“One summer morning at sunrise a long time ago I met a little girl with a book under her arm.” ~ Juni book haul

Titelcitat af Tove Jansson.

Juni måned er fløjet afsted og jeg har haft alt for travlt med alt muligt. Og jeg ved alligevel ikke helt, hvad jeg har brugt tiden på, udover at forsøge at blive god til at skrive ansøgninger. Men jeg har også fået en hel del nye bøger og det er det, det her indlæg skal handle om. Alt i alt endte jeg med at føje 17 nye bøger til min samling i løbet af måneden og jeg vil starte med dem, jeg har fået tilsendt til anmeldelse.

Ude foran døren til min lejlighed ventede der en dag en overraskelsespakke fra People’s Press, der indeholdte sommerlæsning af den bedste slags. Den første er en New Adult romance, Historien om os af Renée Carlino, der handler om Emiline. En dag åbner hun den nyeste bestseller og finder ud af at den handler om hende. Hendes traumatiske opvækst og liv langt ude på landet, og bogen kan kun være skrevet af hendes dengang bedste ven som forsvandt for over 10 år siden. Jeg er så spændt på at læse den og finde ud af, hvad der sker. Den anden bog i pakken er Dream Maker 1 af Audrey Carlan. Den hedder også International Guy nogle steder, men på dansk kalder de den altså Dream Maker. Den første bog der samler de første 4 dele, Paris, New York, København og Milano og handler om Parker Ellis, der rejser rundt og opfylder rige kvinders ønsker. Jeg forventer meget at den er lidt i stil med Calendar Girl af samme forfatter, men jeg er spændt på at læse om en mandlig hovedperson. Jeg kunne godt lide de tidligere bøger, jeg har læst af hende, så det er bestemt en, jeg ser frem til og kan se mig selv tage med på stranden.

Derudover fik jeg tidligt på måneden en meget spændende pakke fra Sourcebooks, der havde tilbudt at sende mig et eksemplar af Kingsbane af Claire Legrand. Det er efterfølgeren til Furyborn og jeg glæder mig simpelthen så meget til at læse den. Det er episk fantasy, hvor vi følger to forskellige dronninger på tværs af et årtusind og det er rimelig storslået. Derudover fik jeg også en mail fra Nikolaj Johansen selv, og sagde ja til at modtage den tredje og sidste bog i Revolutionstrilogien, eller Transformationsmaskinen, Gennem kul og blod som udkommer den 1. juli. Jeg har virkelig nydt de to første bøger i hans steampunk fortælling inspireret af koloniseringen og jeg glæder mig så meget til at se, hvordan det hele ender.

Fordi majs FairyLoot var ret sent til at blive sendt afsted, så fik jeg både den og juniboksen i denne her måned. De to bøger er The Beholder af Anna Bright og Sorcery of Thorns af Margaret Rogersen. Den første er meget romancebaseret fantasy, men også med inspiration af forskellige mytologier og den anden handler om magiske biblioteker, troldmænd og dæmoner og jeg glæder mig til at læse dem begge to selvom de er meget forskellige. Mine uunboxings af begge FairyLoot bokse findes her: Unlikely Romances og Broody Banter.

Det her var et heldigt fund! Jeg har indtil nu kun læst bøgerne som lydbøger, og egentlig har jeg længe gerne ville tilføje dem til min samling. Jeg er ikke engang halvvejs med serien, men da jeg fandt de første tre til nærmest ingen penge, skyndte jeg mig at købe de første tre bøger i Royals-serien. Det er Papirprinsessen, Askeprinsen og Løgnenes palads alle tre af Erin Watt. Jeg har altid lyst til at læse romancebøger om sommeren og glæder mig til at fortsætte serien. Jo, jeg skal også have bog 4 og 5 på et tidspunkt.

Faraos Cigarer er åbnet i Odense, hvilket jeg har skrevet et helt indlæg om her. Deri nævte jeg også noget om at jeg fik købt alt for meget, da jeg var derinde. Det blev til 6 graphic novels og to mangaer, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg kommer til at bruge mange penge derinde. Jeg fik først og fremmest købt Death Note IV af Tsugumi Ohba, så nu mangler jeg kun volume 5 og 6. Det er vel egentlig min yndlingsmanga. Den handler om Light, der får fat i en Death Note, en japansk dødsguds notesbog, som han finder ud af at bruge til at slå ihjel. Til at starte med er hans intentioner gode, men efterhånden begynder det at gå helt galt, især da alles øjne rettes mod Japan på grund af hans handlinger.

Den anden manga er Orange, volume 1 af Ichigo Takano. Det er en manga, jeg har set rigtig mange på BookTube snakke om og anbefale og en jeg gerne selv vil læse. Serien handler om en pige, som en dag får et brev fra sit fremtidige jeg fra 10 år ude i fremtiden og pludselig begynder de ting der står i brevet at ske i virkeligheden.

Jeg købte også de næste to volumes af Saga af Brian K. Vaughan og Fiona Staples. Det er en space opera/science fiction serie om to elskende fra modstridende racer og deres kamp for deres kærlighed – og deres datter. Ind til videre har det været en virkelig spændende historie, med mange forskellige synsvinkler og overraskende twists. Jeg har nu op til volume 4 ud af de 9, der er udgivet.

Derudover har jeg købt et par andre første volumes af serie, blandt andet The Umbrella Academy – Apocalypse Suite af Gerard Way. Serien er for nylig blevet til en Netflix serie, som jeg ikke har set fordi jeg venter til jeg har læst serien. Ind til videre er der 2 volumes ude, men det 3. er endelig blevet annonceret og kommer vist nok til efteråret. De andre tre var mere eller mindre impulskøb forbi jeg synes de lyder spændende. Fables – Legends in Exile af Bill Willingham, Paper Girls 1 af Brian K. Vaughan og Deadly Class – Reagan Youth af Rick Remender. Jeg satser på at jeg kan få flere af dem med i min NEWTs læseliste til august.

Har du fået nogle spændende bøger i løbet af juni?

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.