Titel: Flame in the Mist.
Forfatter: Renée Ahdieh.
Serie: Flame in the Mist #1.
Udgivet af: G. P. Putnam’s Sons i 2017, eksklusiv FairyLoot udgave.
Sidetal: 392 sider.
The only daughter of a prominent samurai, Mariko has always known she’d been raised for one purpose and one purpose only: to marry. Never mind her cunning, which rivals that of her twin brother, Kenshin, or her skills as an accomplished alchemist. Since Mariko was not born a boy, her fate was sealed the moment she drew her first breath.
So, at just seventeen years old, Mariko is sent to the imperial palace to meet her betrothed, a man she did not choose, for the very first time. But the journey is cut short when Mariko’s convoy is viciously attacked by the Black Clan, a dangerous group of bandits who’ve been hired to kill Mariko before she reaches the palace.
The lone survivor, Mariko narrowly escapes to the woods, where she plots her revenge. Dressed as a peasant boy, she sets out to infiltrate the Black Clan and hunt down those responsible for the target on her back. Once she’s within their ranks, though, Mariko finds for the first time she’s appreciated for her intellect and abilities. She even finds herself falling in love—a love that will force her to question everything she’s ever known about her family, her purpose, and her deepest desires.
Jeg ville så gerne elske denne her bog, men det må jeg sande at det gjorde jeg bare ikke. Jeg har en forkærlighed for mytologisk inspireret fantasy og da denne også er asiatisk inspireret gjorde det mig kun endnu mere forventningsfuld. Desværre skuffede bogen på mere end et område.
Brugen af samuraier og ninjaer er helt klart min yndlingsdel af bogen. Det er spændende at følge med i hvordan den gruppe af lovløse, som jeg formoder er inspireret af ninjaerne, efterhånden udvikler sig til at blive de her sortklædte skikkelser der bevæger sig i skyggerne og måske, måske ikke bruger ufine metoder. De står i skarp kontrast til samuraierne, der er højt placeret i samfundet og selv om de ikke behandler befolkningen særlig godt indgyder de en særlig respekt – og frygt. Hvor meget af det der trækker på virkelige hændelser ved jeg ikke, men det var bestemt det jeg bedst kunne lide.
Problemet for mig bestod nok i at jeg ikke brød mig særlig meget om nogen af karaktererne. De virkede for flade og jeg savnede udvikling i deres personlighed. Nu er det ved at være et stykke tid siden jeg har læst bogen, så det har også en betydning for hvad jeg husker, men jeg tror ikke engang jeg kan nævne de vigtigste personer ved navn. Jeg håbede på en hovedperson i Mariko som jeg kunne forstå og havde lyst til at holde med, men jeg fandt hende mest af alt uinteressant. Det samme gælder også hendes bror og de centrale personer i The Black Clan, altså ninjaerne. De smelter sammen i min hukommelse.
For mig endte Flame in the Mist med at være en meget forglemmelig læseoplevelse. På trods af et rigt univers med mange spændende facetter, faldt historien til jorden med sine flade karakterer. Jeg har stadig ikke taget mig sammen til at læse videre i serien, selv om der kun er en bog mere. Måske er den desværre bare ikke noget for mig.