Titel: Ondskabens engel.
Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen.
Serie: Den store djævlekrig #4.
Udgivet af: Høst & Søn i 2011, først udgivet i 2010.
Sidetal: 314 sider.
Hvordan blev den min: fik bogen i julegave.
Læs mine anmeldelser af de første tre bøger her: Djævelens lærling, Dødens terning og Den forkerte død.
Intet er som før. Satina er væk, og stik mod Lucifers ordre drager Filip af sted for at finde hende. Det bliver en rejse ind i det dybeste mørke, og imens rykker Den Store Djævlekrig tættere på. Kampen om, hvem der skal være Mørkets fyrste nærmer sig. Snart bryder helvede løs …
Det her var den oprindelige slutning på serien om Filip og hans eventyr i Helvede, så jeg var meget spændt på, hvordan den ville slutte og hvordan den ville afrunde serien. Og jeg blev på ingen måder skuffet. Den forkerte død endte på noget af en cliffhanger, der virkelig gjorde mig opsat på at læse videre så hurtigt som muligt, og Ondskabens engel starter ud meget kort tid efter at Den forkerte død sluttede. Det er også den fjerde bog i en serie, så jeg vil ikke sige alt for meget om selve plottet, for selvom den her serie efterhånden har en del år på sig, vil jeg ikke spoile slutningen.
Jeg elsker Filip. det lyder mærkeligt at sige, man han er simpelthen en skøn karakter at følge, han har udviklet sig så meget fra den dreng vi møder først i Djævelens lærling og det er så fedt at se en karakter, der stadig har så mange sider af sig selv, der kommer i spil. Desuden er det stadig fedt at se, at der er plads til humoristiske indfald i en bog der egentlig er ret dyster i forhold til resten af serien. Vi nærmer os en stor krig, og efterhånden som jeg læste blev det også meget tydeligt hvorfor bogen hedder som den gør.
Der er meget fokus på opbygningen til Den store djævlekrig og Filips liv på jorden bliver også mærket af alt det der sker i Helvede og alt det han lærer om både sig selv og verden der. Men en af de ting, som jeg synes er så godt ved hele den her serie er, at der som sagt stadig er plads til humor og det er en bog der mærkeligt nok gjorde mig glad at læse. På trods af at den handler om en krig i Helvede. Den her blanding af humor og det mørke er det, jeg så godt kan lide ved den her serie og Ondskabens engel leverer begge dele. Ligesom historien også blander klassiske elementer fra coming-of-age historier og forskellige dele eller karakterer fra flere forskellige religioner på en måde, som jeg kun kan være fan af.
Ondskabens engel slutter også på en måde, det gør mig nysgerrig på hvor de to sidste bøger tager historien hen og hvilke tråde der bliver samlet op her efter den oprindelige slutning. Jeg tror såmænd godt man kunne stoppe her, men hvorfor skulle man have lyst til det, når man kan få mere af Bøgh Andersens version af Helvede, Lucifax, Filip og alle de andre?
Comments