Den forkerte død (Den store djævlekrig #3) af Kenneth Bøgh Andersen. Udgivet af Høst og Søn i 2010, først udgivet i 2009. 321 sider.
Jeg har anmeldt de to første bøger i serien her: Djævelens lærling og Dødens terning.
Filip – hovedpersonen fra Djævelens Lærling og Dødens terning – bliver ved skæbnesvangert uheld skyld i, at en dreng dør. Filip vender tilbage til Helvede for at hente ham tilbage til livet og hans rigtige død, således at skæbnen kan blive genoprettet.
Men i Helvede har meget forandret sig. Mange djævle har vendt Lucifer ryggen, efter de i Dødens terning blev frataget deres udødelighed, og rygtet vil vide, at de uden for Helvedes sorte mure er ved at forme en hær, der skal styrte Djævelen fra tronen. Sammen med hundjævlen Satina indleder Filip sin sælsomme og farefulde færd, der bringer ham både til den mørke del af Hades og til Paradis, hvor han møder Himlens og Jordens skaber.
Den forkerte død er skrevet i samme humoristiske stil som de to første bøger og fortællerstemmen er helt eminent. Bogen er lige så let af falde ind i og lade sig opsluge af, så man glemmer tid og sted. Der er ret mange referencer til hændelser i tidligere bøger, og som altid er der både noget at komme efter for de yngre og ældre læsere. Jeg har måske ikke nydt bogen helt lige så meget som de første to, men jeg er stadig fuldt ud investeret i serien og karaktererne. Det kan godt være at serien er mere end 10 år gammel, men den føles meget moderne i dens skrivestil og fortællerstemme og der er nærmest noget tidsløst over bøgerne eller udødeligt hvis man vil undskylde det pun.
Den forkerte død er tredje bog i Den store djævlekrig-serien og det kan man godt mærke. Lige fra starten af, kunne jeg mærke at indsatsen var højere, der var mere på spil og der er lagt op til en stor konflikt. Efter slutningen på Dødens terning, er der meget i Helvede der er anderledes. Jeg synes det er lidt ærgerligt at bagsideteksten afslører det, så derfor vil jeg ikke sige mere om det end bogen allerede gør. Men jeg er vild med den konflikt der er opstået og hvordan man bliver præsenteret for begge sider. Det er selvfølgelig meningen at vi skal holde med Filip, men der er en del tankevækkende ting at overveje i spørgsmålet om liv og udødelighed.
Bogen starter også anderledes ud, denne gang tager Filip til Helvede med vilje, efter at en misforståelse resulterer i en anden drengs forkerte død. Det er Søren, drengen der mobbede Filip i den første bog og på en måde var skyld i at han i første omgang kom til Helvede som djævelens lærling.
Men i Helvede har mange ting forandret sig og det er langt fra alle der er særlig glade for at Filip er vendt tilbage. Alle hans ture frem og tilbage er også begyndt at få konsekvenser, han kan kun komme hjem igen ved Vita, selve Livets hjælp, og imens han venter, bliver han hvirvlet med ind i problemerne. Uden for murene samles de utilfredse dæmoner og rygterne vil vide at de vil forme en hær og fjerne Lucifer fra tronen. Den forkerte død samler en del af de tråde, der er blevet lagt ud i de første to bøger, men for mig at mærke, var der meget af det, der var opsætning til Ondskabens engel og det egentlige opgør. Selv om rejserne til Hades og Paradis er fascinerende, og jeg er vild med måden Kenneth Bøgh Andersen væver religion og humoristisk fantasy sammen på, så haltede den første del af bogen lidt for meget bagefter.
Selv om Filip er forandret meget i løbet af sine to første oplevelser i Helvede, var der alligevel noget rigtigt over at han er i Helvede igen. Det føles meget som om det er her han hører til. Hvilket både er en god og en dårlig ting, for han har også stadig et liv på Jorden, han gerne vil leve. En af de ting, der gør denne her tur til Helvede så anderledes i mine øjne, er forholdet til Søren, og jeg kunne virkelig godt lide hans reaktion på at være i Helvede og Filips rolle i underverdenen. Det er nok for meget at sige, at de to får et mere venskabeligt forhold lige med det samme, men det kommer ikke bag på mig at Søren befinder sig godt i et Helvede der er midt i forberedelserne til Skarnstregsfestivalen.
En detalje, jeg synes var virkelig lækker, er at man følger Filip til Helvede endnu en gang, men på endnu en ny måde for tredje gang. Starten af bogen går lidt langsomt, mens der bliver forklaret en masse af hvad der er sket siden Filip sidst var i Helvede og ikke mindst tidsforskellen. Til gengæld kunne jeg godt lide hvor meget fokus der var på Filips far og spørgsmålet om hvorvidt han kan få lov til at møde ham bare endnu en gang. Denne gang kommer han ikke tilbage igen, bogen sluttede så overraskende og der var helt sikkert mere action i sidste halvdel af bogen. Jeg blev meget overrasket over slutningen, det er en cliffhanger der tager pusten fra en og hæver denne her bog op fra at føles lidt for meget som fyld. Filips handlinger i slutningen lægger op til en actionfyldt og måske lidt dyster omgang i Ondskabens engel.
Comments