Titel: Roar.
Forfatter: Cora Carmack.
Serie: Stormheart #1.
Udgivet af: Tor Teen i 2017.
Sidetal: 380 sider.
Aurora Pavan comes from one of the oldest Stormling families in existence. Long ago, the ungifted pledged fealty and service to her family in exchange for safe haven, and a kingdom was carved out from the wildlands and sustained by magic capable of repelling the world’s deadliest foes. As the sole heir of Pavan, Aurora’s been groomed to be the perfect queen. She’s intelligent and brave and honorable. But she’s yet to show any trace of the magic she’ll need to protect her people.
To keep her secret and save her crown, Aurora’s mother arranges for her to marry a dark and brooding Stormling prince from another kingdom. At first, the princ seems like the perfect solution to all her problems. He’ll guarantee her spot as the next queen and be the champion her people need to remain safe. But the more secrets Aurora uncovers about him, the more a future with him frightens her. When she dons a disguise and sneaks out of the palace one night to spy on him, she stumbles upon a black market dealing in the very thing she lacks—storm magic. And the people selling it? They’re not Stormlings. They’re storm hunters.
Legend says that her ancestors first gained their magic by facing a storm and stealing part of its essence. And when a handsome young storm hunter reveals he was born without magic, but possesses it now, Aurora realizes there’s a third option for her future besides ruin or marriage.
She might not have magic now, but she can steal it if she’s brave enough.
Det jeg husker bedst ved denne her bog er magisystemet. Det er baseret på storme, som man kan tæmme ved at besejre dem og tage deres “hjerter” som er disse ædelstenslignende objekter, der giver vedkommende evnen til at kæmpe imod de megastorme der hærger landet. Jeg elsker når fantasybøger har et unikt magisystem og præsenterer mig for noget jeg ikke har set før, men det skal også gøres ordentligt. Og jeg synes lidt for ofte, at jeg havde svært ved at se for mig hvordan magien fungerede i Roar.
Jeg må også erkende at jeg ikke rigtig synes karaktererne var særligt spændende og det, der fik mig til at læse videre var mest spørgsmålet om hvilket nederdrægtig plan Auroras tilkommendes familie havde i sinde. Jeg ville ønske der var blevet brugt mere tid på det fremfor at prøve at tvinge en romance igennem mellem hende og en af de stormjægere hun møder.
Hvorom alting er, så kan det godt være der var dele af bogen jeg fandt uinteressant, men jeg læste videre i et væk og håbede på at det politiske ville komme til at fylde mere. Forhåbenligt gør det så det i toeren, Rage. Dette er vist Carmacks første fantasybog og jeg tror måske springet har været lidt forhastet. For selvom ideen er god og har virkelig meget potentiale med hensyn til storm-magien, så fylder den potentielle romance lidt for meget for mig i forhold til magien og politikken.