Serieopdatering #2

Jeg forsøger at læse flere serier, og færdiglæse dem, i 2019 og dette er andet indlæg i min serieopdaterings-serie. Man kan læse den første indlæg her: serieopdatering #1. Apropos det første indlæg, så tror jeg at både jer og jeg selv ikke fik det ud af indlægget, som jeg først havde tænkt mig. Og jeg er kommet frem til at det er fordi denne side i min reading journal ikke rigtig handler om det, jeg gerne vil have det her indlæg, og det her læsemål, til at handle om. Jeg holder dog stadig meget af min serie-tracker, og som man kan se har jeg også fylde den meget mere ud siden sidst. Faktisk har jeg lavet den på ny, så den blev nemmere for mig at læse og udfylde over tid.

Det, det faktisk handler om, har jeg også lavet en side til. Jeg er virkelig glad for at lave listesider i min reading journal efterhånden.

Mit læsemål er at bringe denne her liste ned. Listen indeholder alle de færdige serier, jeg ejer, som jeg ikke har læst færdig endnu. Og kun dem, hvor alle bøgerne er udkommet og jeg faktisk ejer dem. Det er de serier, jeg især gerne vil læse færdig og selv om det foregående billede fungerer rigtig godt til at holde styr på de serier jeg læser generelt, så bruger jeg dem sammen.

Jeg ved ikke om det vil fungere for alle, det har taget mig lidt tid at få de to lister til at spille sammen og man vil måske undre sig over at der kun er 3 færdiglæste serier på billedet to, mens der er mange flere på det første billede. Og det er fordi der gik lang tid, før jeg faktisk lavede listen på det andet billede. Jeg tror, det havde været smart at starte begge lister i starten af året, så der var mere tydelig sammenhæng mellem de to, men så ved jeg det til en anden gang.

Hvorom alting er, så skal det her indlæg handle om de serier jeg har læst færdig, er fortsat på eller er startet på siden sidst.

De serier, jeg har læst færdig fra start april til slut juni:

  • Lorien Legacies serien af Pittacus Lore. Jeg har genlæst bog 5 siden sidst, og endelig fået læst bog 6 og 7.
  • Lorien Legacies: Lost Files serien af Pittacus Lore. Jeg har i forbindelse med min læsning af hovedserien også genlæst novellesamlingerne og fik læst bog 4 og 5 siden sidste opdatering.
  • The Raven Cycle kvartetten af Maggie Stiefvater. Jeg har endelig (endelig!) fået læst den sidste bog i serien færdig og jeg savner allerede universet.
  • Daughter of Smoke and Bone trilogien af Laini Taylor. I sidste opdatering fortalte jeg, at jeg havde startet serien i forbindelse med en readalong på YouTube og siden da har jeg fået læst serien færdig, og elsket den!
  • Godnathistorier for rebelske piger af Elena Favilli og Francesca Cavallo. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en serie som sådan, men jeg har læst begge bøger i løbet af de sidste tre måneder.
  • The Lunar Chronicles kvartetten af Marissa Meyer. Jeg har debatteret lidt om jeg skulle have den her med på listen, for jeg mangler at læse novella’en Fairest, men jeg tæller den ikke rigtig med som en del af serien, det gør jeg generelt ikke med novellas. Under alle omstændigheder er den på min læseliste til august.
  • Percy Jackson and the Olympians serien af Rick Riordan. Teknisk set har jeg læst hele serien før, men ikke efter jeg selv købte dem. Jeg har fået læst de to sidste bøger nu og al min kærlighed til serien er blusset op på ny.

Det er ikke helt lige så mange serier som sidst, men til gengæld er de 6 ud af de 7 serier, jeg selv ejer og derfor er det helt klart et win i sig selv.

Men jeg har selvfølgelig også startet og fortsat en hel del serier. Så jeg forsøger at holde den her liste meget kort og præcis. Forhåbentlig vil nogen af serierne dukke op igen i en af de to sidste opdateringer når jeg har læst dem færdig.

De serier, jeg er startet på eller har fortsat fra start april til slut juni:

  • De syv søstre serien af Lucinda Riley. Jeg har fået læst bog 5 og venter nu spændt på at bog 6 udkommer til november.
  • Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen. Jeg har fået læst bog 3 og 4 og færdiggjort den oprindelige kvartet af bøger. Men jeg tæller den først som læst færdig, når jeg har læst de to sidste bøger.
  • Mortal Engines af Philip Reeve. Jeg har fået læst bog 2 i serien og skal helt sikkert have fat i resten af serien.
  • The Invisible Library af Genevieve Cogman. Jeg har kun fået læst en bog mere i serien siden sidst, men jeg skal helt sikkert snart læse videre.
  • Jeg har fået læst en del FairyLoot-bøger, som har udkomne og/eller planlagte efterfølgere. Så jeg er i gang med Girls of Paper and Fire duologien af Natasha Ngan, Skyward duologien (tror jeg) af Brandon Sanderson, Sorrow duologien af Melissa Salisbury og Rime Chronicles duologien af Mindee Arnett.
  • Furthermore af Tahereh Mafi. Jeg har endelig fået læst Furthermore og fandt ud af at der er en slags companion historie, som kan læses uafhængigt af bogen hvis man vil.
  • His Dark Materials af Philip Pullman. Jeg er ikke helt sikker på, hvornår jeg sidst læste Northern Lights, men jeg har fået læst The Subtle Knife og prøver at finde tid til at læse The Amber Spyglass snarest muligt.
  • Shatter Me af Tahareh Mafi. Jeg har genlæst den originale trilogi siden sidste år og måske kunne jeg tælle det som en færdiglæst serie, men jeg har allerede både bog 4 og 5.

Jeg ved ikke, om den her slags indlæg er for kedelige at læse, men jeg kan personligt selv godt lide at stoppe og kigge på min serielæsning. På nuværende tidspunkt er min liste af færdige, ulæste serier på 33, nogen er jeg startet på, nogen er jeg slet ikke, og det er helt sikkert et mål at bringe det tal ned til næste opdatering.

Hvad er den bedste serie har du læst færdig på det sidste?

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.