Titel: Pigen fra Napoli.
Forfatter: Lucinda Riley.
Oversætter: Ulla Lauridsen.
Udgivet af: Cicero i 2016, først udgivet i 1996.
Sidetal: 464 sider.
Hvordan jeg læste den: fødselsdagsgave fra #fødsesldagsbogklubben i 2019.
Rosanna Menici er kun en pige, da hun møder operasangeren Roberto Rossini, manden der kommer til at ændre hendes liv. I årene, der følger, bliver deres skæbner forbundet af deres store sangtalent og af den store og altopslugende kærlighed, som opstår mellem dem – en kærlighed der kommer til at få følger for alle, de holder af.
Rosannas talent fører hende fra en fattig opvækst i Napolis smalle gader til verdens største operahuse. Og med det skønne Italien som baggrund udspiller der sig i Pigen fra Napoli en uforglemmelig kærlighedshistorie om besættelse og svig – og om at finde sig selv og sin egen lykke.
Åh her er en bog, jeg har kæmpet rigtig meget med. Den indeholder rigtig mange af de elementer, jeg elsker fra mit kendskab til Lucinda Rileys forfatterskab – og så er hovedpersonen en af de kvinder, jeg også har stiftet kendskab med i Godnathistorier for rebelske piger bøgerne, hvilket jeg synes var ret pudsigt at opdage. Jeg elskede beskrivelserne af livet i Napoli, i Rosannas rejse til berømmelse og det sært fascinerende i hendes evige kamp med sine egne ambitioner. Men selv om jeg nød skrivestilen og fortabte mig i Rileys beskrivelser af alt fra fattigdommen i Napoli til storheden i operaer verden over, så savnede jeg en væsentlig ting.
Jeg kunne nemlig slet ikke klare forholdet mellem Rosanna og Roberto. Bagsideteksten får det til at lyde som en storslået kærlighedsaffære, men jeg hadede dem sammen fra start til slut. En ting er aldersforskellen, der bringer et problem med uligevægtig “magtforhold” men gang på gang blev det for mig tydeligt at de to karakterer kun bragte det værste frem i hinanden. Jeg troede aldrig rigtig på at de elskede hinanden, det virkede altid som om de elskede sig selv og deres karrierer mere end hinanden. For mit vedkommende håber jeg faktisk at hvis der er andre der samler bogen op, så får de en bedre oplevelse af hovedpersonerne end mig, for det ødelagde på mange måder min nydelse af bogen, at jeg tilbragte det meste af tiden med at være håbløst frustreret og irriteret på en eller begge af dem.
Jeg ved at Lucinda Riley kan skrive spændende og fascinerende historiske bøger. Og jeg ved st hun kan skrive dåneværdige, hjerteskærende og smil-fremkaldende romancer. Men for mig ramte Pigen fra Napoli desværre helt ved siden af.