events,  temaindlæg

Leoniderne ~ #SpektrumReadalong

I de sidste to uger har jeg sammen med en masse andre (gen)læst Leoniderne af Nanna Foss under hashtagget #spektrumreadalong. Det har virkelig været en fornøjelse for mig at vende tilbage til starten og genlæse bogen efter så lang tid. Jeg har ikke læst Leoniderne siden 2016, så det var ret sjovt at vende tilbage til starten og se hvordan de hele begyndte. Sådan da. For det er jo sådan med tidsrejser, at det måske er begyndelsen for nogen, men for nogle andre er det ikke. Det her indlæg kommer nok til at blive ret spoilerfyldt, men jeg vil gøre mit bedste for kun at snakke om Leoniderne og ikke sige for meget omkring de næste bøger, for dem der ikke har læst dem før. Men for Leoniderne er der altså frit slag for spoilers i det her indlæg og i kommentarerne.

Noget af det, der slog mig meget ved den her genlæsning er, hvor meget plads karaktererne får lov til at få. Leoniderne er jo trods alt starten på en ret lang serie og derfor var det for mig skønt at se hvor meget de for lov til at være teenagere og svælge i deres følelser, hvad end det så er tanken om at man forstår noget bedre end alle andre og ser tingene på en helt ny måde, frustration over ens forældre eller yngre søskende, vrede eller selvhøjtidelighed. Det kan også være stærke venskabsbånd eller begyndelsen på et. Selv om vi kun ser fra Emilies synsvinkel i Leoniderne, er der allerede 6 hovedpersoner i serien at holde styr på og det er balanceret godt imellem hvad vi ved og hvad vi ikke ved om de forskellige karakterer. Er der en karakters baggrund, I er særligt spændte på at udforske? Jeg tænker tit på at Emilies synsvinkel godt kan snyde lidt og få det til at virke som om hun er den mest almindelige i gruppen, men i løbet af bogen viser hun at indeholde mere end man lige tror.

Emilie og de andres evner dukker først op sent i bogen, måske for at gøre plads til at vi kan lære dem at kende først. Jeg tænkte flere gange på, hvordan deres evner passer virkelig godt til deres personligheder eller interesser, for eksempel er der ingen tvivl om at Emilie ikke bare tegner, men er meget kunstnerisk og så kan hendes tegninger altså blive til virkelighed. Alban er blind, men har en fantastisk evne til at bruge alle sine andre sanser til at orientere sig og mærke verden omkring sig allerede inden han får evnen til at få forudanelser. Måske er Adrianas telekinese en meget typisk overnaturlig evne, men ud fra det Emilie fortæller om Adriana er det måske ikke så underligt at hun har evnen til at påvirke ting på afstand. Tænkte I på det samme, og var I også lige dele forfærdet og fascineret af Emilies evne?

Igennem hele min læsning af Leoniderne, har jeg siddet med små mærkater og overstregningspenne og mysterier/ledetråde har fået sin helt egen farve. For der er mange af dem. Det er en ting, der nok først går rigtigt op for mig i genlæsningen, hvor mange hints mht. tiden, der er – f.eks. Albans armbåndsur og det at “mærke tiden som noget fysisk”. Men der er endnu flere mysterier, to mystiske telefonopringninger, som ikke bliver opklaret i løbet af bogen, en ukendt person i en Bevar Christiania-hættetrøje, selve tidsrejsekompasset, og op til flere drømme, bare for at nævne nogen af dem. Især drømmene hæftede jeg mig ved, i den første halvdel af bogen har Emilie en del drømme, hvoraf mindst en af dem ender med at blive til virkelighed, eller i det mindste dukker Noah op dagen efter hun har set ham i en drøm. Jeg tror ikke, vi har læst om alle de scener, som drømmene refererer til endnu, især hæftede jeg mig ved den om papkassen hos Karl, for de var alle sammen til stede, men i drømmen så hun kun Noah. Hvad tænker I om drømmenes betydning, og tror I de måske kan komme til virkelighed men på en lidt anderledes måde?

Horror vacui er et utrolig spændende koncept. Jeg er vild med den blinde tiggerkvinde, som åbenbart ved mere end man lige skulle tro, som først overfuser Emilie, Linus og Alban med en advarsel/beskyldning om at horror vacui kommer. Men hvad er det egentlig for noget? Jeg tror, at det ligger Emilie meget på sinde, hvorfor jeg tror at scenen ved egetræet i begyndelsen af bogen er så vigtig. Her ser man for første gang rigtig Emilie give slip på sine følelser og tegne al sin vrede og frustration ud så man virkelig kan mærke, hvor meget det fylder i hende. Og kulstiften smitter af på hendes hænder og minder hende om horror vacui og senere den måde hvorpå skyggerne nærmest rækker ud efter hende og hendes venner. Selv om horror vacui har en bestemt betydning i billedkunstens verden, er jeg ret vild med den måde Nanna tager konceptet og leger med det på og gør det til den her uforklarlige, overvældende angst og forvridning af virkeligheden. Hvordan har I det med horror vacui, blev I også en smule rundtosset af at læse om hvordan det kommer efter dem på skolen?

Jeg tror, det er de ting, jeg vil tage med lige nu, inden det her indlæg bliver alt for langt. Men hvis der er noget, I har tænkt på eller gerne vil snakke om, som jeg ikke lige har nævnt, så er I velkomne til at skrive en kommentar om det. Jeg håber, I har lyst til at snakke om Leoniderne med mig. Har I desuden set de 14 facts, som Nanna har lagt op om Leoniderne i dag? Ellers kan man læse dem her både på Facebook og på Instagram. Det er spændende læsning og bekræfter for mig, hvor meget arbejde der ligger i at planlægge en så lang serie med tidsrejser indblandet, for at holde styr på både plot- og tidslinjer.

Husk at du stadig kan deltage i konkurrencen om at vinde et Spektrum-krus ved at bruge #spektrumreadalong på et billede af Leoniderne på Instagram – og ved at kommentere på dette indlæg. Vinderen trækkes den 1. september.

Del dette:

11 kommentarer

  • Pia Lihme Petersen

    For mig var det også en genlæsning af Leoniderne, dog vist nok den tredje, fordi jeg genlæste den både da bind 2 og 3 udkom – og hver gang har jeg været glad ved genlæsningen, fordi den indeholder mere og mere, fordi man får ny viden via de efterfølgende bøger.

    Denne gang blev jeg dog faktisk lidt overrasket over, at Emilie faktisk fremstod mere ‘slagkraftig’ end jeg husker hende fra de første gange, hvor jeg læste bogen, hvor hun netop virkede meget stille og måske lidt forsagt. Jeg kan virkelig godt lide Emilie som person, og hun minder meget om mig selv – både som ung og i dag – den lidt stille, nørdede som helst vil have styr på tingene, og kun lukker sig op for sine meget tætte venner – og kan komme ud i nogle vilde diskussioner med sig selv om, hvor pinlig hun kan være, hvis hun åbner munden på de forkerte tidspunkter – eller ikke gør ! 🙂 Og så tegner hun og er vild med tegne-grej – that’s me! 🙂

    Der er ingen tvivl om, at den hovedperson jeg ubetinget glæder mig mest til at ‘komme ind i hovedet på’ er Noah – og det har det været lige siden første gang jeg læste Leoniderne. Han virker, som en gut jeg – som Emilie – kan blive meget betaget af og falde for – og selv om Nanna har antydet lidt om, at Noah måske kan være svær at holde af, som hovedperson – så er jeg så tilpas rummelig, at jeg er sikker på, jeg vil være ret vild med ham, også på tæt hold – og så har jeg dyrket hans / Nannas soundtrack til Noahs verden siden jeg opdagede konceptet, og vi har ret meget det samme musiksmag 🙂

    Jeg har læst Nannas 14 ting om serien, og var vild med at få nye et par nye informationer om bøgerne og verdenen bag. Jeg prøvede faktisk længe, at ‘gemme’ serien, fordi jeg på forhånd havde læst, at der kun 9 bind, og jeg blive altid frustreret over at skulle vente på næste bind – men da 2’eren udkom kunne jeg alligevel ikke vente længere (virkelig standhaftig, Pia!) – og gudskelov for det, for selv om ventetiden er ret hård, så elsker jeg Nannas måde at interagere med læserne på, så vi hele tiden føler ‘der sker noget’ på den ene eller anden måde 🙂

    Og nu ser jeg meget frem til september og bind 2 … og 3 .. og … jeg kan slet ikke forestille mig, hvor kompleks den serie bliver, efterhånden som den skrider frem – og det kæmpe arbejde der ligger i, at holde styr på plotlinjer og detaljer … Er også meget spændt på at følge det nye ’60 uger’ med Nanna og Boris, og krydser fingre for, at det blive Spektrum 5, der er Nannas projekt – og er utrolig spændt på, hvad Boris’ projekt bliver 🙂

    • Regitze Xenia

      Jeg er glad for du ville være med selvom du har læst bogen før! Det er virkelig også en serie, der egner sig godt til genlæsninger.

      Du har helt ret med hensyn til Emilie, jeg synes også jeg havde et ret anderledes indtryk af hende denne her gang, måske fordi jeg forstår hende bedre eller ved hvad der sker. Det er helt sikkert også hende, ind til videre, som jeg identificerer mig mest med, jeg har også altid været den stille pige med næsen i en bog.

      Hahahaha, jeg elsker også den playliste hun har lavet til Noah, det er lige min musiksmag, men jeg tror faktisk jeg begynder at glæde mig mere til Adriana og Alban end til Noah. Men måske er det fordi Noah kommer lige om lidt, for jeg glæder mig i hvert fald meget.

      Jeg er helt enig, jeg er også helt benovet over hvor god Nanna har været til at planlægge allerede her fra Leoniderne og hvor mange små mysterier og ledetråde der er blevet givet, som vi kan begynde at spekulere på. Og det er så spændende at høre om, når hun fortæller.

  • Thea

    Hej
    Jeg var en af dem der med stor glæde deltog i dit readalong og som også selv hæftede mig ved mange flere ting denne gang, så jeg siger mange tak for muligheden 🙂
    Første gang jeg læste Leoniderne var i 2017, og der kunne jeg meget bedrer lide action frem for karakterer og plot. Derfor tog det mig lang tid at komme gennem den, lidt som Twilight, forskellen var bare at jeg gav op på Twilight, hvor jeg med Leoniderne begyndte igen og langsomt elskede bogen mere og mere.
    Det med at karakterne får virkelig meget plads er også noget af det jeg elsker, det er desværre ikke i alle bøger de føles så levende, så det er rigtig dejligt at Nanna gør det. Især for mig der jo er teenager føltes det realistisk, og mega irriterende når det går op for en at man muligvis er sådan selv. Det her lyder måske sært, men jeg vil faktisk gerne have et indblik i Adriana’s tanker og fortid eller Linus’s.
    Deres evner virker fantastiske først, men så begynder de at udforske dem og de mindre gode sider viser sig. Spoiler, især i Geoniderne og alt det med Pi’s ild. Alle’s evner er godt stabiliseret da Ursiderne er slut, eller det er så meget sagt. Vi ved endnu ikke hvor langt Alban, Linus og Nasrin’s evner rækker for ikke at glemme Noah’s. Hvor langt tror andre deres evner rækker, ikke kun dem jeg har nævnt, men også Adriana, Emilie’s osv? Og hvad tænker I Noah’s evne kunne være? Faktisk tror jeg selv at Noah’s evne ikke er noget direkte, men mere en slags tilknytning til kompasset siden han jo teknisk set ejer prismet.
    Drømmende er meget interessante ihvertfald for mig. Drømmen med Noah tænker jeg ikke er noget om Noah, men igen kun fordi han ejer prismet. Jeg tror det var en forvarsel om spektrumet og at de skal lære at holde sammen. Men en ting undre mig, hvorfor for Emilie de drømme? For hun er jo ikke synsk, så hvordan kan det være? Endnu en ting er at Alban også har et mareridt vi høre om, og jeg kom til at tænke på om det kunne være et hindt til det der sker med ham i Ursiderne? Om det måske er det samme han oplever den nat før det hele begyndte.

    • Regitze Xenia

      Yay, det er jeg så glad for at høre!

      Det er sjovt hvordan det kan ændre ens opfattelse at læse bogen mere end en gang, er det ikke? Absolut enig med at karaktererne føles som rigtige teenagere, og ja, måske går det op for en at man deler nogle træk med dem. Men jeg synes det er en af de ting, der er det bedste ved at læse, når man kan se sig selv i de karakterer man læser om.

      Helt enig med Adriana, det lille glimt ind i hendes mors barndom var så spændende, jeg havde glemt alt om at det skete og det siger meget om hendes mor, som vi kun møder flygtigt på hospitalet. Det kunne være så spændende at udforske mere.

      Jeg glæder mig så meget til at udforske alles evner mere, og til at se de dem udvikle og styrke dem. Også det med Noahs evne har strejfet mig, jeg tror helt sikkert han kan noget mere end telepatien. Det lyder spændende at det har noget med prismet at gøre, det havde jeg ikke tænkt på før.

  • Nanna

    Jeg synes Leoniderne er en helt fantastik bog. Den bruger meget energi for at udforske karaktererne, og giver meget stof til at tænke over. Jeg har også en masse teorier om karaktererne.
    Nanna Foss er rigtigt god til at efterlade en masse detaljer, som man ikke opdager første gang, men som viser sig at være vigtige. (Spiller for Leoniderne og Ursiderne)
    F.eks. da Emilie synes at hun ser noget i spejlet, hos Alban og Linus. Det kunne være en af de “spejlvæsener” som vi ser i Ursiderne.

    • Thea

      Okay det lød nu meget gennemtænkt, men kan desværre ikke helt huske det stykke du snakker om.. måske skal jeg læse bogen igen 😉
      Uh, ville faktisk rigtig gerne høre nogle flere af dine teorier. Du lyder ret så kreativ omkring dem 🙂

    • Regitze Xenia

      Jeg vil elske at snakke om dine teorier, så jeg håber du også vil være med til at læse de andre bøger, når det er.

      Lige præcis, jeg opdagede så mange flere små detaljer her anden gang og det var vildt at tænke på hvordan det kunne lede hen mod noget af det, jeg svagt kan huske fra de næste bøger. Det kan godt være du har fat i noget der, jeg tror jeg bliver nødt til at vente til jeg har genlæst Ursiderne før jeg kan huske præcis hvad du henviser til, men nøj det lyder spændende, Nanna!

  • Karina

    Det her er første gang jeg læser bogen, så har nok ikke set de samme ting I andre har set – men nøj, hvor jeg ikke har kunne andet end holde af Emilie, relatere til hende og lysten til at give hende et kram var der flere gange 🙂

    Ærlig talt, så kan jeg ikke andet end mest af alt at være fascineret af Emilies evne omkring at hendes tegninger kan blive levende. Der er et eller andet statisk over det, men alligevel lidt skræmmende – ikke mindst hendes egen reaktion med at blive skræmt, da hun opdager hendes evne. Man bliver en smule skræmt på hendes vegne. Den kreative pige, der helst gerne vil være i fred, uden egentlig at vække opsigt. Holder sig til sine tætteste venner – ret meget mig i folkeskolen. Selvom jeg næppe vil være så god til at tegne som Emilie er – ren ønsketænkning.

    Den karakter jeg glæder mig til at komme mere ind bag, er Alban. Ikke mindst fordi han er den der har en ‘skavank’, som ingen af de andre har, og ville elske at ‘se’ verden fra hans synsvinkel – netop fordi hans syn er ikke eksisterende. Samtidig med at hans evne er forudanelser, hvilket får mig til at tænke på at han har lidt et indre syn på hvad der kommer til at ske – før det sker. Igennem hele bogen ønskede jeg lidt at være hans ven. Så glæder mig til at læse fra hans vinkel.

    Elsker de små hints der er undervejs, de mystiske ting der sker og ikke mindst det opkald Emilie får, samt det andet opkald senere hen, og fra hvilken tid opkaldet kommer fra – det giver for mig lidt ekstra, idet Nanna ikke giver svaret på hvordan det hænger sammen. (please, don’t spoil it for me) – hvis det sker i bog 2 eller 3.

    Blev ret fascineret af Horror Vacui – fænomenet i sig selv, og hvordan det lidt binder dem sammen/kommer efter dem.

    • Regitze Xenia

      Ih hvor det er dejligt at høre Karina, jeg er glad for at du havde lyst og mod på at læse sammen med os andre.

      Ja ikke? Første gang jeg læste bogen tænkte jeg ikke over, hvordan det kunne være skræmmende, men har anden gang synes jeg at jeg mærkede hendes rædsel meget tydeligere, især efter hændelsen med musen. Det er meget magt at have over noget der er levende, hvilket forståeligt er skræmmende nok. Og alligevel er det super sejt at kunne tegne et eller andet flot eller nyttigt, som kunne blive til virkelighed.

      Det forstår jeg godt, jeg har elsket Alban lige siden første gang jeg læste bogen og jeg tror, det bliver en udfordrende bog at skrive, men samtidig så fantastisk at læse. Jeg kan ikke huske, om vi får svaret på begge opkald i Geminiderne og Ursiderne, så jeg skal nok lade være med at spoile det for dig. Jeg håber, du har lyst til at læse med igen i september.

      Horror vacui er så fascinerende, men så mystisk endnu. Jeg glæder mig meget til at snakke teorier om hvad det er for et fænomen.

  • Jennifer

    Jeg er spændt på at læse fra Noah’s og Adriana’s synsvinkler, jeg fornemmer at der er meget mere end man får fortalt om dem. Generelt glæder jeg bare til at læse resten af historien. Jeg elskede at læse om Emilie fordi hun minder mig så meget om mig selv, den stille type som tegnede i timerne. Alle mine notesbøger var fyldt med tegninger! Dog synes jeg noget af det som virkelig er fantastisk ved karaktererne er hvordan jeg kan se en smule af mig selv i dem alle, og det var noget som jeg virkelig lagde mærke til første gang jeg læste Leoniderne.

    Emilie’s evner både fascinerede og skræmte mig, for som en der selv har tegnet meget gennem livet (og stadig gør) så er det en tanke der er dukket op. Hvor fedt ville det ikke være hvis en tegning kom til live? Men samtidig er der nogle af mine tegninger som skal forblive tegninger – de hører kun til på papiret, til mig selv. Jeg er rigtig stor fan af Emilie’s reaktion på hendes evne med tegningerne, fordi det for mig er en realistisk reaktion, jeg tror at jeg ville have den samme reaktion hvis mine tegninger blev levende foran mig.
    Personligt tror jeg at alle de drømme som Emilie havde vil ske i historien på et eller andet tidspunkt, for mig vil det virke underligt hvis nogle af drømmene sker mens andre drømme ikke sker.

    Jeg er kæmpe fan af horror vaccui, jeg synes det er sådan et godt koncept. Jeg havde ikke tænkt nærmere over hvordan scene med egetræet hænger sammen med horror vaccui – godt set! Jeg elsker scenen med egetræet, det viser så godt hvordan følelser kan komme ud i tegninger og hvordan det føles for en selv at tømme ens følelser ud i en tegning. Jeg glæder mig til at finder ud af mere om horror vaccui, jeg vil især gerne vide hvordan det er opstået og hvordan man “besejre” det.

    Noget som jeg lagde mærke til i Leoniderne er scenen hvor Emilie er kommet ud af badet efter at de har fået brandsårene, hun ser sig selv i spejlet og beskriver sig selv. Hun nævner hvordan hendes øjne begynder at skifte farve – fra brun til violet så vidt jeg husker. Min egen teori er at det er endnu en evne, som Emilie ikke er bevidst om. Men det er kun en teori.

    • Regitze Xenia

      Det gør jeg virkelig også, jeg tror at de begge to gemmer på mange spændende ting. Jeg fandt ud af i Nannas seneste Patreon livestream at Adriana er stenbuk lige som mig selv og synes af en eller anden grund at det er helt vildt fascinerende. Det bliver så spændende at se, hvor historien går hen i de sidste bøger, jeg tror godt Nanna kunne finde på at overraske og snyde os.

      Lige præcis, jeg tror ikke jeg lagde så meget mærke til den første gang, men denne her gang gjorde scenen virkelig bare et stort indtryk på mig. Til gengæld synes jeg det er vildt godt set det med spejlet, det har jeg selv ikke lagt mærke til denne her gang. Det er en interessant teori du har om det, det kunne være helt vildt sejt hvis det er noget foreshadowing til noget vi endnu ikke har fundet ud af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.