Everybody has a story, and everybody has the right to have their story told. A true story is told by an individual who is objective and neutral in their words. A storyteller captivates his audience with his voice and his choice of words. Only a true storyteller can spellbind his listeners with nothing but the sound of his voice. It takes a true storyteller to tell the honest and truthfull stories.
A hero’s story is grand and told from many mouths, but seldom do we hear the villain’s story. We never question the hero’s stories or motivation, but we never ask about the villain’s in return. Do we ever truly know the reasons behind their actions?
This is the story of not one, not two, but three stories. The story of a prince, the story of a hero and the story of a villain.
Da en af mine veninder kontaktede mig på vegne af en af hendes veninder, for at spørge om jeg ville anmelde hendes bog, var jeg oprigtigt forsigtigt. Jeg har ikke noget imod at anmelde bøger af folk, jeg kender, men det indebærer alligevel på en eller anden måde en form for frygt. Men jeg kunne virkelig godt lide lyden af bagsideteksten, og det koncept, den byder på.
Og jeg blev ikke skuffet. The Handsome Prince handler ikke kun om magi og kampen mod det onde, men også om det at fortælle historier, om kraften i af fortælle historier og både farerne og fordelene ved historiefortælling. Det er egentlig en ret enkelt historie, men forfatteren tager fat i en del forskellige synsvinkler. Og tider, hemmeligheder fra nogle karakterer barndom, fra afdøde familiemedlemmers levetid, og nye hemmeligheder. Hele bogen er centreret omkring det at fortælle historier og det er fascinerende. Mette Steiner leger med måden man fortæller på, men især grundene til hvorfor man fortæller en historie – eller hvorfor man ikke gør.
Især var jeg vild med hvordan et par af karaktererne kropsliggør fortælleren, og har evnen til at bruge en bestemt stemme, der kan få andre til at adlyde deres vilje. Alex, som jeg formoder er den helt, der fortælles om i sidste linje af bagsideteksten, har denne evne og uden at vide det, bruger han den til at fortælle historier for landsbyens børn. Historier om den mystiske prins, som ingen har set i mange år. Prinsen var som barn kendt som et ualmindeligt smukt barn, indtil han en dag blev overfaldt og fik ansigtet skamferet med et tilsyneladende magisk våben. Selv om Alex’ historier er fiktion, er det som om de bliver mere konkrete jo mere Alex fortæller om prinsens hemmelige eventyr. Og den onde, det vil jeg sige er den heks, der overfaldt prinsen som barn. Men det er nemt sagt, og en del af Mette Steiners fortælling går med at få læseren til at se andre sider af Selenas skæbne, lige fra barnsben og op til det tidspunkt, bogen foregår på.
Det var spændende at læse om, og jeg følte virkelig, at man kom tæt på flere af karaktererne. Men jeg savnede mere verdensopbygning, savnede på en måde at jeg forstod mere af det univers, som bogen foregår i. Det havde været dejligt at se, at noget af tiden blev brugt på at uddybe den verden i stedet for at gentage flere pointer omkring synet på især Selena, men også især den tidligere konges hemmeligheder.
Det var svært at vende mig til, at historien var skrevet på engelsk, hvilket måske er fjollet. Men jeg har på fornemmelsen at den følelse af gentagelser, ikke i handling men i sproget, ikke ville være så gennemtrængende. Mange ord og formuleringer går igen i løbet af hele bogen og selv om det ikke var noget, jeg kunne sætte fingeren på mens jeg læste, har jeg forstået bedre, at det er fordi en ikke-engelsktalende forfatter måske har holdt sig til meget enslydende formuleringer. Og så var der flere gange, hvor korrekturen sprang i øjnene på mig – eller manglen på samme.
Under alle omstændigheder, så ville jeg ønske, at denne her bog var nemmere at få fat på. Det er vist mest et projekt, der er blevet udgivet for forfatterens egen skyld, som en gave eller sådan noget i hvert fald ifølge tak-afsnittet. Det er en god historie, og et interessant emne at tage op. Jeg tager mig selv i at håbe, at forfatteren skiver mere og får mulighed for at få sine historier længere ud.