Usiderne ~ #SpektrumReadalong

Nøj, hvor har jeg glædet mig til det her indlæg. Og alligevel er det blevet forsinket en dag. Hvis man har fulgt med på Instagram i mine stories vil man have set at jeg i sidste uge var ude for at mine briller gik i stykker – hvilket meget effektivt betød at jeg ikke kunne lave ret meget. Uden dem kan jeg nemlig hverken sidde på computeren eller læse. Derfor skiftede jeg også over til lydbogsudgaven af Ursiderne halvvejs igennem min genlæsning og det er første gang, jeg har oplevet historien på den måde. Fra mig et kæmpe shoutout og en anbefaling til lydbogen, oplæseren gør det så godt især med de mere grafisk opstillede sider i bogen.

Hvorom alting er, så vil jeg hurtigt komme med en advarsel. Dette indlæg vil være fyldt med spoilers, så hvis du ikke har læst Ursiderne færdig og ikke vil spoiles, så er det en god idé at vente og vende tilbage for at læse indlægget efter bogen.

Ursiderne introducerer en ny karakter på en meget anderledes måde, nemlig ved at gøre hende til fortælleren. Efter at have været i godt selskab med de oprindelige seks personer i de første to bøger er det både lidt af en udfordring at skulle vænne sig til en ny person, som så samtidig er helt ny for både læseren og de andre karakterer. Jeg kan personligt virkelig godt lide Nasrins perspektiv, der giver en lidt anden vinkel på det med tidsrejserne og de overnaturlige evner, men som person var hun en jeg lige skulle vænne mig til både første gang jeg læste bogen og nu her igen anden gang. Jeg kunne helt klart også bedre lide hende her anden gang, hvor jeg følte at jeg forstod hende bedre og jeg endte da også med at rykke min bedømmelse op et hjerte da jeg var færdig.

Når det kommer til Nasrin som person, så har hun virkelig mange sider at byde på og også nogen, jeg synes træder mere kraftigt frem end andre. Især hendes aggressivitet og stædighed, men jeg kunne eksempelvis godt lide at disse ting betød at hun hverken ville tage imod Jonathans opførsel eller Noahs sprogbrug. Jeg kunne godt lide at hun ikke med det samme bare var super gode venner med de andre og at vi ser dem langsomt finde hinanden.

Nasrins evne er hands down, uden tvivl, den mest skræmmende og jeg får altid en klump i halsen efter scenen med Putte. Slutningen kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på, og på hvad konsekvenserne af det ender med at blive, jeg er så bange for at der er sket noget alvorligt med Alban.

Meget af den her bog er tidsrejser, mere end de foregående to, tror jeg. Ikke alene er der nulstillingen i starten af bogen, men også rejsen tilbage til 2004 som på så mange måder er overvældende læsning. Jeg kan godt lide, at der bliver introdueret endnu en tidsrejsegruppe, og hvis man læste Nannas facts om Ursiderne i går vil man have set at man kommer til at møde en af dem fra 1994 igen. Jeg tror dog at vi har mødt flere af dem før uden at vide det, og jeg tror den tanke er delvist inspireret af en kommentar til mit indlæg om Geminiderne. Jeg har en idé om at Skyggefjæset, der forfølger Pi og den gamle dame som Emilie, Alban og Linus møder helt i starten af Leoniderne, kan være to af personerne i den gruppe, der er blevet pludseligt ældet på samme måde som Sofia Kirstine. Hvad tænker I?

Apropos de andre tidsrejsegrupper, Lya som Nasrins mor – hvordan har I det med det? Det var en af de detaljer, jeg havde glemt alt om og derfor blev overrasket over igen denne gang. Jeg kan godt lide idéen om det, men jeg synes også at den problemstilling, der bliver præsenteret hen imod bogens slutning er ret vigtig: Lya vidste det. Og tilsyneladende også Maj og Janus og jeg tænker stadig på hvad det får af konsekvenser for resten af de gange de to grupper eventuelt mødes.

Hvordan kan de være, at både gruppen fra 1969 og 1994 består af fire personer, men i vores nutidsgruppe er oppe på 7 personer på nuværende tidspunkt? Selv tror jeg endda, at der kommer 2 mere til, det er i hvert fald min stående teori. I parentes bemærket, synes jeg at jeg har svært ved at tidsbestemme, måske 2011, hvis Nasrin er 10 år i 2004 og fylder 17 i løbet af Ursiderne? Lidt ligesom at det aldrig er blevet specificeret præcis hvor bogen foregår.

Mysterierne får virkelig et overblik i den her bog og jeg blev helt dumt glad for at karaktererne sætter sig ned og forsøger at skabe sig et overblik, det hjælper også læseren en hel del til at føle sig knap så overvældet. Jeg er spændt på at lære mere om Iris og den mystiske ring, især fordi de flere gange har påpeget at det ikke virker som om hun bliver ældre. Og ikke mindst det sorte glitterstøv. I mine øjne er Ursiderne en god bog til at opbygge mysteriet og præsentere en hel del nye hints og teorier, og jeg håber på at vi på et tidspunkt får mere at vide om den usynlige elevator – har den altid været usynlig, også da Nasrin i forbifarten nævner den i starten af bogen? Og ikke mindst gruppe I og II, måske viser det sig at Iris var med i en af de to grupper. Eller det er måske en af mine vildere og mindre researchede teorier.

Jeg elsker Adrianas personlighed i den her bog og jeg er så glad for at se nye sider af en ellers meget irriterende karakter. Sammenspillet mellem hende og Nasrin er så dejligt at følge også når de skændes og frustrationer og irritationer tager over i starten. Jeg kan godt lide hvor naturligt og helt rigtigt det føles at se dem sammen og jeg håber virkelig at vi på et tidspunkt får en bog fra Adrianas synsvinkel, så vi kan se deres forhold fra den side.

Jeg tror, at det her indlæg er rigeligt langt i forvejen og jeg har forsøgt at komme rundt om flere af de tanker, jeg har haft undervejs. Hvis der er noget du har tænkt over, som jeg ikke lige er kommet ind på, så skriv endelig en kommentar, jeg vil så gerne snakke om den her bog og udveksle teorier om hvad det mon bliver til med Australien og Nasrins far. Under alle omstændigheder vil jeg se frem til at fortsætte snakken i kommentarerne, mes vi venter på at det bliver 15. november, hvor vi får lov til at lære Noahs indre at kende. Det er vildt at tænke på, at vi kun er 1/3 inde i den her serie og jeg er både virkelig spændt på de næste mange bøger og hvor serien kommer til at gå hen – og virkelig skræmt ved tanken over hvor lang tid der kan komme til at gå, før jeg får svar på alle mine spørgsmål. Men heldigvis kan jeg nok godt tåle at genlæse bøgerne mange gange indtil da.

Husk at du stadig kan deltage i den sidste #spektrumreadalong konkurrence og få muligheden for at vinde et eksemplar af Kvadrantiderne, når bogen udkommer. Det gøres som altid ved at bruge hashtagget “#spektrumreadalong” på dine billeder på Instagram, af bogen, serien, fanart eller noget helt fjerde. Eller ved at skrive en kommentar til dette indlæg – HUSK at inkludere din mailadresse i din kommentar (eller i hvert fald bare 1 af dem) så jeg kan kontakte dig hvis du vinder. Jeg trækker vinderen den 1. november.

Derudover har Nanna også gang i et par spændene Spektrum-relaterede initiativer. Du kan finde 2 styks Kvadrantiderne, en til dig og en til en ven hos Nanna både på Facebook og på Instagram. Og så har du også muligheden for at få lov til at anmelde lydbogen af Kvadrantiderne igen både på Facebook og Instagram. Så der er masser af Spektrum-relaterede konkurrencer derude og hvem vil ikke gerne have muligheden for at læse Noahs historie hurtigst muligt?

Comments

  1. Mange gode teorier har selv også en del som fx at den gamle dame er skygge fjæs søster (det ville give mening) og at Noahs “dobbeltgænger” har noget med iris at gøre og at det også var han hos Adrianna og tog blodet/glasset som måske kunne være derfor Iris har adriannas blod før hun er født? Og der må være 5 grupper tror jeg deres gruppe var vist nr 5 vist jeg husker rigtigt.

    Bare mine teorier

    ( my.stytzer@gmail.com

  2. Rigtig gode teorier og observationer, jeg havde ikke selv tænkt over det med hvorfor nutidsgruppen er større end de andre tidsrejsegrupper. Jeg mistænker også at der kommer flere personer til nutidsgruppen, jeg er bare ikke sikker på hvem det skulle være. Har du nogle ideer om hvem?

    Jeg synes helt klart at Nasrin’s evner er fascinerende og meget kontrastfyldt, sammenlignet med de andres evner er Nasrin’s evner de mest kontrastfyldte. Det må være skræmmende hvis man lige pludselig fik hendes type evner, også fordi de er rimelige uhåndgribelig.
    Jeg elskede den karakterudvikling som der var i Ursiderne, især hvordan at man kunne se at der skete nogle ryk med de forskellige karaktere. Nasrin var en interessant karakter at følge og hendes perspektiv gav en god vinkel på historien, som du selv nævner. Jeg kunne godt lide Nasrin.

    Desuden kunne jeg virkelig godt lide hvordan selve bogen er designet med de sorte sider og de “flyvende sætninger”, det gav en ekstra dimension til historien. Det fungerede rigtig godt med Nasrin’s historie, ihvertfald for mig.

  3. Jeg blev først færdig med Ursiderne i dag – kom lidt sent i gang! Jeg er virkelig overrasket over, så lidt jeg faktisk kunne huske fra første gang jeg læste den; men okay, den blev også nærmest fortæret i glubende hastighed efter at have hentet den i Esbjerg da den udkom. Læste den på under et døgn, så måske er det ikke så underligt? I hvertfald var der virkelig mange ting, som overraskede mig, og det var jo i og for sig meget dejligt, for det var jo næsten som at læse en helt ny bog 🙂

    Det er som om Ursiderne virkelig tar et kvantespring opad i forhold til kompleksiteten af hele Spektrum-historien, og jeg skal virkelig holde tungen lige i munden for at holde styr på alle trådende mellem ikke bare nutid og 1969 og to grupper af unge, til .. ja .. meget mere og mange flere, som bliver flettet sammen på en virkelig fantastisk og dog kompliceret måde. Det er lige før, at jeg tænker, jeg efterhånden må lave mig en ‘læselog’ til bøgerne, for at holde styr på fakta og ikke mindst mine egne tanker og overvejelser – det er helt fantastisk at tænke på, at vi ‘kun’ er nået til bog nummer 3, der er altså efter planen hele 6 bind tilbage – OMG, kæmpe respekt til Nanna for projektet, det må virkelig være et kæmpe arbejde at holde styr på alle de tids-tråde der bliver spundet undervejs!!

    Jeg kan virkelig slet ikke vente på at læse videre i bind 4 lige om lidt, når den kommer! Tak til dig, Regitze for at have lavet den her Readathon, det har været fedt at følge med, og det er dejligt at vi er så mange Spektrum-fans, og at flere kommer til for hvert bind der lander!

    Nu er det Deweys 20-hours readathon, der står for døren – Glædelig læsning !

    Kh Pia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.