reklame: billet / aktivitetsarmbånd var sponsoreret af Fantasyfestivalen.

Søndag morgen startede festivalen tidligt for mig og jeg sagde farvel til mine værelseskammerater på skolen allerede lidt før halv ni. Inden et bogbloggerarrangement kl 9, skulle jeg nemlig lige finde noget morgenmad.
Arrangementet var med Julie M. Day og Mikkel Wendelboe, og det var enormt hyggeligt. Mens det regnede en lille smule udenfor talte de om alt fra deres udgivelsesvej, de fede ting ved at være forfatter og de ting, der kan være svære. Arrangementet varede halvanden time og tiden fløj simpelthen af sted i latter, spændende pointer og historier og ikke mindst en quiz. De to forfattere havde ud over deres egne bøger fået sponsoreret en del andre bøger fra forskellige forfattere på messen. Der blev et par vindere, men selv om jeg ikke var en af dem, fik jeg alligevel to bøger med derfra, som Amanda, der egentlig vandt, valgte at give til mig.


Søndag var jeg bedre til at huske at tage billeder, se for eksempel den flotte væg hos Heroes of the Hearth, hvor man kunne få lov at prøve computerspillet Hearthstone. Jeg kan ret godt lide spillet, både Søren og jeg spiller det i teorien også, men det er godt nok længe siden. Eller se den flotte stand fra Faraos Cigarer. Jeg synes altid det er så fristende at købe mig fattig i tryllestave fra Harry Potter universet eller spændende brætspil, jeg ikke har hørt om før, men jeg gjorde ingen af delene. For jeg købte selvfølgelig flere bøger. Igen.
For mig er det nok messens mest fristende stand, med er stort udvalg af engelske fantasy og science fiction bøger. Jeg endte med at købe rigtig mange bøger her i år, mens jeg lavede mig en alenlang ønskeliste over danske bøger som jeg sikkert ender med at snuppe med hjem fra BogForum. I hvert fald var det godt at jeg ikke endte med at have mere med hjem, for så havde jeg nok ikke kunnet bære min taske.


Søndag huskede jeg at få taget en masse billeder mens jeg gik fra bogrelease til bogrelease, for eksempel var jeg vild med denne her flotte udstilling! Jeg havde en del arrangementer i den anden bygning end der hvor de fleste udstillere var, så det gav mig god mulighed for at se markedspladsen og de mange flotte boder med håndlavede ting.



En af dem, jeg nok var henne ved flest gange var Mjødladens bod. Om lørdagen var Rikke og jeg på smagerunde hvor vi smagte på mjød med blandt andet smag af jordbær, citron, kirsebær, appelsin og mindre logiske smagsvarianter som “mørk”, “træ” og sådan. Jeg har aldrig rigtig været særlig vild med mjød, hvor dem jeg har smagt enten har smagt meget bittert eller alt for meget af honning. Men jeg kan anbefale Mjødladens udvalg. Jeg købte en gave med hjem derfra.

Mit første foredrag om søndagen var slet ikke et foredrag men paneldebat med titlen Sådan var det ikke i bogen! med deltagere fra podcasts omkring Game of Thrones-serien og A Song of Ice and Fire-bøgerne, podcasten Filmsnak, forfattere, læsere, en manuskriptforfatter og fans af enten bøgerne eller tv-serien – om der var nogen der var fan af begge dele er nok lidt up in the air. Det var så sjovt, det blev til mange grin, allerede fra starten af hvor bogfansne lige får understreget at bogserien altså hedder A Song of Ice and Fire. Man kan helt sikkert komme til at se klip fra paneldebatten i Boris Hansens og Nanna Foss’ dokumentarprojekt “60 uger til udgivelse” eftersom Boris var en af paneldeltagerne.
Det kan godt være at fokus var på Game of Thrones, men snakken kom også forbi Lord of the Rings, kiksede 80’er fantasyfilm og special effects. Det var nørdet og underholdende og jeg tænkte meget på blandt andet den nye Amazon-filmatisering af Lord of the Rings og ikke mindst min mest forhaste film “Det gyldne kompas” og den nye HBO televisering af Philip Pullmans gamle og højtelskede trilogi.

Senere på dagen var jeg til en forfattersamtale med titlen Når prinsessen redder sig selv med Henriette Hesselholdt, Line Wenzel og Julie Midtgård. Det var mere valgt ud fra titlen fordi alle tre forfattere er debutanter og jeg har ikke læst noget af dem endnu – men der er tale om nogle virkelig spændende koncepter som jeg gerne vil vide mere om. Nu og da synes jeg godt jeg kunne fornemme at de var nye på scenen men jeg synes de klarede det så godt og der kom mange gode pointer på bordet omkring fantasy og kvindernes roller. Der skal sikkert kok være mange, der synes det er ligegyldig at snakke om den slags, men jeg synes det er virkelig vigtigt at man kan se kritisk på ting, også dem man holder af. Jeg har lidt en ide om at det godt kunne blive til et længere blogindlæg bare om det emne.

Jeg har ikke nogen billeder fra mit sidste programpunkt, for det blev der slet ikke tid til. I samme lokale, direkte efter den andet oplæg var det nemlig tid til årets Fantasyquiz. Det er festivalens højdepunkt i mit program, jeg synes det er helt vildt sjovt hver gang. I år var jeg på hold med Amanda og hendes kæreste og vi klarede os som et af 4 hold med over 13 point og vores 17 point blev til en andenplads. Ville jeg gerne have vundet igen? Ja da, hvem vil ikke det. Men jeg er også stolt af hvordan det gik alligevel. Det var virkelig morsomt med mange obskure spørgsmål og en ny musikkategori.
Efter det fik jeg en smule travlt. Quizzen sluttede samtidig med at festivalen lukker og jeg skulle nå at hente min alt for tunge taske og ned til toget. Først da jeg sad i toget begyndte jeg at kunne mærke hvor træt jeg var. Weekenden var fyldt med dejlige oplevelser og jeg nød det virkelig. Men jeg kunne næsten ikke holde mig vågen til jeg kom tilbage til Odense og en lækker pizza.
Jeg glæder mig allerede til næste år og endnu en weekend i fantasy-verdenen.
Tusind tak til Fantasyfestivalen for at sponsorere aktivitetsarmbånd til weekenden og for at have lavet endnu en vanvittig god festival. Tak til alle der kom hen og sagde hej, komplimenterede min Ringenes Herre kjole lørdag eller Harry Potter sweater søndag. Til standholdere og forlagsfolk, forfattere, medbloggere og fantasynørder, der alle sammen var med til at få mig til at glemme at jeg var taget af sted selv. Jeg kan uden tøven anbefale et besøg på festivalen.