The Steel Flea af Nikolay Leskov. Little Black Classics #40.
He gave orders that they were not to get any hot glum pudding in flames, for fear the spirits in their innards might catch fire…
The Steel Flea is an uproarious and alcohol-soaked shaggy-dog story from one of Russia’s great comic masters.
Den her historie var virkelig sjov at læse. Jeg er rigtig særlig vant til at klassikere er direkte morsomme, men jeg morede mig ret meget over alt det der sker i The Steel Flea. Når beskrivelsen kalder den “alcohol-soaked”, så har den virkelig ret. Alle karaktererne, især nøglepersonerne, er ret fulde meget af tiden og det påvirker deres handlinger og tanker. Det blev understreget når de skulle vise sig over for hinanden. Hele novellen handler om en lille lus-lignende figur som disse højtstående ingeniører skal forsøge at efterligne og det bliver kun større og større, og mere og mere underholdende. En af de Little Black Classics jeg har haft den bedste læseoplevelse med.
Queen of Spades af Alexander Pushkin. Little Black Classics #110.
‘Hermann waited for the appointed hour like a tiger trembling for its prey.’
One of Pushkin’s most popular and chilling stories, ‘The Queen of Spades’ tells of a young man who develops a dangerous obsession in pursuit of the wealth he craves.
Det samme gælder for Queen of Spades. Måske er der noget med de russiske noveller, for denne her var på samme måde virkelig morsom. Og sådan lidt ubehagelig at læse, fordi det blev mere og mere pirrende. Historien følger en mand, der jagter rigdom og gør det ved at gamble. Og selvfølgelig går det godt til at starte med, men som det er med den slags, så er det ikke nok. Og som læser bliver man taget med, efterhånden som denne jagt tager overhånd for ham og han møder en ældre kvinde, han ikke kan gennemskue. Hun kender åbentbart den helt rigtige metode for at vinde, og novellen følger hovedpersonens forsøg på at lære hemmeligheden, mens man som læser ikke er i tvivl om, at det ender galt.
My Life Had Stood a Loaded Gun af Emily Dickinson. Little Black Classics #114.
‘It’s coming – the postponeless Creature’. This title features electrifying poems of isolation, beauty, death and eternity from a reclusive genius and one of America’s greatest writers.
Det her er mit første møde med Emily Dickinson – og digtene er faktisk udgivet efter hendes død. Alle digtene har nogle ret pudsige titler, hvilket skyldes at Dickinson selv ikke gav dem nogen titel. I stedet har de fleste af dem fået titel efter den første linje af dem, der endte med at udgive dem. Døden er helt sikkert en meget tydelig inspiration for digtene, især hvordan det er en konstant følgesvend i livet, uanset hvor man er i samfundet. Men jeg blev meget forvirret over nogle af digtene, enten gav de ikke mening eller også var der andre grunde til at jeg ikke forstod dem. Jeg kunne især godt lide “I’m nobody”, “it’s a mouldering pleasure” og “i feel a funeral in my brain”, men i sidste ende var der rigtig mange af digtene som jeg bare læste og derefter glemte igen uden at de for alvor gjorde noget indtryk på mig.
The Night is Darkening Round Me af Emily Brontë. Little Black Classics #63.
‘… ever-present, phantom thing; My slave, my comrade, and my king’
Some of Emily Brontë’s most extraordinary poems.
Det var måske lidt uheldigt at jeg læste denne her bog side om side med Emily Dickinsons digtsamling. For også denne her bog er gennemsyret af døden og inspirationen deraf. De er dog meget forskellige, alene det at den Dickinson er amerikansk og Brontë er engelsk. Jeg nød nu alligevel den her digtsamling mere. Mange af digtene efterlod mig med tydelige billeder i hovedet og jeg tænkte meget over Døden som en form for følgesvend for Mennesket. Jeg var ret fascineret af ideen om at hvile eller bo med Døden. Især nød jeg titeldigtet “the night is darkening around me”, sammen med “to imagination”, “the prisoner og “the old stoic”. Jeg vil virkelig gerne læse mere af Emily Brontë og den her lille samling af digte virker som et rigtig godt sted at starte på hendes forfatterskab. Det er flot skrevet om nogle svære emner og jeg havde en følelse af at se tingene på en ny og anderledes måde.
How To Use Your Enemies af Baltasar Gracian. Little Black Classics #12.
‘Better mad with the crowd than sane all alone’
In these witty, Machiavellian aphorisms, unlikely Spanish priest Baltasar Gracián shows us how to exploit friends and enemies alike to thrive in a world of deception and illusion.
Den her bog hedder “How To Use Your Enemies”, så hvis man forventer noget hyggeligt eller rart, så vil man helt sikkert blive skuffet. Jeg havde forventet noget i stil med Machiavellis Fyrsten, men af de to vil jeg helt sikkert ikke vælge at læse Gracian igen. Bogen er mere eller mindre et sæt regler, kaldet maximer, for hvordan man skal tænke og opføre sig og så videre. På det punkt mindede den mig meget om Machiavelli, idet det hele går ud på at være manipulerende, fraværende, egoistisk og egentlig ikke en ret god person. Og jeg ville bare ønske, jeg vidste mere om hvorfor. Hvorfor skrev han den her bog, hvorfor skal Mennesket være så forfærdelige, bare hvorfor. Jeg har kun givet bogen 3 hjerter, fordi jeg trods alt fandt den let at læse og gå til, der er ikke mange eksempler eller lange sidespor, så det var nemt at følge bogen selvom man følte det var noget vrøvl.
Why I Am So Clever af Friedrich Nietzsche. Little Black Classics #102.
‘Why do I know a few more things? Why am I so clever altogether?’
Self-celebrating and self-mocking autobiographical writings from Ecce Homo, the last work iconoclastic German philosopher Nietzsche wrote before his descent into madness.
Nietzsche er ikke for mig. Ikke efter at have læst og studeret hans tekster på universitet og ikke efer at have læst den her lille bog. Jeg kan virkelig ikke med hans skrivestil (som træder tydeligt frem både i danske og engelske oversættelser også), og slet ikke hans argumentationsstil som er rodet og langtrukken og ærligt talt virker ret arrogant. Selv om den her bog kun er omkring 50 sider, så havde jeg bare lyst til at sove da jeg var færdig, fordi den var så langtrukken. Jeg mistede fokus flere gange, mens jeg forsøgte at følge med i hans argumenter, der virkede som om den gik i ring igen og igen.
The Nightingales are Drunk af Hafez. Little Black Classics #27.
‘Drunk or sober, king or soldier, none will be excluded’
Sensual, profound, delighted, wise, Hafez’s poems have enchanted their readers for more than 600 years. One of the greatest figures of world literature, he remains today the most popular poet in modern Iran.
Jeg har ingen anelse om, hvad jeg læste i den her bog. Bagsiden lovet storslåede digte, men jeg synes det meste endte med at handle om at drikke vin. Der er en del af mig, der har lyst til at læse videre i hans forfatterskab og finde ud af hvorfor han stadig er så populær i dag. Men der er også en del af mig, der husker hvorfor jeg gav den her korte samling 2 hjerter og hvor kedelig jeg egentlig følte, den var. Bag en så tiltrækkende titel som “The Nightingales are Drunk” gemte der sig desværre ikke det, jeg havde håbet på. Titlen er taget fra et af digtene i bogen og det viser egentlig ret godt hvordan der trods alt var noget i bogen, jeg godt kunne lide. Om det bare ligger i oversættelsen ved jeg ikke, men der var linjer her og der, som i sig selv var meget rammende og lyder smukke i sig selv.